På besøg hos Carriwell

Sidste graviditetsundersøgelse

Jeg var i dag til den sidste graviditetsundersøgelse hos lægen – det er så vildt at sige. Tiden er gået så vanvittigt stærkt, siden jeg fra uge 16 har fået det bedre. Jeg kan slet ikke forstå, at vi allerede er dér, hvor tingene begynder at blive ‘det sidste’. Det er ret sørgeligt – især hvis det vitterligt for altid vil være ‘den sidste’.

Jeg har kun taget ét kg på siden mit forrige besøg hos lægen, så nu er jeg i alt på +11 kg. Med 7 uger til termin bliver det sikkert ca de samme 15 kg vægtøgning, som jeg tog på med drengene. Min blodprocent stadig lige lav nok, så nu skal jeg prøve et andet jern middel og samtidig sætte dosen op til 3 stk. om dagen. Ellers var alting rigtig fint. Lægen mente, at lillebror nu omsider har vendt hovedet nedad. Det samme fornemmede jeg lørdag aften: at han pludselig vendte sig og lige siden har jeg da også oplevet de obligatoriske fødder i mine ribben. Så det passer nok meget godt. Gudskelov – jeg var ved at blive småstresset over, at han skulle nå det indenfor 2 uger! Men det kan også mærkes, når man går. Jeg havde glemt, hvor besværlig man føler det er at bevæge sig med et hoved i bækkenet 😉

Om 3 uger er det tid til 3. jordemoderbesøg, men fordi fødslen skal foregå herhjemme, kommer jordemoderen fra kendt-jordemoder ordning og den studerende hjem til os. Her skal de se hjemmet, og vi skal planlægge, hvordan fødslen skal gå. Vi har valgt at leje et fast kar gennem ‘Forældre og fødsel’, som kan hentes 3 uger inden termin, men det bliver rart at få fif og vide, hvad mere vi bør anskaffe og dermed forberede os endnu mere. Det var meningen, at vi skulle have været til hjemmefødselscafe, men vi missede det i sidste uge midt i min eksamensuge. Desværre. Jeg havde virkelig set frem til det – og endnu mere på Kenneths vegne. Han mener selvfølgelig, at det nok skal gå, og at vi klarer os uden – sød som han er. Men jeg tænker virkelig meget på ham i alt det her. Det er så vigtigt for mig, at han er helt tryg. Det virker han absolut også til at være, men jeg kan ikke lade vær med at tænke på, at det trods alt er hans første fødsel – og så bliver den endda hjemme. Jeg har jo prøvet at føde før, jeg ved, hvordan jeg er i det, men for ham er det hele nyt, så jeg havde virkelig set frem til cafeen på hans vegne.

Til gengæld sad vi til min mormors 75 års fødselsdag for nogle weekender siden. Overfor os sad min mormors kærestes 2 døtre og den enes mand. Begge har født hjemme, og det var fedt at høre om deres oplevelser. Det er spændende, på en måde beroligende, men samtidig også rart at snakke med andre, som har truffet samme valg som os. Endnu mere givende var det at høre om mandens oplevelse med fødslen. Jeg synes altid, at det er spændende at høre det gennem en mands øjne – de må uden tvivl opleve og se nogle helt andre ting end os. Og måden han snakkede løs om fødslerne på gjorde os absolut kun mere sikker på vores valg. Samtidig har jeg tænkt meget over rengøringen efterfølgende, fordi jeg ved, at den vil være på Kenneths skuldre, og det har jeg spøjst nok lidt dårlig samvittighed over. Men det er ikke noget, som virker til at slå Kenneth ud, og mandens oplevelse var da netop også, at det var overstået på under 15 min og overhovedet ikke besværlig.

I næste uge henter vi de tingene hjem, vi har fået lagt til side i Ønskebørn. Jeg har så småt sat flueben ved den ellers lange liste med babysager, så det er ikke meget, vi mangler efterhånden. Men det er skønt, jeg er uden tvivl bedst til at være i god tid – og jeg glæder mig sådan til at få pakket de nye ting ud, som vi har udvalgt helt specifikt til vores søn <3

4 kommentarer

  • Mette

    Hej!
    Lav evt en test fyldning af badekaret. Der skal jo ret meget vand i og dette må ikke være for koldt. Så det er rart at vide om varmtvandsbeholder kan klare det eller om man skal have gryder og elkoger i gang. Held og lykke med hjemmefødselen! Det bliver fantastisk for jer.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • drengelopper

      Smadder godt tip! Tak for det ☺ Drengene kan snildt få en halv time til at gå under bruseren – og mere hvis de fik lov

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bettina

    Hej 🙂
    Vil du ikke dele jeres “indkøbsliste” til lillebror.
    Tænker du her 3. Gang har helt styr på Nice to have og need
    To have 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • drengelopper

      Jo da, selvfølgelig. Det får jeg hurtigt lavet 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

På besøg hos Carriwell