Going green

Siden jeg var helt lille, har mine forældre altid haft enormt svært ved at få mig til at spise kød. Der er ikke den grøntsag i verden, jeg ikke vil spise, men kød har de altid haft besvær med at få i mig. Og jeg ved ikke.. Det var 90’erne, og jeg tror, at man nemt har kunnet panikke over proteinindtag. I hvert fald skulle  jeg spise, hvad der blev serveret, som jo var den gængse tone over spisebordet.

Da jeg så flyttede hjemmefra, blev jeg delvis selv herre over mit madindtag. Heine er en kød-elsker, og det skal han også bare have lov til, så kød blev der dagligt købt og lavet. Men efterhånden blev mit indtag mindre og mindre. Da Heine og jeg så gik fra hinanden forrige år, så stoppede mit kødindtag så godt som. Theo er en altæder, men Noam har heller aldrig været den store kødspiser, så når det alligevel bare var os tre, følte jeg, at det var spild af både tid og penge at servere kød.

Når man går igennem en skilsmisses, som det godt lidt kan føles som, når man uden ring på fingeren har været sammen i 7,5 år og fået 2 børn, mister man helt jorden under benene. Man går igennem en indre krise, hvor man skal finde fodfæstet, og man skal finde sig selv igen. Man bliver tvunget ud i sorg og selvindsigt. For mit vedkommende gik det (bl.a.!) op for mig, at jeg har hele mit liv spist kød for at tilfredsstille andre. Og hvor dumt er det ikke lige? Det både lyder dumt og er godt gammeldags dumt.

Siden april sidste år har jeg ikke rørt ved kød. I mange år har det været en overvejelse for mig at blive vegetar, men jeg har altid været nervøs for, om jeg pludselig ville komme til at savne sådan noget som frikadeller. Men jeg kan hovedløs ærligt sige, at det gør jeg ikke. Ikke én eneste dag har jeg fortrudt min beslutning eller haft lyst til kød. Til gengæld har det krævet lidt kreativitet at erstatte sådan noget som frikadeller til kartoflerne, men jeg har fundet en masse lækre alternativer og retter, og derudover er det blevet meget nemmere at købe sig frem til erstatningsprodukter. Selv sådan noget som Rema1000 har pludselig fået vegetar fars som en fast del af deres sortiment.

Jeg bliver ofte spurgt, hvorfor jeg har valgt at være vegetar, om det er pga. dyrevelfærd osv. Det ville jeg ønske, at det var, men det er ikke rigtigt. Jeg spiser stadig både æg og mælkeprodukter. Naturligvis skal vi behandle dyrene ordentligt – det gør vi slet ikke godt nok, men hovedsageligt kan jeg virkelig bare ikke lide kød. Jeg bryder mig inderligt ikke om det, og i følge mine forældre har det været sådan, selv inden jeg fik sprog. Jeg tænker, at det ikke er anderledes end folk, der virkelig ikke bryder sig om rosenkål eller rødvin, men der bliver alligevel stillet mange spørgsmål til det. Nogle har nemmere ved at acceptere det end andre, for det er som om, at kød er lidt af en mærkesag i Danmark. Når man planlægger sin aftensmad, tænker man som oftest altid først i kød og så tilbehør bagefter. Og folk kan da også godt joke med, at jeg bare er underlig eller det lige er en fase. Begge dele er lige irriterende og super nedværdigende.

Derudover bliver jeg også spurgt med drengene.. Hvad med dem? De får naturligvis det samme mad som mig, og selvom der ikke bliver serveret kød, er der altså stadigvæk masser af protein. Har vi gæster med til aftensmad, kan jeg godt finde på at lave noget kød til dem, hvis det passer ind i retten, men 9 ud af 10 gange er det vegetarretter, jeg serverer for alle mand. Derudover spiser drengene jo også kød hos Heine og nede i børnehaven/vuggestuen, så de bliver altså blot introduceret til begge verdener og får dermed enormt varieret mad.

Flere og flere benytter sig af kødfrie dage, hvilket jeg også selv bloggede op for nogle år tilbage, men mange oplever, at det er svært at finde på andet end blot supper og salater. Bloggen her er ikke en madblog – og det bliver den heller aldrig. Men jeg har alligevel tænkt mig fra tid til anden at komme med inspiration – så er I advaret 😉