Alene hjemme

Jeg håber, at I alle havde en rigtig glædelig jul. Det havde vi. Den var simpelthen så hyggelig fyldt med traditioner, familietid og en masse lego-byggeri. Helt på drengenes præmisser. Vi mødtes tidligt, spiste tidligt, dansede om juletræet tidligt, og alligevel fløj tiden bare af sted. Inden vi vidste af det, var klokken 21.30, drengene var stadig oppe og i godt humør, og alle sad samlet i sofaen og byggede lego. Klokken 22 blev fiduserne så puttet, og vi voksne sad tilbage og spillede det spil, Kenneth vandt i mandelgave, inden også vi gik til ro omkring kl. 1. Det var simpelthen så hyggeligt, stille og roligt og lige i drengenes ånd. Vi sang både julesange og børnesange om træet, og de var så gode til at vente på, at det blev deres tur til at pakke gaver op, som de begejstret fik takket og krammet for.

Af os fik Noam en børneguitar, og I kan tro, at han er vanvittig stolt, når han står med den i hånden, løfter benet lidt, så den kan lænes derpå og ellers bare spiller løs. Han er så hooked på at lære at spille, så det var uden tvivl den helt rigtige gave til ham. Til Theo havde vi det til gengæld ret svært – helt til sidste øjeblik. Vi skiftevis vaklede mellem om også han skulle have en guitar, så ingen følte sig snydt, et helt andet instrument eller den Blaze legetøjsbil, han har snakket om. Vi valgte at købe ham et Yamaha keyboard, og dét var heldigvis den helt rigtige beslutning. Ingen følte sig snydt overhovedet – tværtimod har de omfavnet deres gaver med allerstørste begejstring og er begge meget ivrige efter at lære.

Noam vågnede allerede kl. 7 om morgenen, og der var bare intet i verden, der kunne få ham til at sove mere. Han fik lov til at se lidt stille tegnefilm i sengen ved siden af os, inden døren ind til os pludselig blev lukket ganske forsigtigt, og der ude fra stuen kunne høres børnelatter og bedsteforældre, der atter gik i gang med lego-byggeri og lækkert morgenmadsbord, mens Kenneth og jeg fik lov til at sove helt til kl. 10. Se, dét var jo nærmest den bedste julegave, man kunne få!

Bagefter fortsatte julehyggen hos mine forældre østpå til julefrokost, og i formiddags kørte jeg så drengene hjem til Heine iført deres nattøj godt mættede ovenpå alle traditionerne, menneskerne og oplevelserne med en legobil i hver hånd. Hos ham bliver de, indtil vi atter bevæger os vestpå på onsdag til en sidste julefrokost. Alt i mens er jeg alene hjemme, og dét er virkelig underligt. Jeg tror ikke, at jeg har været alene hjemme, siden jeg mødte Kenneth i sommers. Men i hans fag er det bare lidt anderledes, når det kommer til ferie og helligdage. Der er stadig unge på opholdsstedet, som der naturligvis skal tages hånd om, så han smuttede ud ad døren kl. 7.30 i morges og er først hjemme igen i morgen omkring 11-tiden. Så her er jeg. Helt alene for en gangs skyld. Og jeg hader det. Jovist, er huset fuldstændig ryddet og rent, jeg har fået en lur og set dén serie, jeg aldrig får set, når alle mand er hjemme. Kenneth er heldigvis rigtig sød til at både ringe og skrive hjem i løbet af sine vagter, men at skulle tilbringe natten helt alene i sengen dér i mørket – og så endda i storm. Dét er jeg ikke god til. Jeg mangler snorkende drengene omkring mig. Her er alt for stille, og Netflix kompenserer altså hverken for varme arme at sove i, cirkelspark fra mine børn, hovedpudestjæleri eller “Jeg elsker dig, mor” fra Theo midt om natten. Det er spøjst, hvad man kan vænne sig så meget til.