
Husker I indlægget om børn, der kopiere voksnes sprog, og hvad jeg gjorde, da Noam for 3. gang mestrede “fuck”? Hvis I ikke har læst indlægget, kan jeg kort forklare, at jeg satte mig ned på knæ foran Noam og sagde: “Noam, der er noget, jeg har glemt at fortælle dig”. På den måde påtog jeg ansvaret for hans handlinger, og jeg håbede, at det kunne helgardere mig lidt mod at stå med en 2årig, der ville grine af mig. Præcis som jeg altid har fået at vide, at børn gør, når noget bliver en frygtelig blanding af sjov og forbudt. “Men man må altså ikke sige ‘fuck’. Det er et rigtig grimt ord, og jeg bliver ked af det,...