Long time, no see

Okay, så springer jeg ud i det. Pludselig har der været en lang pause på bloggen – også længere end jeg lige havde planlagt. Det beklager jeg, men der har været nogle ting, jeg har haft et behov for at bearbejde og reflektere over, inden jeg havde mod på at dele det med jer. Bloggen blev pludselig til et stress moment midt i det hele, og jeg har derfor haft mange overvejelser omkring at lukke den ned. Men nu er jeg her. Igen.

De sidste par måneder er der truffet ret så store beslutninger. Har man fulgt med på Instragram, har man højst sandsynligt gættet sig til den første: Håndværkeren og jeg er ikke længere sammen. Og det er okay. Jeg er okay. Men jeg har haft brug for at få det på afstand, før jeg har kunnet dele det med jer. Ret hurtigt efter flytningen til Vejle gik det op for os, at vi er for forskellige. Vi har hele tiden været klar over, at vi som mennesker er hinandens modsætninger, men mens jeg har tænkt, at modsætninger tiltrukkes, har virkeligheden vist sig at være knap så rosenrød. For når man som os har så forskellige værdier, udgangspunkter og holdninger er det desværre enormt svært at forenes i en hverdag med familieliv. Så selvom det var et slag i maven – og følelsen af personligt nederlag – har vi valgt at gå hver til sidst. Jeg har intet ondt at sige om ham, jeg ønsker ham alt det bedste i hele verdenen. Vi kan bare ikke forenes i vores forskelligheder. Og det er jeg okay med nu. Vi har ikke været kærester i nogle måneder efterhånden nu, men ærligt føles det som om, at vi slet ikke har været kærester hele det her år. For midt i alle vores forskelligheder begyndte vi at se hinanden mindre og mindre. Netop fordi det har været så svært at forenes i det, og lysten til at se hinanden har derfor været mindre. Drengene har taget det helt fint. Faktisk virkelig godt. De var uden tvivl knyttet til Håndværkeren, men børn er samtidig heller ikke dumme. De kan godt mærke, når noget er galt. I takt med at vi har set hinanden mindre og mindre, har de dermed også set ham gradvist mindre, og det er som om, at overgangen på den måde har været mild og blid for dem. Til sidst stoppede de helt naturligt med at spørge ind til ham og snakke om ham, og da jeg fortalte dem nyheden, fik jeg et enkelt spørgsmål af Noam, mens Theo straks kastede sig i mine arme og krammede mig.

Det næste har jeg allerede delt med jer på Instagram, men I får den alligevel. Få dage efter, jeg startede på mit job som klasselærer i 2. klasse, fik jeg et brev fra Danmarks Pædagogiske Universitet i Aarhus om, at jeg var blevet tilbudt en studieplads. Jeg har siden mit første år på læreruddannelsen ønsket at studere pædagogisk psykologi efterfølgende, og derfor havde jeg tilbage i marts sendt ansøgningen af sted. Men der er hård konkurrence om pladserne på kandidaten, så da jeg dagen efter at have sendt ansøgningen af sted blev ringet op og tilbudt et fuldtidsjob blandt et så fantastisk lærer- og pædagog team på den skole, jeg havde min sidste praktik, takkede jeg ja. Jeg var derfor helt afklaret med at takke nej til studiepladsen hos DPU med tanke om at søge ind igen om et år eller to. Lige indtil jeg, weekenden inden jeg ville afslå tilbuddet, brød grædende sammen. Alt vendte sig bare i maven på mig, og det føltes så forkert at takke nej til netop dét, jeg så længe har brændt efter. Så efter en samtale med min leder opsagde jeg min stilling og takkede ja til studiepladsen. Så d. 1. september studerer jeg altså pædagogisk psykologi i Aarhus. Yes! Fucking yes! Jeg glæder mig helt vanvittigt meget!

Det sidste har jeg endnu ikke delt med jer, men det er en vanvittigt fantastisk nyhed! Jeg er SÅ glad på drengenes vegne og endnu vigtigere: de er fuldstændigt lykkelige! Heine er flyttet! Til Vejle! Ret tæt på os. Noam var fuldstændig ekstatisk, da han fik fortalt nyheden, og han har i den grad nydt godt af den allerede. Heine havde kun nået at bo her en lille uge, da Noam af sig selv ringer ham op og spørger, om Heine ikke godt vil hente Theo den efterfølgende dag, fordi han trængte til alenetid med sin mor. Heine svarede naturligvis ja, for nu kan han rent faktisk de ting. Nu slipper drengene for en lang transport mellem sine forældre, og de kan meget nemmere og mere fleksibelt se deres far. Heine kan pludselig være med til lægebesøg, samtaler i børnehaven og hjælpe til, når drengene er syge. Det er gennemført fantastisk! Alting er blevet lettere nu, og vores børn er så lykkelige.

Så nu er isen brudt – og jeg er spændt på at se, hvor mange af jer der stadig hænger ved. Jeg har en masse mere at byde på, men det var lige alt for nu. Rigtig god sommerferie ??