Når nyheden er ude

Tilbage i januar valgte Kenneth og jeg, at min spiral skulle fjernes. Nogen vil måske mene, at vi er småskøre eller modige for det valg blot 6 måneder inde i vores forhold, og selvom jeg godt kan forholde mig til det, er der andre faktorer end blot tid på spil. Hverken vores venner eller familier har nævnt spor omkring det med tiden eller betvivlet rigtigheden. Alle har været enormt glade, støttende og begejstret for nyheden. Begge vores mødre var endda begyndt at spørge ind til flere børnebørn, og flere har sagt, at alt giver mening, når man ser os. Hans familie takker mig altid for at være kommet ind i familien og fortæller, hvor lykkelige de er for drengene. Og som jeg også får at vide af både nær og fjern, veninder og familie er man ikke i tvivl om rigtigheden af vores forhold, når man ser os: vi er fyldt op med kærlighed til hinanden, og det er absolut ikke tiden, der afgør, om det er rigtigt.

Okay, der er én væsentlig tidsfaktor: Når I læser det her, er Kenneth netop fyldt 32, og fordi han ikke har (biologiske) børn, er det forståeligt, at han ikke ønsker at vente eksempelvis 5 år. Den er jeg helt med på. Var det omvendt, ville jeg have det på præcis samme måde.

Med Kenneth oplevede jeg pludselig at blive skruk. Sådan helt ind i æggestokkene-skruk, hvor man ser og hører babyer overalt og får en uimodståelig trang til selv at have en. Det har jeg ikke været i mange år. Dels fordi jeg har været rigeligt fyldt op med at have fået pseudotvillinger, men ligeså meget fordi jeg har været alene om dem i 2 år. Der har været rigeligt at se til, og jeg har ikke haft den mindste lyst eller overskud til endnu et barn. Men med Kenneth blev det hele lynhurtigt anderledes.

Pludselig var jeg ikke alene mere, pludselig kunne jeg trække vejret – og mere end det, og med dét kom en gennemtrængende lyst til at skabe en familie med ham. Vi ved, at vi ikke kan leve uden hinanden, vi ved absolut, at vi kan leve med hinanden. Vi er vanvittigt forelsket, vi har samme værdier, drømme og ønsker, han er min bedsteven, og jeg har aldrig elsket nogen som ham. I ved den der ‘altoverskyggende, resten af verden er ligemeget’ følelse, hvor man ikke kan trække vejret uden den anden, hvor man lider afsavn, inden man overhovedet er gået ud ad døren, og hvor man ikke har brug for pauser fra hinanden, man har bare brug for at være sammen – form for kærlighed. Så selvfølgelig er der ikke noget, jeg hellere vil end at bære hans barn lige under mit hjerte. Han er den mest empatisk, rummelige, selvreflekterende, tålmodige, kærlige og omsorgsfulde mand, jeg nogensinde har mødt, og så er der bare sådan en ro omkring ham. Han er altid helt rolig, og han får mig til at ville være en bedre version af mig selv. Han inspirerer mig og støtter mig i absolut alt.

Jeg er så ufattelig heldig, at han blev ligeså forelsket i mig, som jeg gjorde i ham, da han første gang åbnede døren og tog imod mig sine grønne, flotte øjne og åbne arme. Og så har vi jo faktisk været kærester med børn fra dag ét, og det har aldrig skræmt ham. Han har prioriteret os fra dag ér og aldrig udtrykt ønske om andet. Med en 11/3 ordning har vi nærmest altid børn hjemme, og det fungerer fuldstændigt. Hverdagen fungerer bare. Kenneth henter og bringer børn ligeså ofte som jeg, han snupper gerne vasketøj, indkøb og svinger støvsugeren. Vi supplerer hinanden helt og aldeles. Han står for fodboldtræning, jeg står for godnathistorie og putning.

Selvfølgelig er alting anderledes med en baby uden rutiner, men jeg er ikke nervøs. Ikke det mindste.