
Jeg kan godt føle mig kvalt i hverdagen. Uden tvivl. Kvalt i hverdagens mange pligter, ansvar og aleneheden i det hele. At stå alene med en 3 årig med alt for mange meninger, en knap 2årig på trapperne til the terrible twos-stadiet, alene med planlæggelse af aftensmad, afhentning og aflevering af børn, indkøb, madlavning, oprydning, tøjvask, alle bleer, alle tandbørstninger og putning, som pt igen går frygteligt dårligt. Et sted mellem godnathistorie, anerkendelse af et kæmpe LEGO tårn, “hvad har du lavet i dag” på vej hjem fra børnehave og lektier bliver jeg kvalt. Jeg tæller ned til de børnefrie weekender, og når jeg når til dem? Jo, i samme sekund begge børn bliver afleveret med “jeg elsker dig, hav...