Når man rydder op

Jeg sad forleden og kiggede noget af min facebook-konto igennem. Jeg har været nogenlunde aktiv siden 2008. Heine og jeg fandt sammen i 2007, og den har derfor praktisk talt altid været spammet til med vores hverdag, sjove momenter og siden hen babybilleder, graviditet og alt dertilhørende. 

Jeg havde egentlig tænkt, at jeg ikke ville slette noget af det, for altsammen har jo ført til to, smukke drenge, og det er en del af historien bag dem, jeg ville slette.. Føler jeg. For naturligvis har hele vores forhold aldrig været til offentlig skue hverken her eller på facebook, det er klart. Men det giver nu alligevel et lille stik i hjertet, når man kigger mange års forhold og drømme tilbage og alligevel ender med at klikke på “slet” knappen et par gange. Jeg havde jo aldrig troet, at jeg ville komme ud i en situation, hvor jeg bogstavelig talt sletter vores forhold. 

Ligesom bloggen her har været en form for dagbog for mig, og jeg altid har haft i tankerne, at drengene senere vil kunne bruge den til at lære deres mor – og måske også far – lidt bedre at kende, læse om graviditeterne med dem, de første år, frustrationer, følelser og oplevelser, vi har haft, har jeg netop også tænkt, at det måske kunne være ligeså aktuelt med ens facebook-side. Og jeg ved godt, at det lyder fuldstændig åndssvagt, men det er måske netop, fordi jeg ved, at drengene ikke nogensinde har en reel chance for at kunne huske, at deres far og jeg har boet sammen og elsket hinanden, fordi de er så små, som de er. Men her på bloggen vil de have muligheden for at se tilbage og vide, at de er lavet af ren kærlighed mellem to mennesker. 

Og så er det da altid hårdt at skulle lade fortid vær fortid, minder forblive minder og vide, at det hverken er ens nutid eller bliver ens fremtid. At erkende at alting er ændret for evigt og accepterer, at tingene gik deres gang. Det er altid hårdt at træffe valg her i livet, at stå bag de valg, at tage ansvar for dem. Og især når det ikke kun er ens eget liv, det berører, men også to uskyldige blåøjede drenges liv, der for altid vil være forandret. 

Jeg har selv ofte som barn tænkt på, hvordan mit liv mon ville se ud, hvis mine forældre stadig var sammen, og endnu mere har jeg prøvet at forestille mig, hvordan det var, inden de gik fra hinanden. Det er præcis sådanne nogle situationer, ønsketænkninger og forestillinger, jeg aldrig havde troet, at mine børn skulle ende ud i, men i stedet udleve et inderligt ønske om en kernefamilie, hvor mor og far er sammen. Lykkelige. 

Det ændrer ikke på, at det var den rigtige beslutning, jeg tog for et halvt år siden, og det ændrer slet ikke på, at det var en beslutning, jeg burde have taget langt før. Og her er jeg slet ikke i tvivl om, at det er samme erkendelse, Heine er nået frem til, men derfor kan det stadig godt være stridt og med stikken i hjertet at trække vejret dybt og så give slip.