En følelse af dødelighed

Med de to lyserøde streger på den mest spændende test af dem alle følger også beskytter-trangen. Man får en overvældende følelse af at ville beskytte og passe på sit allerkæreste, som endnu ikke har hverken fingre, negle eller et bankende hjerte. Alligevel er den der. Behovet for tryghed. Behovet for at passe på. I takt med at maven vokser og de livsbekræftende spark inde i maven varierer, vokser også “når jeg får dig ud ad maven og ind i mine arme, kan jeg bedre passe på dig” følelsen.

Men så føder man ikke kun det mest dyrebare, man sætter også dødelighed-følelsen i verden. Pludselig går det op for én, at man ikke kun skal passe på det her fantastiske, lille væsen, man skal også passe på sig selv. Pludselig er alt en dødsfælde. Alt kan gå galt, og man kan kontrollere minimum. Jeg gik fra at være hende, der altid skulle prøve de absolut vildeste rutsjebaner til at sige “nej tak – jeg har ikke et dødsønske”. Man skal lære at navigere i hele følelses virvaret, når det går op for en, at man kan kigge sig nok så mange gange til venstre og højre, når man skal krydse vejen, men man kan ikke kontrollere, om bilisten kører forsvarligt, har øjnene på vejen, overholder hastigheden og ser mig: mig, moderen til 2 blåøjet børn. Hende kan de jo ikke undvære!

Så man er faktisk lidt bange, når man bevæger sig ud af hjemmets fire, utroligt trygge vægge. Man holder ekstra øje, man passer ekstra på, man er ekstra på. Følelsen stopper ikke et sted henad vejen, men man lærer at slappe lidt mere af. Man lærer at acceptere, at man faktisk er dødelig, at man har ansvaret for ikke kun sig selv, men også for en anden og at dén anden ikke skal være alene. Man kan stadig få ryk af dødelighedsfølelsen, I ved, den der smertefulde følelse, der gør ondt helt ind i benet, når man mindes om, hvad man har at miste. Og hvad der kan miste én. Man kan stadig være skeptisk og nervøs, men man lærer at acceptere nok til at have genvundet lidt tiltro til sine medmennesker. Dem, der ikke føler samme ansvar for mine børn. Eller mig.

Men så sker der pludselig noget. Fuldstændig uventet og i komplet slow-motion. Man sidder der ganske roligt i sin bil med to lyshåret, glade børn på bagsædet, der synger med på ABC-sangen, mens man planlægger, hvad der skal handles ind, når man lige om lidt er hjemme. Alt i mens holder man skarpt øje med trafikken. Man holder foden på bremsen og er beredt på, når lyset lige om lidt er grønt. Og så kører man. Men i dag nåede vi ikke hjem. I stedet snoede vi en smule rundt, og så stod vi stille med en rygende bil, en kofanger mindre, væske løbende fra bilen og en nummerplade flere meter væk. Lige der midt i krydset med lyset, der stadig viste en grøn pil for os.

Vi er okay. Det er vi. Fysisk. Jeg rystede. Jeg rystede, da jeg tastede min kærestes telefon nummer, og jeg græd, mens jeg hele formiddagen sad med drengene i bilen og afventede, at forsikringssagen blev igangsat, så vi kunne komme hjem igen. Hjem og ind for væggenes trygge rammer. Drengene er okay, Theo blev bange, siger han, men Noam tog det fuldstændig i stiv arm.

Så nu er vi hjemme, men her bliver vi i ganske kort tid. For alt i mens Kenneth har ledt efter en til at overtage sin 30-timers vagt, har han sendt sine forældre af sted efter os. Snart er vi tilbage i Holstebro og spiser pizza med hans forældre, indtil Kenneth bliver afløst af den vikar, der straks meldte sig på banen. Jeg er vanvittigt taknemlig og lykkelig for den familie, der øjeblikkeligt blev til vores familie og som uden den mindste tøven henter os, beroliger os og passer på os.

Jeg kan ikke lade vær med at tænke på, hvor galt det i virkeligheden kunne være gået. Vi er nu en fuldstændig totalskadet bil og en forstærket dødelighedsfølelse rigere. Bilisten havde slet ikke set det røde lys, da hun med 70 km i timen kører direkte ind i os. Havde jeg været bare lidt hurtigere til at starte, var hun kørt direkte ind i mig. Eller endnu værre: Theo. Jeg har snakket meget med drengene om det, og jeg er meget opmærksom på, om de har ondt, kvalme eller lign. Men vi er alle okay, mens jeg knuger mine drenge tæt ind til mig og sætter pris på alt dét, jeg netop har i mine arme: mit et og alt. Mit liv.