En beretning om hjemmefødsel #5

Da jeg blev gravid for anden gang, var min mand og jeg totalt enige om, at vi også denne gang skulle have en hjemmefødsel. Min mand havde især været glad for at have en aktiv rolle under fødslen, og han havde været positivt overrasket over hvor lidt oprydning, der havde været. Han havde tømt fødekarret, smidt håndklæderne i vaskemaskinen, foldet karret sammen og ryddet op i stuen på lidt over en time. Så da vi stod op morgenen efter fødslen, kunne man ikke se i huset, at der havde foregået en fødsel.

Men i modsætning til min første graviditet, som havde været nem og stort set smertefri, blev min anden graviditet anderledes dramatisk. Jeg havde en voldsom styrtblødning, da jeg var 14+1, og i knapt tre timer troede vi, at jeg var ved at abortere. Det gjorde jeg heldigvis ikke!

Halvvejs gennem graviditeten begyndte jeg at få voldsomme bækkensmerter og hyppige, smertefulde plukkeveer. Jeg endte med at blive sygemeldt i starten af februar. Men 14 dage senere udviklede de hyppige plukkeveer sig, og da vi kom op på fødegangen, var jeg 32+2, 2 cm åben og havde næsten ingen livmoderhals tilbage. Jeg fik vehæmmende drop og medicin, der skulle modne babyens lunger, hvis de hyppige plukkeveer skulle udvikle sig til rigtige fødselsveer. Jeg var indlagt på svangreafsnittet på Hvidovre i fem dage, hvor jeg var strengt sengeliggende. Livmoderhalsen lukkede sig heldigvis igen, da jeg fik så meget hvile.

En uge efter, at jeg var udskrevet, skete det igen, og denne gang troede vi, at det ville ende med en præmatur fødsel, men veerne gik heldigvis i sig selv igen. Den jordemoder, der udskrev os, havde også taget imod os, da jeg var blevet indlagt knapt fjorten dage tidligere, og vi jokede med, at jeg simpelthen ikke kunne føde på et hospital.

De efterfølgende tre uger lavede jeg stort set ingenting, fordi vi var så nervøse for, at jeg skulle gå i fødsel igen. Så da vi nåede 37+0, fejrede vi det med at hente fødekarret (som jeg også denne gang havde lejet gennem en anden hjemmeføder) og tog ud at spise om aftenen.

De efterfølgende uger gik hurtigt, for da først jeg nåede 37+0, kunne jeg sagtens bevæge mig rundt uden at frygte at gå i fødsel; nu var babyen så stor, at jeg kunne føde hjemme uden problemer.

Og ligesom første gang startede fødslen om aftenen, da jeg var 39+1.

Vi havde på forhånd besluttet, at vores store pige (som var 2 år og 2 måneder gammel, da hun blev storesøster) ikke skulle være hjemme under fødslen. Dels reagerede hun med meget stor bekymring og nervøsitet, når jeg havde haft plukkeveer i løbet af graviditeten; dels ønskede hverken min mand eller jeg at have andre i huset end jordemoderen og evt. en jordemoderstuderende under selve fødslen. Vi havde forklaret vores datter (så godt man nu kan forklare en 2-årig) at hun skulle være storesøster, og at Farmor kom og hentede hende, og at når hun kom hjem, var lillebror eller -søster kommet. Jeg havde egentlig et ønske om, at hun kunne have været med, for hun havde hele graviditeten igennem været meget fascineret af maven og hun forstod (så godt man nu kan forstå noget så abstrakt) at der lå en baby i mors mave, og at den snart kom ud til os.

Veerne startede fredag eftermiddag, og jeg ringede til fødegangen, da vi havde spist aftensmad for at orientere dem. Fordi jordemoderen kun havde nået at komme 45 minutter før, jeg fødte første gang, havde jeg aftalt med fødegangen, at de skulle sende en jordemoder tidligt her anden gang. Aftalen blev derfor, at de sendte en jordemoder, når de havde en ledig; senest en time efter at jeg havde ringet.

Vores store pige blev hentet af sin farmor, fik mange kys og kram på vejen, og hun tog glad af sted, selvom det var første gang, at hun skulle sove hos hende. Heldigvis er hun meget glad for sin farmor! Jordemoderen kom knapt 10 minutter efter, at de var kørt; der lå jeg allerede og boblede i fødekarret. Jeg havde selv en fornemmelse af, at der nok var lang vej igen. Men jeg blev en smule ærgerlig, da hun, efter at have undersøgt mig, sagde, at jeg kun var 2-3 cm åben. Veerne var kommet med 5-6 minutters mellemrum hele eftermiddagen, men da jordemoderen kom ind af døren, var der pludselig 10 minutter imellem dem!

