“Ja, mor elsker også far”

Forleden sidder jeg så i Noams seng med Theo på skødet og Noam ved siden af med telefonen i hånden, der gennemgår hvem, der elsker hvem. Han starter med at fortælle, at han elsker sin far rigtig højt. Derefter siger han: “Theo elsker også far”, og med meget afventende ansigtsudtryk får han også lavmælt sagt: “mor elsker også far”.

Og det er i og for sig rigtigt. For mig er der hverken had eller ligegyldighed overfor Heine. Heine er mine børns far, han er den mand, jeg har delt hele mit voksenliv og halvdelen af mine teenageår med. Han er den mand, jeg valgte at flytte ind hos, starte familie med og den mand, som jeg elskede i så mange år.

Jeg svarede derfor Noam: “Ja, mor elsker også far”. Jeg tror ikke på, at det er spor forvirrende eller kompliceret. Jeg tror på, at der findes flere forskellige slags kærlighed, og jeg tror på, at det er ganske sundt og naturligt at vise sine børn. Noam elsker jo heller ikke sin mormor, som han elsker sin mor og far, og selvom han selv ytrede, at han elskede Kirsten – hans dagplejer – var heller ikke det den samme kærlighed, som han føler for os.

Der går altså intet af mig ved at sige ja til sådan en udtalelse og anerkende Noam i hans observationer. For det er jo ganske korrekt – jeg elsker da Heine. Men jeg elsker ham ikke som en kæreste mere. Men selvom man vælger ikke at dele hele eller resten af sit liv med hinanden mere, behøver man vel ikke hverken hade hinanden eller være ligeglade med hinanden?

Jeg værdsætter Heine for alt, hvad han har gjort for mig, alt hvad vi har haft sammen og for alt, hvad han har givet mig. Jeg mindes og glædes over de ting, der er sket, og for dem vil jeg altid elske ham.

Jeg har før fortalt, at hverken Heine eller jeg oplevede “de gode eksempler” på skilsmisser, deleordning og 2xjuleaftener. Det ligger mig så nært, hvad der skete, da jeg var barn, og fortsat også hvordan tonen er i mellem mine forældre. Det er ikke for at hverken udstille dem eller være hellig i alt det her, men for mig er det bare så pokkers vigtigt, at vi sagtens kan sammen, at vi sagtens kan tale pænt sammen, fejrer drengenes fødselsdag sammen eller til sommer feks tage på stranden sammen. For selvom Heine og jeg ikke er kærester længere, er vi jo stadig en familie. Vi er drengenes familie, og det har vi helt frivilligt begge to valgt. Vi valgte sammen at få børn, og det er ikke en beslutning, der forsvinder eller træder i baggrunden, blot fordi vi er gået fra hinanden.

Jeg ved, at det er rigtig svært, og jeg ved også, at der kan være mange følelser i blandt i sådan en situation. Jeg har jo selv oplevet det, men jeg ønsker virkelig ikke at give det videre til mine børn. Jeg ønsker at vise dem, at man må få det bedste ud af en ellers ulykkelig situation. Og hvis både mor og far er lykkeligere hver for sig end sammen, så burde det i virkeligheden heller ikke være et problem? Jeg ønsker Heine det bedste, jeg ønsker, at han er lykkelig. Men jeg ønsker i den grad også at vise mine børn, at vi er voksne mennesker, at vi er en familie, og at vi elsker dem uendeligt højt – sammen.