I praktikken i efteråret kort efter bruddet med Heine snakkede jeg med en medstuderende, som m
Se næste indlæg >
Hvad deler jeg egentlig?
I slutningen af november møder jeg et par medstuderende i byen – en fra mit nuværende hold og en fra et tidligere hold. Begge ved tilsyneladende, at jeg er blevet single på det tidspunkt. Det skal lige siges, at udover bloggen og dens tilhørende Instagram-profil har jeg ikke offentliggjort på feks facebook, at Heine og jeg er gået fra hinanden. Jeg har slet ingen status derinde, og derfor er der heller intet poppet op i folks newsfeed. Det undrer mig derfor, hvordan de kan have vidst det. Lige indtil at den ene fortæller, at hans historiehold følger med her på bloggen. Senere viser det sig også, at nogle stykker fra mig eget hold gør det samme, selvom jeg ellers ikke har reklameret for bloggen.
Det er ikke, fordi jeg er spor utaknemlig. Det gør mig kun glad, at folk kigger med – uanset om det er familie, venner, bekendte, medstuderende eller komplet fremmede. Alle er naturligvis velkommen, men ind i mellem glemmer man lidt, at der sidder folk på den anden side af skærmen og følger med. Jeg har delt nogle enormt private ting her – alt lige fra mine fødsler til ammestrejke, strækmærker, navlebrok, møgunger og senest mit forhold, der ikke gik som ønsket.
Det kan godt være grænseoverskridende at vide, at der sidder mennesker, som jo egentlig ikke er tæt på mig, men som alligevel ved så meget om mig og som kender til brudstykker af mit aller inderste. Man føler sig ret så sårbar i sådan en position, og det kan godt få mig til at tænke på, hvad det egentlig er, jeg deler. Hvad har jeg egentlig lyst til at dele både med fremmed, tidligere svigerfamilien og også med folk, der kan se mig på gangene her på uddannelsen og vide så meget om mig, uden jeg kender så meget som deres navn?
Et nyt perspektiv kom, da Heine havde fået tilsendt screenshots fra intet mindre end 3 af hans venner. Det har som sådan intet med bloggen at gøre, men jeg havde spurgt efter den bedste tatovør i Silkeborg i en Silkeborg gruppe på facebook. Heine er ikke medlem af den, og det er såmænd ikke, fordi han ikke må vide, at jeg havde planer om at få en tatovering mere. Men man kan ikke undgå pludselig at føle sig overvåget, hvis folk direkte kontakter ham for at fortælle, hvad jeg laver og hvad jeg blogger om – som nogle også har gjort. Jeg syntes, det er fuldstændig unødvendig drama, og jeg ville ønske, at folk gad stoppe med at skabe en unødvendig krig og konflikt. Der er børn i blandt!
Jeg har ikke tænkt mig at holde mig selv i snor, trække i land og begynde at blogge på et mere overfladisk plan. Bloggen er mit frirum, og det vil jeg benyttte. Også selvom der sidder nogle mennesker og følger med, som jeg måske er knap så begejstret for.
Fulgte I med på Instagram i går, ved I, at jeg så faktisk fik lavet mig en tatovering allerede i går. For mig er den ret personlig og intim, men jeg skal nok lige overvinde mig selv og vise jer den.
Jeg vil også sige, at så længe man kan stå inde for, hvad man skriver, skal man blive ved. Og ved du hvad, folk har altid snaget og sladret – også før internettets tid. Det siger mere om dem end om dig. Keep up the good work. Vi glæder os til at høre om tatoo'en.