Jordemoderen blev en time, men da der ikke kom mere gang i det, kørte hun igen. Fødekarret fik lov til at blive stående i stuen, og vi gik i seng, da vi havde ringet til vores forældre og sagt, at der ikke blev nogen fødsel på denne side af midnat.

Jeg vågnede to gange den nat og var oppe og tisse. Jeg havde ingen antydning af veer, og fødekarret stod nærmest og grinede af mig der i stuen.

Jeg vågnede lidt over 5 med en murrende fornemmelse i underlivet, men først kl. 5:30 begyndte jeg at tage tid på veerne. Der var der tre minutter imellem dem! (Som andengangsfødende skal man helst tilkalde jordemoderen, når der er under fem minutter imellem veerne, eller bare når de begynder at føles intense) Jeg prikkede til min mand og sagde, at jeg havde veer, men at de ikke var særligt slemme, og at vi nok kunne se det an en times tid. Han mente nu, at det var en god idé lige at give fødegangen et kald. Jeg er glad for, at han ikke lyttede til mig. For imens han ringede, gik jeg ud for at tisse, og så kom der virkelig gang i veerne. Nu kom de med to minutters mellemrum, og de bed.

“Hvornår sender de en jordemoder?” spurgte jeg imellem to veer, idet jeg fik åbnet badeværelsesdøren, halvt sammenkrummet af efterdønningerne af veen.

“De skulle lige rokere rundt på noget, men hun kommer nok om en times tid,” svarede han henover lyden af elkedlen, der kogte vand og plasken fra den spand koldt vand, han var ved at tømme ud i vasken, så vi kunne få noget varme i fødekarret igen.

“Ring til fødegangen igen,” gispede jeg. “Der er kun to minutter imellem veerne.”

“TO?” råbte han vantro. “Du har lige sagt tre!”

“Ja, men det er tre veer siden! Nu er der kun to!”

Heldigvis er min mand enormt praktisk anlagt, så han gik ikke ind i diskussionen, da først han havde fået bekræftet, at informationen var god nok, men tog i stedet telefonen, trykkede genkald og sagde helt roligt, da røret blev taget: “Hej, det er mig igen. Min kone siger, at der kun er 2 minutter imellem veerne nu. Sig til jordemoderen, at hun skal skynde sig. Og ja, hun må gerne tage den studerende med.” Det udløste noget hektisk snak i baggrunden, jeg fik en ny ve og måtte koncentrere mig om min vejrtrækning, så jeg hørte dårligt, hvad han svarede.

“Hvornår kommer jordemoderen?” spurgte jeg igen, da veen var klinget af. Klokken var 6; det var kun en time siden, at jeg var vågnet. Jeg havde ikke en trævl på kroppen, og selvom det var mange, mange timer siden, at jeg havde spist, var jeg ikke sulten. Til gengæld var jeg vældig tørstig.

“De ringer en ind, så hun kommer direkte hjemmefra. Der kommer også en jordemoderstuderende.” Han stod stadig med telefonen i hånden og var i gang med at skrive til vores forældre, at der vist kom et barnebarn til verden i dag. Imens lurede jeg på fødekarret. Jeg havde ikke haft vandafgang endnu, ingen tegnblødning, og slimproppen var gået af flere omgange henover de sidste par dage. Ulempen ved at hoppe i karret nu var, at jeg formentlig skulle op af det igen, når jordemoderen kom (og på dette tidspunkt var jeg ikke meget for at bevæge mig særlig meget op og ned) Fordelen ved at hoppe i karret nu var, at vandet var dejlig varmt, og jeg kunne efterhånden godt bruge noget smertelindring.

Jeg vandrede lidt ubeslutsomt rundt i stuen, tændte for musikken (min fødselsplayliste) gik ud og tissede igen, og kl. 6:30 mærkede jeg den første antydning af pressetrang. Denne gang var jeg ikke i tvivl. “Jeg er ved at få presseveer.” I baggrunden sang Loreena McKennitt “Dantes Prayer”, og jeg tog en dyb indånding og lyttede til musikken. Prøvede at lade den fylde mig. Og det lykkedes faktisk ganske godt.

“Jeg ringer lige til jordemoderen og siger at hun skal skynde sig lidt mere.” sagde min mand så. Men idet han løftede telefonen, ringede den. Det var jordemoderen, der lige var hoppet ind i en taxa og ville sige, at hun var hos os om 25 minutter.

“Det lyder godt, for min kone har pressetrang“, svarede min mand roligt. “Nej, det behøver du ikke, bare skynd dig. Ja, det skal jeg nok sige til hende”, fortsatte han. Imens han snakkede, kravlede jeg op i fødekarret. Det var gået op for mig, at det var min bedste chance for at sløve fødslen lidt ned, for med pressetrang nu var jeg godt klar over, at vi var ved at være tæt på.

