En del af statistikkerne

Både Heine og jeg er skilsmissesbørn. Mine forældre gik fra hinanden, da jeg blot var 1 år og min søster 4 år. Senere er de begge blevet gift og har skænket mig en lillebror hver. Heines forældre blev skilt, da han var teenager.

Dét har jeg aldrig ønsket for mine fremtidige børn – undskyld mor, hvis du læser med 😉 .. Men jeg har haft et brændende ønske om, at mit liv skulle blive anderledes, eller i det mindste mine børns. Jeg ønskede mig et idyllisk liv i en forstadsvilla med græsplæne og flagstang. Jeg ønskede at gå imod den sociale arv, at gøre tingene anderledes, at gøre tingene ‘rigtigt’: at være en ‘rigtig’ familie. Det har aldrig faldet mig ind, at jeg skulle blive en del af dén statistik. Den grimme slags statistik: at skilsmissesbørn selv bliver skilt.

Da min søster sidste år blev skilt, så jeg, hvad det gjorde ved hende. Jeg så hende ødelagt og grædende. Jeg så min nevø på 4, der i den grad havde en reaktion, og jeg så min niece på 1,5, der var for lille til at forstå, men alligevel påvirket. For det bliver børn jo.

At blive enlig mor er naturligvis ikke det værste, der kan overgå en, men det er bestemt ikke en ønskesituation. Da jeg så min søster gå igennem det sidste år, befandt jeg mig selv i en kamp i mit forhold, og jeg havde virkelig ikke lyst til, at alt det her skulle ske for mine to, uskyldige drengebørn. Så jeg kæmpede videre. For det var jo ikke kun mit liv, der ville blive berørt. Det er jo ikke bare at gå fra en kæreste, starte en ny hverdag eller et nyt liv. Det er jo mine børns far, jeg er gået fra. Det er mine børn, der er ofret midt i kampens hede: det er dem, der skal undvære deres far på daglig basis og starte en ny hverdag op, der ikke inkluderer ham. “Hvordan kan man overhovedet gøre det mod sine børn?” “Hvordan kan man byde dem dét?” Det er tanker og indre kampe, jeg har måtte kæmpe med, alt i mens jeg mistede mig selv, mistede modet og fornemmelsen af, hvad der er rigtigt og forkert; for pludselig vågnede jeg op. Pludselig gik det op for mig, at jeg i virkeligheden slet ikke befandt mig dér, hvor jeg gjorde, fordi jeg elskede Heine, men fordi han er mine børns far. Og som jeg har sagt før: det er heller ikke fair overfor ham – det skal heller ikke han nøjes med.

Så for at svare på jeres et af spørgsmål og kommentar – tak for dem! Jeg er altid glad for at få kommentarer, spørgsmål, interesse og velmenende råd. Det er dejligt at vide, at der både sidder folk på den anden side af skærmen og læser mine indlæg, men faktisk også tager dem til sig og tænker på en. Tusind tak. Men nej, Heine og jeg finder ikke sammen igen. Jeg ved godt, at man siger, at man er enormt presset, når man står med småbørn, og pseudotvillinger gør det bestemt ikke nemmere for parforholdet. Men som jeg skrev, da jeg kastede bomben, er det naturligvis ikke kun manglende søvn, kærtegn eller prioritering af vores forhold, der gør, at vi står, hvor vi gør. Der er også sket andre ting, som er for private til at dele her – beklager. Selvfølgelig skal man aldrig sige aldrig. Men som tingene ser ud nu, er vi begge enige om, at det er det rigtige valg. Hverken Heine eller jeg har en interesse i at finde sammen igen. Jeg elsker ham som mine børns far og for de gode år, han har givet mig. Men jeg elsker ham ikke som en kæreste længere, og lige nu kæmper vi for overhovedet blot at kunne være nogenlunde gode venner. Det er en lang og sej kamp at gå fra sine børns far, og det har været en endnu hårdere vej at nå hertil, men det er det rigtige. For os alle 4.

Men derfor gør det nu stadig ondt, at man er blevet en del af dén statistik.