Veganske karbonader

Baby-liste

I forlængelse af dette indlæg om nogle af de baby-ting, der for os er absolut must-haves, deler jeg vores liste over ting, vi har valgt at anskaffe os, inden lillebror kommer. Selvfølgelig er meget af det en individuel sag, men som kommende mor til 3 har man alligevel gjort sig nogle erfaringer.

Vi har efterhånden krydset de fleste ting af og mangler at købe ganske lidt. Men de helt store ting har vi fået lagt til side i Ønskebørn, som så har været så søde at opbevare det for os, indtil vi i næste uge henter tingene hjem. Vi er overhovedet ikke overtroisk ift. det med anskaffelse af barnevogn, før baby er født. Men det er rart, at vi ikke har behøvet at have så mange ting til at stå og fylde i det lille hus før nødvendigt. I stedet har vi netop valgt, at vi vil hente det hele hjem omkring en måned før termin, så vi kan pakke det ud, lade det blive luftet for alle de mange kemikalier og samtidig komme til at dufte af os og vores hjem.

På vores liste over babyting har vi:

  • Tremmeseng: Faktisk er det ikke noget, vi har skulle anskaffe os, da Theos Leander tremmeseng er det eneste, jeg har gemt fra drengene foruden alt deres legetøj. Vi skal blot lige have ændret lidt på dens konstruktion, så den kan bruges som bedsidecrip og dermed være i forlængelse af min side af sengen. Vores oprindelige plan var egentlig at bygge en bedsidecrip selv, men for at få mest muligt ud af den noget så fine tremmeseng, vi allerede har, har vi valgt at bruge den i stedet. En bedsidecrip er som sådan heller ikke need-to-have, for man kan sagtens vælge at købe en tremmeseng, vugge eller samsove. Sidstnævnte er netop vores plan, men fordi drengene stadig kommer ind, tør jeg ikke have lillebror liggende midt i sengen. Med tremmesengen er lillebror lige opad min side af sengen i samme højde, og jeg føler derfor, at vores senge alligevel er i ét. Dermed skulle vi gerne få følelsen af at samsove.
    • Babynest: Fordi vi har valgt at bruge tremmesengen, har vi købt en babynest. Den indrammer nemlig baby på en tryg måde i en ellers stor seng og ligeledes beskytter den ham også. Vi har valgt en babynest med bæreplade og hank for lethedens skyld fra Manilostiles, således den kan bæres fra seng til sofa og ligeledes slæbes med rundt omkring. På den måde erstatter den liften, men kan bruges i længere tid med dens længere liggemål. Vores kan tilmed udvides. Med Theo syede jeg selv babynest, og det kan man også snildt, men jeg har ikke orket det den her gang. Til gengæld synes jeg, at den er virkelig god til samsovning. Den er for mig uundværlig, mens den for andre måske nærmere er nice-to-have.
    • Lagen
    • Dyne – gerne med en bæreevne på 10. Og så er det altid en god ide at have mere end en, så man ikke mangler, mens der bliver vasket. Et godt tip er at sove med dynen, så den dufter af jer, når baby kommer. Det samme gælder en evt nusseklud.
    • Sengetøj – og gerne 3-4 stk. i tilfælde af, at man får en gylpebaby.

