
Jeg er for alvor begyndt at sælge ud af drengenes babyting. Det handler udelukkende om pladsmangel i det lille, hvide hus, men det er nu stadigvæk underligt at stå i døren med en komplet fremmede og tage imod penge for den vugge, som begge drenge har sovet i eller smide bæreselen i postkassen velvidende at den ikke kommer igen. Jeg har altid tænkt, at jeg skulle have flere børn – det ved I også, hvis I fulgte med, mens jeg ventede Theo, og det er stadig sådan, jeg både tænker, føler og håber på. Omvendt opfatter jeg mig selv som værende mere end heldig, hvis jeg ender med kun at have de her to sunde og raske, lyshåret drenge. Men...