Når man rydder op

Alene-dage

Jeg tror på, at det er smadder godt for børn at have deres forældre lidt på tomandshånd ind i mellem. Også selvom de stor-nyder tiden med deres søskende. Men det er klart, at jeg som alenemor kan have svært ved at jonglere det hele rundt, så ikke alene drenge får fridage sammen, men også alene-dage hver især med mig. I hvert fald hvis jeg ikke skal misse min undervisning i ny og næ.
Som studerende er jeg så til gengæld så priviligeret at have faste fridage hver uge, men på det seneste har de været godt fyldt op af semesteropgaver, lektier og alle de huslige pligter, som har været kastet i baggrunden for glade og mætte børn. Og lige for tiden føler jeg da også, at jeg ikke bare skal løbe hurtigt for at nå alting, men at jeg befinder mig midt i et marathon, jeg bestemt ikke har lyst til at deltage i. 
Men så er det heldigt, at der ikke behøver ske alverdens på børnenes spontane fridage, og de er såmænd også rigtig godt selvkørende med deres LEGO, hvis de da for en gangs skyld ikke deltager i vasketøj, oprydning eller madlavning. 
I dag endte Noam med at være hjemme, da han ellers meget ulykkeligt var ved at blive afleveret uden nussekluden, som vi havde glemt. Noam har netop lige smidt sutten, og han har været så god til det, at det ville være helt unfair at tvinge ham til også at undvære nussekluden allerede. Og med en dreng med tårerne løbende ned ad kinderne kunne jeg hurigt udtænke to muligheder: enten hentede jeg nussekluden og skulle satse på at kunne gå fra ham igen, eller så lod jeg ham komme med til den eksamensvejledning, jeg havde og resten af dagen have lidt Noam-og-mor tid. Det blev sidstnævnte – førstnævnte kunne alligevel snildt have endt ud i samme scenarie, og det er lang tid siden, at Noam og jeg har haft tid til at fordybe os i hinanden, snakke, pjatte og kysse og kramme uden Theo har stået ved siden af. 

Det har både været hyggeligt og tiltrængt! Og vejledningen? Jo, det er ikke første gang, Noam er med i skole, og han er helt indforstået med, at man skal være stille, hvis man vil med igen en anden gang. Og så hjælper LEGO, juice og en iPad lidt på sagen i mens 😉

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når man rydder op