Når det gør rigtig ondt

Tilbage i starten af bruddet blev jeg nemlig spurgt om, hvordan drengene tog det hele. Det er ikke, fordi jeg ikke har ønsket at svare på det, men nogle spørgsmål er svære, fordi jeg ikke er den eneste involverede og inderligt ikke ønsker at udstille Heine i alt det her.

Men bruddet var noget grimmere, end jeg nogensinde havde forestillet mig, at det ville blive og væsentlig grimmere, end jeg tør indrømme her på bloggen. Jeg gætter på, at man nogle gange bare er så såret og ødelagt, at det kan være svært at samle sig selv op – også selvom man har børn.

Heine og jeg er uden tvivl nået langt siden dengang. Det har – som tidligere fortalt – været en lang og hård proces at nå hertil. Det har været en lang kamp fyldt med frustrationer, tårer og påtvungne kompromiser. Ind i mellem træder vi et par skridt tilbage og går i den forkerte retning, og det er i de periode, at jeg tænker tilbage med et kæmpe hul i hjertet og stikken i brystet. Det er de gange, hvor jeg påtager mig alt for meget ansvar og får så dårlig en samvittighed overfor drengene over, at jeg stoppede med at elske deres far. En samvittighed, jeg endnu ikke har lært at takle.

Drengene har svinget meget i deres reaktioner. I starten snakkede jeg meget med Noam om, at hans far skulle bo et andet sted, men han så ham stadig dagligt, mens jeg var i praktik, fordi Theo fortsat var hjemmebarn med opskrivning til dagpleje og Noam ligeledes ventede på at få en plads i børnehaven. Da praktikken nåede sin ende, røg vi i den klassiske 12/2 ordning, og drengene så altså pludselig betydeligt mindre til deres far. Theo har altid været mors dreng – sådan virkelig meget, så ham tror jeg egentlig, at ordningen passer ret fint til, og havde vi kun haft ham, er jeg ikke sikker på, at vi havde ændret spor på det. Men det har vi ikke. Vi havde også en – dengang – 2-årig, som sad på mit skød hver aften og grædende spurgte: “Hvorfor vil far ikke se mig mere? Vi skal aldrig se far igen, vel? Far bor bare et andet sted nu.” Og selvom jeg hver aften gentog, at hans far savnede ham og elskede ham meget højt, ville seancen alligevel gentage sig den efterfølgende aften. Det er hårdt at se sit barn være så oprindeligt bundulykkeligt, og det er ikke en situation, jeg nogensinde har lyst til at stå i igen.

Vi har en fast regel med at ringe til den anden om aftenen, når drengene bliver puttet, men i selvsamme periode var det meget svært at få Noam i tale med Heine, for som han sagde: “Jeg er sur på far.” Og det er jo alt sammen helt reelle følelser at have. Men ikke desto mindre er det som ren gødning ovenpå den dårlige samvittighed, fordi jeg inderligt kan føle, at jeg fratog dem deres far, nu jeg ikke længere kunne gå på kompromis med mig selv. Man kan snildt komme til at føle sig som en egoist, selvom jeg jo godt er klar over, at børn har meget bedre af to lykkelige forældre hver for sig, end ulykkelige forældre, der er sammen.

I dag har vi en 4/10 ordning, og den oprindelige plan var, at også den ordning skulle udvide sig. I mellemtiden har Heine truffet en beslutning, som jeg gerne fortæller om senere. Noam har længe spurgt efter sin far, når vi rammer 4. dagen, hvor han ikke har set ham. I dag kan han finde på at sige: “Mor, jeg er bare lige lidt ked af det”, og så krammer vi, mens vi ringer til hans far, selvom det naturligvis er en sølle trøst. Men det er blevet meget bedre, han spørger mindre og mindre efter Heine. Børn er gode til at tilpasse sig, så det er egentlig bare en sølle trøst, at han spørger mindre efter sin far.

Men så var der lige Theo, og det kan virkelig være svært at vide, hvad der er det helt rigtige at gøre. Jeg har bestemt ikke lyst til at skille drengene ad, selvom Noam sagtens kunne bruge mere samvær med sin far, hvorimod Theo har enormt svært ved at undvære mig. Theo er stadig så lille, at han endnu ikke helt forstår det, når jeg fortæller drengene, at det den pågældende dag vil være deres far, der henter dem. Jeg mærker tydeligt på Theo, når jeg har været væk fra ham. I takt med at samværet er blevet udvidet, er samsovningen med ham og jeg også blevet konsekvent – og endda i sådan en grad at han ikke længere nøjes med at ligge ved siden af mig, men ovenpå mig hele natten de første 3 nætter, der er fulgt af samvær med Heine. Ligeledes må jeg heller ikke forlade ham under putningen, hvor han også falder i søvn ovenpå mig.

Det er med længsel, når jeg hveranden weekend sætter mig i toget mod Vejle, men det er også med en knude i maven, at jeg forlader mit allerkæreste velvidende, at jeg først ser dem 4 dage senere. Drengene har bestemt godt af at være sammen med deres far, de har ligeså meget krav og ret til ham, som de har til mig. Men det er bare så svært at takle den samvittighed, der følger med, når man vælger, at de ikke kan få os på samme tid. Det gør ondt at vide, at man ikke kan give dem alt det, de har brug for på én gang.