6. uge – og nu med seaband

I onsdags gik jeg ind i 6. graviditetsuge. Og hold nu op, hvor fortsætter kvalmen altså. Så dårlig har jeg slet ikke været med drengene. Men i den her graviditet er jeg virkelig plaget af kvalme og madlede. Jeg har SÅ svært ved at finde noget mad, jeg rent faktisk har lyst til. Alting giver mig bare endnu mere kvalme alene ved tanken om det. Med drengene husker jeg, at jeg lynhurtigt fik en craving og snildt kunne spise. Men her er der bare intet, jeg har lyst til.

Eller det er faktisk ikke helt rigtigt. For den her baby gør et eller andet ved mig, og jeg ved bare nu, at det bliver nogle frygteligt hårde 9 måneder, hvis det fortsætter. Jeg er nemlig blevet helt vild med lugten af bacon. Yes – bacon, you heard me! Jeg har ikke spist kød i over 2 år nu, og jeg gjorde det knap nok inden heller, men bacon! Jeg har aldrig nogensinde kunnet lide bacon. Men nu kan jeg slet ikke slippe synet af Kenneths sandwich, hvis den indeholder bacon. Jeg tog mig selv i sidste uge at stå hjemme ved mine svigerforældre med hovedet godt inde over panden med bacon, mens jeg febrilsk bare rørte og rørte lugt og damp op i hovedet. Come on altså.

Og det er faktisk langt fra det eneste kød, jeg har lyst til. Det er enormt ambivalent, for selvom jeg fravalgte kød i sin tid, alene fordi jeg hverken kunne lide smag eller konsistens, er der med tiden naturligvis også kommet et miljømæssigt perspektiv i mig. Så jeg giver ikke efter! Jeg føler mig virkelig meget som gravide Phoebe fra Venner, men jeg kan slet ikke få mig selv til at skulle spise det. Heller ikke selvom jeg forleden sad med næsen i Kenneths sandwich og bare duftede, eller i dag vendte 180 grader midt i Herningcenteret for at kigge på dén burger, en person sad og spiste.

Så jeg har madlede og uanede mængder kvalme. Jeg føler mig helt influenza ramt eller meget søsyg, så dårligt har jeg det. Kenneth har derfor været på apoteket efter de såkaldte Seabands for at se, om det kunne hjælpe mig. Jeg har hørt meget om dem, men aldrig oplevet at have behov for dem i en graviditet før.

Seabandet sættes tre fingre ned under håndleden, og der trykker det så med en kugle hårdt ind på et punkt, der indenfor få minutter skulle hjælpe med kvalmen. Jeg føler, at de lige tager toppen af kvalmen, så jeg kan skovle lidt mad ned, men jeg har stadig meget kvalme. Til gengæld går der under 5 minutter fra, at jeg tager dem af til, at jeg har det gennemført elendigt og ligger på langs. Så lidt hjælper de altså. Jeg bruger dem flittigt herhjemme, men det er klart, at jeg ikke kan rende rundt med dem altid, feks når vi er sammen med familie eller jeg er i skole, for julebabyen er stadig en hemmelighed.

Selvom der er gode chancer for, at det her er min sidste graviditet, og jeg ved, hvor meget den bare skal nydes, så går tiden simpelthen for langsom. Jeg er SÅ utålmodighed. Jeg vil så gerne hoppe frem til NF scanning, få bekræftet liv, se maven vokse og for alvor kunne fortælle vores familie og venner, at vi venter os. Jeg glæder mig så meget til at fortælle nyheden, jeg glæder mig til at kigge på barnevogn, shoppe tøj, indvendige, livlige spark, indrette børneværelse og se drengenes ansigter, når vi fortæller dem, at de skal være storebrødre.

Lige nu synes jeg, at det er hårdt pga kvalmen, som forhåbentlig forsvinder i 2. trimester, men samtidig skal jeg virkelig bare nyde den her tid. Jeg elsker at være gravid, jeg elsker den store, runde mave, spændtheden og hvordan man bare går og glæder sig. Så det er vigtigt, at jeg husker at stoppe op, trække vejret og nyde den mest magiske tid af dem alle.