#VivandtTinderspillet
Måske I har fulgt med på Instagram de sidste par dage. Måske I forgæves har forsøgt at komme forbi bloggen efter lidt flere informationer. I er ikke de eneste – en virus havde også været forbi og lukket hele bloggen ned, men takket være Heine er vi kørende igen.
Jeg har ikke lagt skjul på, at jeg henover sommerferien er begyndt at date og Tinder-swipe, men jeg har til gengæld lagt skjul på, hvad det helt konkret har ført med sig. Men nu kan jeg ikke mere. Jeg sprænges af lykke og glæde og har lyst til at skrige ud til alle, at jeg har mødt jordens mest fantastiske mand. For dét har jeg i den grad. Og nu er han min.
Og så må jeg hellere lige nævne, at tidligere indlæg omkring Tinder absolut ikke var møntet ham. Med ham var det aldrig svært eller forvirrende 😉
Vi har ikke været sammen synderligt længe, nej. Til gengæld har vi været det konsekvent og intenst lige fra første date. Faktisk har vi kun været fra hinanden, når han har haft døgnvagter på sit arbejde. Men selv efter disse 25 timers arbejde i streg har han troligt stået ude foran min dør i samme sekund. Og det er endda til trods for, at han 5 timer senere har måtte tage turen hjem igen, når fidusernes dag i børnehaven har været forbi.
Vi har hele tiden været enige om at tage det stille og roligt, men pludselig er tid blevet et enormt fjernt og relativt begreb. For hvad skal egentlig definere, hvornår hvad er passende og hvornår man må hvad? Normen? Andre? Tiden? Næppe. Vi vil hinanden så meget, at det gør ondt helt ind til benet at savne den anden. Jeg tænker på ham så meget, at jeg kan føle mig helt teenage-forelsket. Det er i grunden tosset, for dét troede jeg aldrig, at jeg skulle opleve igen. Men jeg har aldrig prøvet at elske så intenst og så hurtigt. Han føles som mit hjemme, og det gjorde han allerede, da han åbnede døren og kiggede på mig for allerførste gang med de smukkeste, grønne øjne. Og som han siger: “Når han elsker mig så inderligt og højt, som han gør, hvorfor skulle han så ikke have lyst til at være en del af fiduserne bare pga tidskonceptet? De er ikke bare en del af mig, de er mig. Og han har lyst til at være med i alle aspekter af os alle tre.” Og ligeså meget som han konstant slår benene væk under mig, ligeså meget har han taget fiduserne med storm. Og omvendt! Han vil bare drengene så meget, han er så god til dem og omtaler endda sig selv med den største stolthed som bonusfar.
Så hvem er den her vanvittigt flotte mand, jeg så brændende har forelsket mig i? Han hedder Kenneth, er 31 år, uddannet pædagog, arbejder med anbragte unge og bor i Holstebro. Han spiller serie 3 fodbold og har spillet guitar, siden han var 8. Jeg indrømmer gerne, at jeg suger det til mig, når han hiver en af sine mange guitarer frem, spiller og synger så umiddelbart og mind-blowing. Men foruden de her random, typiske facts så gør han mig glad. Ubeskriveligt, grænseløst glad. Vi har de samme værdier og drømme, og jeg elsker hans måde at være på i livet. Han er enormt tålmodig, empatisk og anerkendende. Han hører og ser mig på en måde, jeg slet ikke vidste, at jeg manglede. Med Kenneth har jeg ingen forbehold eller de mindste betænkeligheder. Jeg vil det bare. Jeg vil ham, og jeg vil det hele med ham. Hos ham er jeg hjemme. Hos ham er jeg lige dér, hvor jeg hører til.
[…] har man lyst til at læse, hvordan vi mødte hinanden, så kan man gøre det lige her og med endnu flere deltaljer lige […]