En beretning om hjemmefødsel #2

Her kommer fortællingen om fødslen af vores andet barn, der helt planlagt kom til verden hjemme i stuen.

For 2 år siden var jeg lige blevet færdig med min uddannelse, vi var lige flyttet, og jeg gik rundt højgravid og forsøgte at pakke ud og komme på plads i det nye hjem, mens plukveer og bækkensmerter tog til. Lige på det tidspunkt var jeg ret overbevist om, at jeg ville føde før tiden, for det havde allerede været et hektisk forår med bachelorskrivning og eksamen og nu også flytning – det måtte bare helst ikke lige ske før uge 37, for vi havde planlagt at føde hjemme, og det frarådes, hvis man går i fødsel inden 37+0.
Hjemmefødslen havde vi valgt, fordi tanken om at skulle afsted til sygehuset for at føde og derefter blive sendt hjem efter et par timer ikke var særlig tiltalende. Det, man har allermest brug for under en fødsel og bagefter, er ro og nærvær, og der synes vi rammerne i vores eget hjem var de bedste. I den sidste måned af graviditeten med mit første barn, hvor jeg gik og forberedte mig på den forestående fødsel, strejfede tanken om hjemmefødsel mig, men det blev hurtigt afvist af kæresten, og da ingen af os havde det store kendskab til hjemmefødsel og tiden ikke var tid at researche, så følte vi os begge mest trygge ved hospitalsfødsel. Vi havde en ok fødselsoplevelse, hvor vi dog især til slut følte os lidt hægtet af og derefter en lidt skuffende oplevelse med patienthotellet, hvor vi egentlig ikke følte, vi kunne slappe helt af og heller ikke følte, at vi fik ordentlig hjælp til amningen, hvilket var den primære årsag til, at vi var der.

Da vi ventede vores andet barn, virkede beslutningen om hjemmefødsel pludselig nærmest selvfølgelig, da min første fødsel havde været ukompliceret, uden indgreb og uden medicinsk smertelindring. Desuden havde jeg et stort ønske om at føde i vand, men badekarret på fødestuen ved første fødsel var hårdt at ligge i, vandet blev hurtigt koldt, og jeg kunne slet ikke bevæge mig rundt i det, så jeg endte med at droppe det igen, og det har efterfølgende ærgret mig. Valget af hjemmefødsel ved barn nr. 2 muliggjorde derfor også mit ønske om en fødsel i vand i et ordentligt fødekar.

Men det der fødekar havde vi faktisk slet ikke fået skaffet, og jeg var næsten 36 uger henne. Vi havde heller ikke fået hængt gardiner op -og selvom jeg ikke var specielt blufærdig under min første fødsel, havde jeg alligevel ikke lyst til at føde med potentielt hele nabolaget som tilskuere. Men alt det nåede vi da heldigvis at få ordnet, og da jeg ramte uge 37 lå lillesøster stadig og hyggede sig inde i maven. Der gik dog kun omkring en uge, og så begyndte de første fødselstegn at vise sig: slimproppen gik, tegnblødning, og plukveer der var så kraftige og regelmæssige, at vi troede de var ægte, og vi nåede endda at ringe vores fødselshjælper op for så lidt efter at måtte konstatere, at veerne var gået i sig selv igen. Efter endnu en falsk opstart af veer, der blot ebbede ud igen efter nogle timer, var vi ved at blive lidt rådvilde – nu glædede vi os jo faktisk en del til, at den lille trut skulle komme ud, og jeg var ærligt talt lidt træt af at være gravid, men vi turde ikke rigtig tro på noget, da jeg igen fik veer dagen efter. Denne gang tog de dog til i stedet for at ebbe ud, og ved midnat blev fødselshjælper og jordemoder tilkaldt.

