1. jordemoderbesøg

Jeg er i dag 17+2 og havde mit allerførste besøg hos jordemoderen. Det er et besøg, jeg har set meget frem til. Dels af 2 årsager:

Har man fulgt med i alle de her efterhånden mange år, ved man, at jeg med Noam gik 10 dage over tid, inden jeg fødte ham. 41+2 blev jeg tilbudt igangsættelse, som jeg takkede ja til. Noam er født i vand uden smertestillende, en fuldstændig ukompliceret fødsel, hvor jeg åbnede mig 7 cm på 2 timer. 4 timer efter var vi hjemme igen, trods det var mit første barn. Men vi var hjemme i ganske kort tid. For Noam var meget sulten, og det viste sig, at han er født uden den såkaldte madpakke. Mælken løber typisk først til mellem 2. og 5. dagen og i de dage, skal babyerne gerne være født med ressourcer, der gør, at de kan klare sig på den minimale råmælk, der indtil da kommer. Men det kunne Noam ikke og knap 2 døgn efter havde han tabt sig 10%. Så vi blev indlagt og mælken blev akut startet op med udmalkningspumpe.

Derfor valgte man, at jeg ikke måtte gå ligeså meget over tid med Theo. På terminsdagen med ham blev jeg tilbudt hindeløsning. Det havde jeg prøvet masser af gange før med Noam og en enkelt med Theo – uden succes. Men den her gang ville jordemoderen tage ekstra hårdt fat, som hun sagde. Det kunne i den grad mærkes! Jeg var ikke engang nået ud til bilen, før veerne var startet. Havde hindeløsningen ikke været en succes, ville de have taget vandet blot 2 dage senere. Også Theos fødsel er fuldstændig ukompliceret og også han er født i vand. Med ham åbnede jeg mig 5 cm på blot 15 minutter! Så jeg føder altså hurtigt, når først min krop har fået et startsskub. Med Theo blev vi tilbudt indlæggelse på barselsafsnittet, så man kunne holde øje med hans vægt. Allerede dagen efter var mælken løbet til helt af sig selv, og jeg havde ikke en overproduktion som følge af pumpesystemet, som jeg havde med Noam, og som han til sidst sagde fra overfor, da han blot 3 måneder gammel gik i ammestrejke. Theo ammede jeg i 13 måneder, indtil Heine og jeg gik fra hinanden, og jeg tabte mig alt for meget på alt for kort tid.

Jeg var derfor både spændt og nervøs for jordemoderens tanker ift igangsættelse og over-tid. Men hun mente ligesom jordemoderen i Randers sidst, at jeg ikke skal have lov til at få for lang tid over tid. Gudskelov!

Derudover har Kenneth og jeg snakket rigtig meget frem og tilbage omkring hjemmefødsel. Jeg vil det rigtig gerne, og han bakker mig fuldstændig op, og han virker tryg i min tryghed, men også i tryg pga mine tidligere fødsler. Derfor var jeg rigtig spændt på, hvad jordemoderen havde af tanker, for jeg ved, at der er en del kriterier for at få lov til at føde hjemme. Jordemoderen mente, at jeg var en fuldstændig oplagt kandidat til det, og hun er nu ved at sætte hele processen igang med kendt jordemoderordning og hjemmefødsler. Jeg vil rigtig gerne til en hjemmefødselscafe og derudover har jeg meldt mig ind i Facebook-gruppen for hjemmefødsler og stille og roligt, som vi nærmer os, tænker jeg, at vi får læst mere og mere op og forberedt os på det. Jeg tror, at vi er 95% afklaret med, at det er dét, vi skal.

Der er flere ting, der gør, at jeg rigtig gerne vil føde hjemme. Trygheden og de kendte omgivelser ved at være hjemme, har jeg læst, får flere mænd til at føle sig som en vigtig del af fødslen, hvorimod de godt kan føle sig overflødige på hospitalet. Derudover føder jeg jo hurtigt, og det skal nok lige passe med, at det hele starter midt om natten, når Kenneth er på nattevagt og drengene sover i deres senge. Så at skulle vente på pasning til dem og Kenneth, inden man kan komme videre til hospitalet er altså ret stressende i sig selv, forestiller jeg mig. Med en hjemmefødsel er vi, hvor vi skal være. Så skal alle mand “bare” komme her, inden lillebror gør. Og så er der lige det der med alligevel at skulle hjem indenfor fire timer efter fødslen. Her kan jeg bare lægge mig i min seng, og så er vi, hvor vi hører til. Der er selvfølgelig flere aspekter i det, men det føles som det rigtige for os, og jeg er virkelig spændt på at høre flere erfaringer og oplevelser. I mellemtiden kan jeg prise mig både lykkelig og heldig over at have en mand, der bare støtter og bakker mig op i alt det, jeg så gerne vil. Tak for dig ??

Udover sygdomshistorik, telefonnumre osv skete der ikke så meget andet til jordemoderbesøget, selvom vi var der i knap en time. Jordemoderen prøvede at lytte efter hjertelyd, men lillebror sparkede doptonen væk konstant og vendte sig om – præcis som han gjorde til nakkefoldscanningen, som trak ud, fordi han tydeligvis har sin egen mening. Men jordemoderen mærkede han sparke og selv mærker jeg ham efterhånden dagligt, så han har det tydeligvis godt i maven.