Ude godt, men hjemme bedst?

Locked out

Og pludselig blev der altså stille på bloggen! Men det var for en gangs skyld ikke min skyld, men tilsyneladende har der været et plugin, der har forhindret mig adgang, men med lidt hjælp fra teknikerne bag, er jeg nu tilbage.

Jeg havde ellers en del at fortælle og dele med jer, men det skal jeg nok nå alligevel. I mellemtiden kan jeg fortælle, at min sommerferie lakker mod sin ende – allerede. Og jeg har bundærligt ikke fået foretaget mig spor herhjemme. Jo, jeg har da ryddet ud i alle vores ting og sådan, men jeg har feks ikke fået syet alle de der sæt juniorsengetøj, jeg har købt ind til sidste sommer.

Drengene er tilbage efter 5 ugers ferie – og de er ikke begejstret nogle af dem. Faktisk har det været røvhårdt at aflevere så kede af det børn. Især Noam, med Theo er jeg ligesom blevet lidt hærdet, tror jeg, og jeg ved, at han har den allerkæreste dagplejer, og jeg ved, hvor glad han faktisk er for hende. Med Noam synes jeg til gengæld, at det er virkelig hårdt. Han skriger, græder og råber efter mig, at han bare vil have mig og at han vil med mig hjem. Det er hårdt at se ham så grådkvalt, men samtidig også enormt vred, og det har virkelig været svært for pædagogerne så meget som at holde på ham, fordi han jo vitterligt ikke vil være hos dem. I dag gik det heldigvis lidt bedre, og forhåbentlig det bare lige er en kort periode, indtil vi er tilbage til hverdagen igen. Men én ting er at aflevere ham, mens han er ked af det, noget andet er altså godt nok at hente ham, hvor han bare sidder mut og alene på en gynge udenfor. Øv for helvede også! Det er jo netop i sådan nogle situationer, hvor man ikke kan undgå at tænke, at det jo for fanden også var meningen, at de begge skulle være hjemmebørn.

Mens drengene er i institution bruger jeg faktisk tiden på absolut ingenting: jeg får selvfølgelig ryddet lidt op, gjort det rent og vasket lidt tøj, men ellers ser jeg meningsløse tøseserier på netflix og sover! Jep, sover! For lige for tiden sover Noam nemlig helt elendigt, og jeg er efterhånden oppe så mange gange, at jeg ikke engang opfatter, at han kommer ind i sengen i løbet af natten. Theo derimod sover fuldstændig som en sten.. Hvis han altså kommer ind i min seng. Mellem 22 og 23 vågner han konsekvent op, og det eneste, der får ham til at sove videre, er min seng. Så ja, jeg sover pt i dagstimerne og frygter for, hvordan det kommer til at gå, når jeg om halvanden uge atter er studerende. Og så endda omsider på mit 4. og sidste år. Wup wuup!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ude godt, men hjemme bedst?