Suttetræ

Heine og jeg havde egentlig snakket om, at Noam skulle smide sutten i julen, hvor det var oplagt at give den til julemanden. Men han virkede ikke klar og oveni alle omvæltninger der midt i bruddet og en kommende børnehavestart, ville det være synd at presse ham ud i spor. 

Men jeg har længe tænkt på, hvornår det rigtige tidspunkt så var – og om det overhovedet er muligt at smide sutten, når man har en lillebror, der bruger den nøjagtig samme? Især fordi drengene længe har været så søde ved hinanden, at ikke alene deler de sutterne, men har den ene brug for en, finder han også til den anden. 

Jeg har hverken været nervøs for hans tænder eller sprog – Noam er simpelthen så god med sproget, han siger alt, udtaler alting rigtig flot og han danner lange, forståelige sætninger. Der er ikke det, man ikke kan snakke med ham om, og han fortæller hjertens gerne om sin dag, en historie eller synger en sang. 

Herhjemme har han længe virket dødafhængig af sutten, men i børnehaven ligger den som regel i skuffen. Men pludselig begyndte Noam at udvikle sutteeksem, og da jeg hentede ham forrige fredag i børnehaven, var det fuldstændig eskaleret, og da sutten troligt lå i skuffen, valgte jeg, at nu var tidspunktet. 

Jeg snakkede meget med ham om, at han jo var 3 år nu og dermed en stor dreng, som vi længe har snakket om. Jeg fortalte ham om suttetræet, og at vi kunne aflevere sutterne der. Han var ikke ovenud begejstret, så på bedste upædagogiske måde fortalte jeg ham, at når man afleverer sutterne dér, må man både få en gave og lave en kage. Han var stadig ikke overbevist, så jeg forklarede ham om sutteeksemet, at jeg godt forstod, at det gjorde ondt, og at det ikke ville stoppe, før han var stoppet med at bruge sutten. 

Hele eftermiddagen var sutten slet ikke i nærheden af ham, og han spurgte ikke engang til den, som han ellers altid gør. Men da vi nærmede os sengetid, ville han alligevel diskutere sutten, og så måtte vi ellers starte forfra med at snakke om den. Det tog ham væsentlig længere tid end normalt at falde i søvn, og han vågnede også to gange midt om natten og spurgte ind til sutten, men om lørdagen var der igen intet. Så vi bagte chokoladekage og gik en tur i skoven, hvor Noam sagde farvel til sutten, puttede den i en pose med navneskilt og så udvalgte han ellers en plads til den på suttetræet. Og da vi kom hjem igen, pyntede han kagen og fortalte selv, at nu brugte han ikke sut mere, og derfor fik vi kage. 

Om aftenen skulle vi dog igen diskutere det lidt, men det tog ham knap så lang tid at falde i søvn, og han vågnede også kun op én gang og spurgte efter den. 

Den 3. nat lagde han sig til at sove på under 15 min uden så meget som at spørge til sutten. Og selvom Theo stadig bruger deres sutter,  er der slet intet med Noam. Allerhøjest finder han sutter og giver til Theo, mens han fortæller, at han er en stor dreng, der ikke bruger sut mere. Han er stadig meget opmærksom på sutterne, og når Theo har en i munden, men han har ikke selv prøvet at erhverve sig en. 

Så alt i alt er jeg virkelig imponeret over Noam – jeg var sikker på, at det ville blive et mareridt uden lige! Jeg var overbevist om, at vi skulle diskutere det mange gange, at han ikke ville kunne sove uden eller blive trøstet uden, og jeg var helt sikker på, at han ville gå direkte hjem fra suttetræet og tage den første og bedste sut.