“Det var jordemoderen“, sagde min mand (en ganske overflødig oplysning). “Hun spurgte, om hun skulle blive hængende i røret, hvis du var ved at føde, men jeg sagde, at hun bare skulle skynde sig. Hun sagde, at du endelig ikke måtte forcere noget. Og den jordemoderstuderende er også på vej.”

“Jeg skal nok lade være med at presse med!” gispede jeg og prøvede at visualisere de samme bølger, som jeg havde tænkt på under hver ve den sidste times tid. Dybe vejrtrækninger; ind gennem det venstre næsebor, op til panden, ud af det andet næsebor. En gang til. Bølgen rammer, vandet trækker sig tilbage igen. Ny vejrtrækning. Men pressetrangen var svær at ignorere. Det føltes lidt som at prøve at holde fast på et vådt stykke sæbe med våde hænder. Den gled fra mig, og kroppen pressede med på veen. I pausen trak jeg vejret dybt og nød smertefriheden og drak af det glas danskvand min mand havde blandet op med hyldeblomstsaft for mig. Den del af playlisten, der var helliget Ludovico Einaudi, fyldte rummet. (Jeg kan anbefale at lytte til “Divenire” under fødslen. Jeg har et ganske særligt forhold til den melodi efter at have set Proctor & Gambles’ reklame fra OL London 2012, hvor de brugte “Divenire” som underlægningsmusik. Den dag i dag kan jeg ikke høre det nummer uden at blive dybt rørt.)

Femten meget lange veer toppet med pressetrang senere trådte jordemoderen endelig ind af døren. Det var ikke en af dem, jeg havde mødt tidligere, men fuldstændig som under min første fødsel gled hun lige ind i huset som om, at hun bare hørte til. Hun forklarede min mand, at den jordemoderstuderede var på vej og gik i gang med at pakke lidt ud. Imens lå jeg i karret og var ved at være i jævnt godt humør. Nu da jordemoderen var kommet, gik det op for mig, at jeg havde været nervøs for at føde, før hun kom.

Da den jordemoderstuderende også var kommet, hjalp hun mig op af karret og de gik i gang med at undersøge mig. Babyen var endnu ikke helt nede i bækkenet, men jeg var mindst 7 cm udvidet, så jeg fik lov til at komme tilbage i det varme vand.

Fordi jeg havde blødt en del ifbm. min første fødsel (knapt 700 ml) ville jordemoderen gerne give mig en forebyggende injektion for at mindske risikoen for blodtab denne gang, så den fik jeg i låret imellem to veer. Kort tid efter begyndte presseveerne at løbe løbsk for mig. De kom i lange, voldsomme bølger – startede som en ve, og så når den nåede toppen fik jeg pressetrang – pressetrang – pressetrang – pressetrang – før veen klingede af igen. Jeg gispede mig igennem dem, men det var umuligt for mig helt at lade være med at presse med, og jeg krummede mig sammen under veerne, fordi de var begyndt at gøre ondt. Jeg prøvede desperat at slappe af, at give slip i kæben, at sænke skuldrene og sprede fingrene, men det var svært; meget sværere, end det havde været under min første fødsel. Og babyen – ja, det var to skridt frem og et tilbage, den kom længere og længere ned og hoppede så lidt op igen. Men fremad gik det, og et ukendt antal smertefulde presseveer senere ville jordemoderen tjekke, hvor langt nede babyen stod. Fosterhinderne, der ikke var sprunget endnu, stod og blafrede under vandet, fuldstændig som under min første fødsel. Da jordemoderen strejfede dem med sin finger, sprang de med et blødt knald under vandet, og i næste ve stod babyen pludselig helt nede – jeg kunne kende den brændende fornemmelse. “Den er helt nede nu,” fik jeg fremstammet.

“Giv plads, Kristina!” sagde jordemoderen så, og den jordemoderstuderende prøvede at hjælpe mig med at sprede benene igen, for dem havde jeg ubevidst klampet sammen af smerte under en af veerne. Det var så svært, så svært både at slappe af, sprede benene og lade numsen glide ned på bunden af karret, så jeg havde noget støtte derfra, for veerne gjorde vanvittigt ondt nu.

Men i næste ve stod hovedet halvt ude, og i pausen mellem veerne fik jeg lige mærket det bløde, krøllede hår. Det er en ganske særlig fornemmelse, skulle jeg hilse og sige.

Så fik jeg pressetrang igen, og denne gang kom jeg til at brøle med på veen. Det var mere et smertensbrøl end et kampbrøl, men jeg vidste, at det var den næstsidste ve, for jeg kunne mærke babyen glide længere ned. Nu stod hovedet helt ude, så vi ventede på den sidste ve.

