For ét år siden

For et år siden sad Kenneth og jeg i høj solskin og mange grader på en rasteplads mellem Holstebro og Vejle. Kenneth var på vej ned til mig, netop som jeg havde afleveret drengene, som endnu ikke havde mødt ham, i børnehave, da et af hans dæk pludselig punkterede på motorvejen. Han havde straks ringet mig op, og jeg havde ligeså hurtigt taget bilnøglerne i hænderne og tilbudt at sidde på rastepladsen og vente på vognmanden med ham.

Så der sad vi på en bænk og nød hinanden og sommeren. Himlen var fuldstændig blå og skyfri, og vi var i vores opslugthed af hinanden komplet ligeglade med, hvor vi var placeret henne af. Bare vi var sammen. Og selvom vi ventede en del timer, var det overhovedet ikke noget, vi bemærkede.

Et par dage forinden havde Kenneth kigget på mig og sagt: “Er du godt klar over, at du er min nu?” Og selvom jeg var fuldstændig enig i dén udtalelse og kunne leve meget højt på den, slog han alligevel benene helt væk under mig, da han dér midt på rastepladsen sagde, at han havde takket nej til et lift til værkstedet. For hans kæreste havde hentet ham i stedet.

Årh det var så stort altså! Og jeg får stadig sommerfugle i maven her et år senere bare ved tanken om det. For selvom vi havde aftalt at tage det helt stille og roligt og det tidsmæssigt var endt med det præcis modsatte, var det bare så rigtigt. Han føltes bare så rigtig. Som det der hele tiden havde været manglet. Og det gør han såmænd stadig.

3 dage senere var jeg på vej til Vestjylland for at se Kenneth spille fodboldkamp og møde hans forældre for første gang. Jeg havde overhovedet ikke været i nærheden af den lille by før, og jeg var ærlig talt godt nervøs for, om jeg var kørt forkert. Det ville nemlig ikke være ulig mig. Men lige dér midt på fodboldbanen stod han, så flot og sød som han ser ud, og lige dér slog det mig, at jeg elskede ham. Allerede! Jeg var slet ikke i tvivl, men jeg var til gengæld sindssyg bange for, at jeg var en milliard skridt længere fremme end han. Jeg har aldrig nogensinde elsket nogen så hurtigt, så intenst, så naturligt, så højt. Der var ingen tvivl. Jeg rystede på hovedet af mig selv og prøvede at skubbe det væk, alt i mens jeg var opslugt af fodboldkampen og samtalerne med hans enormt imødekommende forældre. De havde straks set mig stå der alene for enden af banen og inviteret mig op til dem.

Efter kampen blev vi til den årlige byfest sammen med en del andre fra holdet foruden hele det lille, lokale samfund. Og dér sad vi og se revy. Ham på en stol bag mig med armene om mig, da han ud af det blå hviskede, at forelskelse slet ikke beskrev hans følelser for mig godt nok. Jeg smilede ved mig selv, det varmede og alt var bare præcis, som det skulle være. Jeg var præcis, hvor jeg skulle være: lige dér i hans arme, mens showet fortsatte efterfulgt af fyrværkeri og dans, inden vi smuttede hjem og han dér fortalte mig, at han elskede mig. Og jeg kunne oprigtigt sige, at jeg også elskede ham uden den mindste smule nervøsitet eller tvivl.