#Fuckbiologi

Egentlig burde man mene, at drengene er enormt priviligeret. Ikke alene har de fortsat en tipoldemor, en håndfuld oldeforældre, men alle deres bedsteforældre lever også i bedste velgående. Af forskellige årsager er det dog kun min mor og hendes mand, de har en relation til. Deres farmor har de feks aldrig mødt. Det er en beslutning, Heine tog for mange år siden, og også jeg må respektere den.

I sommers blev vi så del af en anden familie. En familie, der tog imod os med åbne arme, det største hjerterum og uendelig glæde. For os alle. Drengene fik to bedsteforældre, som er mere bedsteforældre end mange af deres biologiske. Det er nemlig ikke biologi, der determinerer et forhold. Eller ubetinget kærlighed. Det har jeg lært. Kenneths mor og far er så vanvittigt glad for drengene, de efterspørger alenetid med dem, sætter alle planer til side, når drengene ønsker at se dem, de har indrettet værelse hos sig til drengene, de har smidt alt fra sig, når jeg har været presset af eksamen, Kenneth arbejdet og drengene været derhjemme. Vi når aldrig indad døren, for de allerede sidder på gulvet, bygger LEGO og kysser og krammer mine børn. De sætter sig ind i drengene, samtaler og fordyber sig i dem. Det er fuldstændig fantastisk. Vi er helt igennem heldige og priviligeret.

For det er som om, at det bare ligger til familien. Det er ikke kun Kenneths far på 69, der griner med dem i legeland, mens han skyder skumbolde af sted med dem i armene, det er også hans 19 årige fætter, der løber rundt med dem på legepladsen eller hans 43 årige brors kone, der tager Noam i hånden og lufter hunden allerede den første dag, hun mødte ham. Det er dem absolut alle, og de gør det bare, fordi det falder dem så naturligt, og de bare vil os så meget.

Kl 05.40 i morges blev jeg vækket for, hvad der føles som, 20. gang. På skift er drengene vågnet i nat med forskellige behov, og klokken alt for tidligt mente Noam så, at det var morgen.

Lige for tiden står drengenes Leander senge stillet opad hinanden på ekstra værelset. Min søde, søde svigerfar har bygget deres nye senge, men først i dag kan jeg få hentet madrasserne dertil, som måtte laves på specialmål. Jeg fulgte med Noam ind i hans seng, mens Kenneth og Theo boblede videre i vores. Alle med kendskab til Leander senge ved, at de ikke alene er smalle, men også lavet af formstøbt træ således de buer og derfor ikke kan samles til én seng fuldstændigt. I øvrigt er Theos endnu ikke udvidet til juniorsengen. Alligevel lagde jeg mig der i gennemført træthed og puttede halvbøjet på tværs af sengene under dynen med Noam. Kl 6.20 kom Theo ind og kort efter fulgte Kenneth lettere forvirret over, hvor vi var. Som den trætte mor, jeg var, gav jeg drengene iPaden i hånden, tændte for Netflix og lagde mig atter i Kenneths arme i vores seng, indtil han knap 30 min senere stod op, lukkede døren til og blidt vækkede mig, da jeg kl 8 skulle op. Han hører dem ikke om natten, jeg tror ikke, at han vil høre en orkan, et røveri eller jordens undergang, når først han sover. Men det et okay, for helt af sig selv lader han mig uselvisk sove videre om morgenen, mens han sørger for drengene, spiser morgenmad med dem, klæder dem på og lader mig gøre mig klar, velvidende at han er alene med fiduserne, mens jeg nupper et par timers forelæsning i Aarhus.

Når jeg om lidt kommer hjem til min familie igen, er jeg ikke den eneste. For også drengenes bonus bedsteforældre kommer. Som 40.000 andre danskere forsøgte jeg at få billetter til Ed Sheeran 1. april i Herning. Det lykkedes mig bare overhovedet ikke, og i ren arrigskab kiggede jeg, hvad Boxen i Herning ellers kunne tilbyde. Så i aften skal vi til koncert med Mads Langer, og jeg glæder mig sådan til at komme lidt væk fra alt byggerod og studier. Kenneths forældre tøvede ikke ét sekund med at ville komme og passe dem, mens vi blev luftet lidt. Trods det er en almindelig torsdag. Og selvom jeg ellers foreslog, at de kunne nøjes med at komme, når drengene var blevet puttet for natten, insisterede de på, at de ville handle ind, lave mad og hygge med dem, mens vi så også snupper en lækker middag et sted, for som Kenneths mor sagde: “Det er jo det, vi er her for.”

Og hun har så vanvittigt ret. Jeg forstår nu begrebet: “It takes a village to raise a child”. Jeg forstår nu, hvor vigtigt det er, at vi ikke kun er forældre, men at vi også er “Simone og Kenneth – kærester”, ligesom jeg også forstår betydningen af Kenneths fodbold, herreture og min veninde- og frisørtid. Vores hver især tid. Jeg forstår nu, at man ikke kun kan være far, mor og børn. Der må også være andet og mere. Og det er det andet, som skaber energi og livsglæde. Misforstå mig ikke – det skal det altsammen jo gerne gøre, men man kan hurtigt køre død og sur i hverdagen, hvis der ikke er andet, og man kan hurtigt miste pusten, hvis det blot handler om at holde sig kørende. Men med fornyet energi, pusterum fra hverdagens travlhed og voksentid finder man overskuddet og lysten til også at være dét ekstra i hverdagen. Overskuddet til at være bedre forældre.

Samtidig går børnene ikke glip af spor – det er overhovedet ikke synd for dem, at de får lov til at have alenetid med de personer, de elsker og har så kært. For dét er jo også vigtigt.