Hvad deler jeg egentlig?

Á Paris part une

Fredag morgen tog jeg toget til Århus, hvor jeg skulle mødes med min søster, hendes kæreste og deres vennepar. Mens jeg skulle tilbringe weekenden i Paris hos en veninde, skulle de fire nemlig en tur til Disney Land, og vi havde derfor valgt at følges til Kastrup Lufthavn.

Først ved 20-tiden ankommer jeg hos min veninde, og vi bruger aftenen på at snakke, spise aftensmad og hygge i hendes lejlighed. 
Lørdag har vi planlagt at lege turister i Paris; se Eiffel tårnet, den gamle triumf bue, tage på kanal rundfart og se Sacre Coeur. Vi var virkelig heldige med vejret, himlen var fuldstændig blå og skyfri og solen stod højt og varmede. Det var fantastisk! 
Sidst, jeg var i Paris, var for knap 8 år siden. Jeg havde netop lige mødt Heine, og for mig har det derfor været en ret terapeutisk tur. Jeg har set de samme steder, men jeg er fuldstændig et andet sted i mit liv. Så at gense alle de her utroligt smukke og imponerende steder igen vakte en masse minder – gode minder – og det er altsammen med til at hele mig og genfinde mig selv. 
Man kan ikke tage til Paris uden at se Eiffel tårnet – det er klart. Det er så flot! Men at opleve en messe i Sacre Coeur – en vanvittig smuk kirke – var virkelig noget, der tog pusten fra mig. Jeg er ikke synderlig religiøs og da slet ikke katolik, men man kan ikke undgå at få en følelse af sjælefred, når man træder ind så smukt et sted med så mange detaljer og syngende nonner. Det var så smukt og ubeskriveligt, og jeg gik derfra med en form for lettelse eller fred. 
I en by som Paris går tiden enormt strækt – seværdighederne ligger ikke bare lige ved siden af hinanden, så meget tid gik også med transport og vandren. Vi valgte derfor at spise på den her lille, hyggelige restaurant, hvor jeg for første gang smagte en vegetarisk udgave af ratatouille. Og ganske spontant tog vi efterfølgende hjem til min veninde for at shine os lidt op og gøre klar til en drink eller to på en hyggelig bar et sted. 
Min veninde har boet i Paris i 6 år, mens hun har taget hele sin uddannelse dernede, så hun kan både sproget til perfektion og kender til byen på mere end blot et turistplan. Det er altså ikke helt dumt at følges med.
Vi ankommer til den første bar, som er mere end proppet og er næsten ved at opgive, da jeg får øje på to, ledige pladser for enden af et bord allerbagerst. Resten af bordet er en flok unge franskmænd, som er godt i gang med at fejre deres vens 25 års fødselsdag, men stolene er heldigvis frie til os, og de er alle meget imødekommende. 
I det hele taget oplever jeg slet ikke franskmændene som værende arrogante. Faktisk oplevede jeg allerede i den første metro, at en kvinde kommer hen og spørger mig, om hun må hjælpe. Det er klart, at jeg skriger turist med mit blonde hår, lyseblå øjne og søgen efter diverse skilte. Men generelt har jeg ikke oplevet – heller ikke på mit tidligere besøg – at folk hverken vil hjælpe eller nægter at tale engelsk – nogen er selvfølgelig bedre end andre, det er klart. Sådan er det også i Danmark. 
Men her kommer tvisten så.. For for enden af vores bord til fødselsdagsfesten sidder Mickaël nemlig.. 

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvad deler jeg egentlig?