Søskende og aldersforskel

For et år siden

I den her uge for et år siden var en mand på vej mod Spanien med sit arbejde. Et arbejde han brænder for og målrettet gik efter under sin uddannelse. På deres vej holdt de pause i Vejle på lige omkring 10 minutter. Og i de få minutter nåede han at åbne sin Tinder, like en enkelt pige og slå lokationstjenesten fra. På den måde ville hans Tinder stadig tro, at han var i Vejle, mens han i virkeligheden befandt sig mere og mere sydpå. Et smart træk – for ellers havde han aldrig dukket op på selvsamme piges Tinder med hendes geografiske begrænsning indstillet.

På samme tid befandt hun nemlig sig i Vejle, og ved et tilfælde åbnede også hun sin Tinder profil. En app, hun tidligere havde nægtet at være en del af og som i en periode da også var blevet ignoreret, mens hun havde forsøgt sig i dating-verden. Men dér poppede han frem: i sin støvgrønne bluse med sine grønne øjne og guitar i hånden, og hun måtte bare like ham. Han var pædagog, arbejdede med anbragte unge og 31 år. Hun var lærer, men havde i stedet valgt at læse en kandidat med ønske om at arbejde i specialområdet. De matchede straks, hun panikkede og lukkede appen ned.

Og der ville da også gå nogle uger, før de mødte hinanden. For først skulle han skrive til hende og spørge, om det var for sent, og hun skulle tage sig modet til at svare. Men inden da skulle han til Spanien og hjem igen, og efterfølgende skulle hun komme hjem fra ferie med sine børn, som tilfældigt var ligeså vestpå som han boede, og i øvrigt skulle hun være ‘børnefri’, før et møde var muligt.

Sådan starter vores historie. Min og Kenneths. Her et år senere har Noam, Theo og jeg i eftermiddags afleveret Kenneth på sin arbejdsplads med en kæmpe kuffert i hånden, inden de atter bevæger sig til Spanien. I hele ti dage. Så længe har vi aldrig undværet hinanden. Faktisk har kun hans døgnvagter afholdt os fra at sove sammen, efter han mødte drengene sidste år. Vi har aldrig haft behov for andet, behov for pusterum, vi har kun haft brug for hinanden. Og lige netop dén enorme følelse af afsavn tricker da også fuldstændig de i forvejen mange hormoner, jeg har i kroppen.

Jeg husker tydeligt, hvor nervøs jeg var, da jeg allerførste gang skulle møde Kenneth. Dating reglerne er super uklare, som jeg også skrev om lige her. Og jeg havde da netop også min veninde i røret hele vejen til Holstebro, hvor vi diskuterede, hvorvidt man giver hånd eller kram første gang. Men da Kenneth åbnede døren til sin lejlighed og kiggede på mig med de allerkærligste, grønne øjne og hans rolige væsen for første gang, føltes det som hjemme. Han føltes som hjemme.

Alligevel havde jeg slet ikke forestillet mig, at jeg kun ét år senere ville befinde mig her: i vores seng i vores første hjem med vores første, fælles barn sparkende i min mave lige under mit hjerte. Et hjerte, der er fuldstændig fyldt op af kærlighed og lykke. Lykke over dét liv den mand medførte. Helt igennem kærlighed til mine 3 drenge – snart 4.

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Søskende og aldersforskel