“Hvis du selv skal tage imod, skal du være med nu, Kristina,” sagde jordemoderen så, og halvvejs gennem veen rakte jeg så hænderne ned for at tage imod mit barn, der gled ud i verden – og babyen smuttede lige ud mellem fingrene på mig. Min mand beskrev det som om, at vores baby startede sit liv med en lille svømmetur – i hvert fald nåede babyen at baske vildt med armene under vandet, før jeg fik fat i kroppen og fik trukket den lille op over vandet og op på mit bryst. Og SÅ stak babyen da også i et hyl.

Efter at have født to børn må jeg indrømme, at udtrykket “forløsning” burde bruges meget mere om fødsler. Det er indbegrebet af en forløsning. Smerten fra veerne forsvandt i samme øjeblik, jeg fik den lille op på mit bryst. Jeg var så glad, lettet og forløst.

Vi vidste hverken første eller her anden gang, om vi ville blive forældre til en pige eller en dreng, så nu prikkede min mand mig på skulderen og spurgte: “Hvad blev det så?” Så jeg løftede navlestrengen, der stadig hang pulserende imellem babyen og jeg og konstaterede, at vi havde fået endnu en lille pige. Og smuk var hun. Hovedet helt fyldt med mørkt hår og fuldstændig perfekt. Hun kom til verden en time efter, at jordemoderen var trådt ind af døren; to og en halv time efter, at jeg var vågnet med veer.

Jeg fik lov til at ligge lidt i vandet og nyde min lille pige, og da jeg følte mig klar, hjalp jordemoderen mig op af vandet og ind i sengen. Navlestrengen forbandt stadig babyen og mig, og det fik den lov til at gøre, indtil den var holdt helt op med at pulsere. Da vi havde ligget et stykke tid inde i sengen, var den holdt op, og jeg fik lov til at klippe den. Moderkagen kom kort tid efter, og denne gang (i modsætning til første gang) var den hel, så jeg bad den jordemoderstuderende om at vise mig “livets træ” – dvs. at sprede den del af moderkagens hinde ud, som min lille baby havde ligget i. Og det gjorde hun glad og gerne, så denne gang fik jeg set, hvordan tusinder og tusinder af små tynde blodkar dannede et tæt net, der udsprang i bunden, hvor navlestrengen stadig sad fast i moderkagen.

Jeg får åbenbart små superpiger, for også min datter nummer to var kommet til verden med en hånd ved tindingen, og jeg havde igen reddet mig en 1. gradsbristning og nogle overfladiske skrammer, så jordemoderen hentede sin sutur og syede mig. Imens gik min mand i gang med at rydde op ude i stuen, ringe til vores forældre og søskende og lave noget kaffe til jordemødrene.

Den jordemoderstuderende hjalp mig med at lægge babyen til brystet for første gang, og det gik meget hurtigt op for mig, at heller ikke dette ammeforløb ville blive nemt, men det har jeg skrevet et indlæg om, som kommer på min egen blog, raevemor.dk.

Da jordemødrene havde fået et par hjemmebagte boller, nogle kopper kaffe og fået udfyldt alle papirerne, kom de ind for at sige farvel til os og ønske os held og lykke. Vi sagde tak for god hjælp og blev inde i sengen og hyggede os (og sov lidt) inden vores store pige kom hjem samme eftermiddag for at hilse på sin lillesøster.

Jeg er 99% sikker på, at jeg ikke skal have flere børn. Men jeg er 100% sikker på, at hvis jeg skal, skal den næste også fødes hjemme. Den ro og den afslappethed, som jeg havde derhjemme, tror jeg ikke, at jeg kunne finde på hospitalet. Det handler ikke bare om, at der er den musik, jeg gerne ville høre, det fødekar, jeg gerne ville føde i, og den mad jeg gerne ville have. Det handlede i ligeså høj grad om, at jeg ikke skulle nogen steder hen. Jeg blev i min egen lille fødselsboble. Jeg skulle ikke til at finde en taske frem, jeg skulle ikke ud og sidde i en bil med veer, jeg skulle ikke have tøj på. Jeg skulle bare blive, hvor jeg var. Det vigtigste element til en god fødsel er tryghed. Og jeg er ganske enkelt tryggest derhjemme.

Nogen er tryggere ved at føde på et hospital og føler sig utrygge ved at skulle være hjemme under fødslen. De skal selvfølgelig ikke føde hjemme! Man skal være der, hvor man er mest tryg – og det ved man bedst selv, hvor man er. Men det er vigtigt for mig at understrege, at for en velvisiteret gravid er hjemmefødsel ligeså sikker som hospitalsfødsel. I nogle tilfælde vil en hjemmefødsel endda næsten være mere sikker.

Har I lyst til at læse Kristinas fulde fødselsberetning, finder I den lige her på hendes egen blog.