Zombie lignende tilstand

Et år efter befinder jeg mig der pludselig igen. I den der zombie lignende tilstand, hvor der ikke er tid til at fokusere på andet end børn, aftensmad og vasketøj. 

Jeg syntes, at det er skide hårdt og hjerteskærende at forlade drengene fredag morgen hveranden weekend velvidende, at jeg først ser dem søndag aften inden sengetid. Men for pokker, hvor er det også tiltrængt. Og dét troede jeg alligevel aldrig, at jeg skulle sige! Men siden sidste børnefrie weekend har drengene haft rotavirus – bedre kendt som børnediarre, og oveni praktik, forberedelse og forelæsninger har jeg nu også måtte tage mig af børn med diarré, opkast, mavesmerter og feber. Og selv da dét omsider stoppede, har jeg stået med en Theo på armen, der bestemt ikke har villet sidde selv eller så meget som ved siden af mig i mere end 20 sekunder. Det betyder, at jeg i 12 dage i streg ikke har været på toilet uden en Theo på skødet. Er I klar over, hvor svært det er at skrælle gulerødder med én hånd?! Det er fucking svært! Og midt i det hele har jeg altså også måtte vaske tøj og tage mig af hjemmet. Og hver evig eneste gang, jeg har forsøgt at sætte Theo ned, er han brudt ud i skrig og skrål og banket hovedet ned i gulvet. Så meget at naboen sidste søndag kom ind og spurgte, om jeg var okay, fordi hun nu også havde hørt på det i, hvad der føles som, en evighed. Så meget at også Noam endte med at blive pylret og klæbende. Så meget at Noams dagplejer sagde, at jeg var nødt til at komme ud ad huset, hvis jeg ikke skulle blive sindssyg. Og så meget at selvom jeg sidder her helt alene i min søsters lejlighed, kan jeg stadig høre dem skrige og græde.

Heldigt for mig har drengene en fantastisk far, der i onsdags tilbød sin hjælp, så jeg kunne komme lidt ud og lade op. For selvom vi måske endnu ikke er helt dér, hvor jeg gerne vil have, at vi er, har han alligevel fokus på drengene. Og drengene fortjener netop en mor, der ikke springer ud fra første salen i ren og skær desperation 😉 .. Det kan være benhårdt at være alenemor – det har jeg aldrig tvivlet på, jeg forestiller mig bestemt ikke, at det er en walk in the park, men nogle gange kan tingene bare godt spidse så meget til, at man har brug luft, så man igen kan være på. Og det er også helt okay. 

Jeg har ellers et par indlæg klar til jer – og flere i hovedet, men både bloggen og Instagram har lidt under mit manglende overskud. Men glæd jer – for snart får I mulighed for at teste noget, som vi også herhjemme skal i gang med. Noget, som flere og flere børn lider af, og som selv jeg i voksenalderen døjer med. Jeg er spændt, og det kan I også godt være. God weekend herfra.