Da jordemoderen kom var jeg dog ikke gået ind i den aktive del af fødslen endnu. Vores søde fødselshjælper gik derfor op og sov sammen med vores ældste søn, så han ikke skulle blive urolig. Jordemoderen gav mig akupunktur, som jeg havde haft meget stor glæde af under min første fødsel. Denne gang synes jeg dog ikke, det gav så meget. Veerne bed godt, og eftersom det at være i vand ikke havde forsinket processen under min første fødsel, synes min jordemoder ikke, der var grund til at vente, så tidligt om morgenen hoppede jeg i fødekarret. Det var noget så skønt. Jeg var nærmest i trance og slappede fuldstændig af. Ved 6 tiden stod min søn op, og efter lidt morgenmad fik han lov at komme op til mig i fødekarret. Det var rigtig dejligt at have den hyggestund med ham, inden han blev hentet af min mor. Kl. 7.30 havde jeg stadig ikke havde udvidet mig ret meget mere, kun lige knapt 4 cm, så nu foreslog jordemoderen, at hun tog vandet, og det takkede vi ja til. Det foregik i sofaen – ret udramatisk, men dog lidt komisk, fordi jeg var bekymret for, om vi nu havde afdækket nok, hvilket jordemoderen smilede overbærende ad og fortalte, at det underlag hun havde medbragt havde en meget høj sugeevne, og hun havde endnu ikke oplevet, at det ikke var nok. Nå, men det fik hun så lov at opleve et par minutter efter, for det fossede ud med fostervand, og både jordemoder og fødselshjælper, som i øvrigt var jordemoderstuderende, var noget forbløffede over mængden. Til gengæld kom der nu fart over feltet. I fødekarret med mig igen. Veerne tog kraftigt til, og knap to timer senere havde jeg pressetrang.

Kl. 9.35 d. 1. august (39+0) kom vores datter til verden, 3730 g og knap 55 cm. Grundet den store mængde fostervand, og at moderkagen havde taget sig lidt god tid om at løsne sig ved min første fødsel, foretrak jordemoderen, at jeg kom op i sofaen og fødte moderkagen, så hun bedre kunne overvåge blødningen. Vi havde ikke lige fået afdækket gulvet fra fødekarret hen til sofaen, så det var en smule angstprovokerende at skulle op af karret med nyfødt baby og gå dryppende våd over et trægulv med navlesnoren dinglende (vi havde ønsket sen afnavling), men med kyndig hjælp fra min kæreste og vores fødselshjælper klarede vi den fint. Denne gang gik det heldigvis væsentligt hurtigere med moderkagen, og jeg kunne ligge og nyde min lille datter, mens jordemoderen lige syede den mindre bristning, jeg havde fået. Jordemoderen tog sig god tid til at skrive journal og tjekke både mig og min datter efterfølgende, hvilket føltes rigtig trygt. Ved middagstid kom min mor tilbage med vores søn, og han kom ind i stuen og hilste på sin lillesøster. Det var virkelig en dejlig fødselsoplevelse med ro og nærvær, og hvor vi følte os fuldt involveret i alt, hvad der foregik. Både min kæreste og jeg er også enige om, at hvis vi skal have flere børn, så skal det foregå ved hjemmefødsel igen – og så lader vi nok de to store søskende blive hjemme, så de får lov at tage del i oplevelsen også.

Far fortæller:
“Hjemmefødsel? Må man overhovedet det, det kan da ikke være sikkert. Øh, nej. Nej, tak. Fik jeg sagt nej?” Det er en kort opsummering på det svar, jeg gav min kæreste, da hun spurgte om min mening angående hjemmefødsel, mens vi ventede vores første barn.
Barn nummer 2 på vej og erindringen af fødselsoplevelsen fra vores første barn; en lunken oplevelse fra fødestuen efterfulgt af 3 lange, lange dage på patienthotellet. Kæresten spørger pænt, men insisterende, “Skat, hvad siger du til en hjemmefødsel denne gang?”. Efter en smule research var jeg slet ikke svær at overtale. Det lød jo faktisk hyggeligt. Hvordan oplevede jeg så hjemmefødslen? Det kræver nok en smule kontekstopbyggelse.

Min holdning til fødsler er, at det satme er smukt, dejligt og fantastisk. Kvinden og senere det lille barn er omdrejningspunktet. Manden hjælper til, og ærlig talt så kan tiden blive meget, meget lang. Det skal nævnes, at min kæreste er ret sej til det med fødsler. Hun forbereder sig grundigt og mestrer smerten på en måde, jeg overhovedet ikke vil kunne efterligne. Hun går nærmest ind i en trance og har ikke behov for megen aktiv støtte. Sejt, men ærlig talt, så går tiden som sagt altså langsomt for en mand i den situation. Især hvis man er på en sengeafdeling. Ved en hjemmefødsel da kan jeg opfylde min rolle som mand og sørge for alt det praktiske under fødslen. Lidt massage engang i mellem, fyre bemærkninger af som: “Du er sej!“, sørge for den beroligende musik, lave kaffe/kolde drikke og sørge for at vandet i fødekaret har den rette temperatur. Alt sammen små opgaver som gav mig ro og fik tiden til at gå hurtigere! Kort fortalt så fik jeg lov til at være praktisk gris og tilmed opleve den intime sfære, som kun findes i ens eget hjem og som slet ikke kan sammenlignes med oplevelsen fra en sengeafdeling. Næste barn? Også en hjemmefødsel.