Tinder-spillet

Okay, så jeg er så småt begyndt at date. Det er klart. Men hvad ‘dating’ egentlig er, er knap så åbenlyst. For hvad fanden vil det egentlig sige at date? Jeg har enormt svært ved at finde rundt i hele det her game. Så kompliceret var alting bare slet ikke, da jeg 10 dage fra at fylde 17 tilfældigvis støder ind i en fyr til en privatfest, falder i snak med ham og 3 måneder senere skifter mine forældres adresse ud med hans. 5 år senere får vi vores førstefødte og yderligere 2,5 år senere står jeg pludselig dér: enlig mor til 2, studerende og i øvrigt fuldstændig amatør på den allermest kiksede facon i det amerikanske fænomen: dating.

I dag møder man ikke i beruset tilstand sin eneste ene i byen, det er vistnok hovedreglen, når man er 26 år og har bare lidt krav. Og selvfølgelig er der krav! Jeg har to børn, og selvom jeg ikke har spor travlt, gider jeg virkelig heller ikke spilde min tid. Men man finder heller ikke sammen med en kollega eller medstuderende, for ‘man skider ikke, hvor man spiser’, vel? Tilbage står Tinder og alle de der andre ‘find-et-knald-indenfor-nærmeste-radius’ apps og det har jeg det personligt enormt stramt med. Jeg kan stadig huske mine forældres ord, da jeg 12 år gammel opretter en Arto-profil: “Man må IKKE mødes med nogen, man kun kender fra nettet”. Det er såmænd ikke, fordi jeg er nervøs eller bange for at møde nye mennesker, men jeg har enormt svært ved at navigere rundt i dét spil. For det er det jo – et spil. Men reglerne er knap så tydelige.

Først og fremmest skal man jo vælge et køn, en alder og en acceptabel geografisk afstand. Jeg har valgt fra 30 og op med en radius på max 65 km. Men hvad så hvis min eneste ene er 29 år gammel og bor 65,1 km væk? Og kan man virkelig finde sin eneste ene gennem en app? Tror man overhovedet på den eneste ene i 2016 eller er vi alle sammen blevet så kyniske i vores udvælgelse, at vi tror, at der er et lidt bedre match kun et swipe væk?

Og hvad så når man får et match? Så begynder man måske at skrive sammen. Opstår der dér en håndtastet kemi, er man måske heldig nok at blive inviteret på en date – vi vælger lige at forholde os til den sober af slagsen 😉 Og straks opstår alt mit crazy med diverse tøsefilm og Sex and the city som fuldstændig upålidelig kilde kørende i baghovedet. For hvad er grundreglerne, når man dater? Må man date flere på en gang f.eks.? Eller er man mere i sådan en “købt eller solgt” tilstand, hvor man i princippet hverken swiper videre, dater andre eller kysser tilfældige i byen en fuld lørdag, indtil man finder ud af, om man er det tætteste, man kommer på et perfekt match? Eller er der frit valg på alle hylder? Er man sin egen herre, der må gøre præcis, som man vil med, hvem man vil, fordi man jo naturligvis efter blot 3 dates stadig står angivet som single på facebook? Er der en ‘man-skal-ikke-tage-den-første-og-den-bedste’ logik? Og er det mest romantiske i dag virkelig at deaktivere sin Tinder-app, når man synes, at man ønsker at tage skridtet videre fra dating-tilstanden, hvor længe sådan en end måtte vare. For hvornår dater man og hvornår er man så godt som kærester? Er en date vitterligt at spise ude, spille minigolf eller en tur i biografen hver evig eneste gang? Eller er man stadig i dating-stadiet, når man mødes en søndag aften iført nattøj for blot at sove sammen, inden arbejdsugen og hverdagens travlhed atter starter, fordi det trods alt kun er 5. gang, man ses? Og hvor meget giver man egentlig af sig selv? Kan der allerede være følelser, kyssende emojis og ‘jeg-savner-dig’ beskeder blot 2 uger inde? Eller undgår man for alt i verden en potentiel hjertesorg ved at beskytte sig selv, indtil den anden sænker paraderne, som var det en ny udgave af Chicken?

Jeg forstår pludselig frustrationerne i Sex and the city og mine med-single-veninder på et helt nyt niveau. For det er virkelig frustrerende! Det er et udmattende, regelskjult, ‘vi-mødte-hinanden-på-Tinder’ spil, hvor man i forsøget på at sælge sig selv godt samtidig overfladisk prøver på ikke at blive skuffet, knust eller swipet væk fra, og jeg vil egentlig bare gerne pointere, at spillet ikke bliver mindre kompliceret af at have to små, lyshårede drenge og strækmærker i indsats-puljen.