  • Pusleplads: Vi har valgt at have puslepladsen på bordet i bryggerset. Derfor er et puslebord overflødigt for os, men til gengæld er vi lige ved siden af frisk, rindende vand frem for vand i en balje. Dét vil jeg altid prioritere – det er så enormt lækkert. Skulle vi have haft et puslebord, ville jeg have købt et med skuffer frem for hylder samt bordplads ved siden af puslepuden til alle de mange ting, man får brug for under tøj- og bleskift.
    • Puslepude: Vi har valgt Matty fra Leander. Den er dyr, men den er skridsikker og vandafvisende. Dermed er den enormt nem at rengøre, idet overfløden kan tåle at blive sprittet af, og intet sætter sig fast på den.
    • Puslebase til at lægge puslepuden på. Det er helt sikkert ikke need-to-have, idet vores puslepude er skridsikker, men jeg synes alligevel, at det er betryggende, at basen sikrer, at puden ikke er dybere end bordet, den ligger på.
    • Hylder til kurve med bleerstofbleerskumklude, neglesaks, arpkam og diverse cremer og olier, der kan blive nødvendige. Og apropos stofbleer er det så forskelligt, hvor mange man har brug for. Med Noam kunne vi ikke få nok – han var gylpebarn, og selvom jeg havde et sted mellem 30 og 40, måtte jeg vaske hver 3. dag for ikke at løbe tør. Stofbleer bruger jeg også gerne over puslepuden til at tørre numsen i, og det var nærmest det eneste, de blev brugt til med Theo, som absolut ikke gylpede, hvorfor vi havde alt for mange til ham. Til lillebror har jeg anskaffet mig 15, og så må vi se, om flere bliver nødvendigt.
    • Vågelampe er absolut need-to-have på puslepladsen, så det ikke er for kraftigt et lys, når man pusler midt om natten, men samtidig stærkt nok til at se, hvad man laver.
    • Uro er meget omdiskuteret ift. at puslepladsen er et oplagt sted til øjenkontakt. Jeg har alligevel valgt at hækle en, for der er rigeligt med muligheder for at have øjenkontakt alle andre steder også og samtidig synes jeg ikke, at den har forstyrret øjenkontakten med drengene under puslingen. Til gengæld kan den være smadder god til at distrahere, når man kommer ind i dén periode, hvor baby kan blive hysterisk over at få skiftet ble. Men det er absolut ikke need-to-have.
    • Babybadekar: Vi har købt et i Ikea til 50 kr. Det eneste minus er, at der ikke er et hul i bunden og prop med, som gør udtømningen noget nemmere. Jeg er lidt spændt på at se, hvor irriteret jeg ender med at blive over at mangle det eller om det fungerer fint nok at tippe det.
    • Badeindsats: Nice-to-have, for man kan holde baby selv, men den er alligevel god nok at have
    • Babyhåndklæder med hætte: som mest af alt er nice-to-have, for man kan jo sagtens bruge ens egne håndklæder
  • Fravalgt:
    • Blespand: Jeg ved endnu ikke, om vi vælger at få den fra babypakken i Babysam, men jeg synes ærlig talt, at bleposer er super dyre, og let’s face it: helt lugtfri er den ikke. Så måske vi blot vælger at have almindelige affaldsposer liggende, som hurtigt kan smides udenfor i vores skraldespand.
    • Temperaturmåler til vandet: Det er en milliard gange nemmere at dyppe albuen og mærke efter end at forsøge at aflæse sådan ét.
  • Barnevogn: Hvilken barnevogn, der passer bedst til ens behov, er virkelig individuelt. Vi har valgt en Emmaljunga Big Star Supreme med punkterfrie- og drejelige forhjul. Det er ikke, fordi vi bor midt i byen, men jeg elskede min Emmaljunga Nitro City klapvogn med drejelige forhjul samt drengenes tvillingevogn fra Basson med samme slags hjul. Det er så nemt at have med at gøre, og man kan snildt låse hjulene, hvis man skal i skov og lign. Emmaljungaen er samtidig en barnevogn med langt liggemål, hvilket jo betyder, at den kan bruges i lang tid.
    • Regnslag
    • Madras
    • Lagen
    • Voksipose med ulddyne
    • Pusletaske – vi har købt en fra Ida Ising, som har indbygget madras til skifteplads. Dét er smart.
  • Fravalgt
    • Lift: Som tidligere nævnt  har vi fravalgt at have en lift – den blev aldrig rigtig brugt med drengene, og de vokser hurtigt ud af den.
    • Insektnet: I Emmaljunga Big Star Supreme er insektnettet indbygget. Men ift. luftcirkulation på en varm sommerdag er jeg altid lidt forbeholden mod at benytte mig af det generelt. Havde det derfor ikke været indbygget, havde vi heller ikke købt det.
    • Bæreplade i voksiposen: Vi har fravalgt bærepladen i voksiposen, da jeg ikke tænker, at den skal slæbes rundt omkring med baby i, men blot være fast i barnevognen som en slags sovepose. Og ellers har jeg ikke oplevet, at det er svært at bære barnet kort i sådan en uden bærepladen. Man holder blot anderledes.

  • Autostol
    • Isofixbase: Har man isofix i sin bil, er sådan en base virkelig nice-to-have. Selvfølgelig kan stolen monteres med sele, men ens liv bliver bare lettere af en base.
    • Spejl: Og apropos lethed er et spejl i nakkestøtten også nice-to-have, så man altid kan se baby.
  • Fravalgt:
    • Køretæppe. Der findes efterhånden et fint udvalg af de tæpper, man kan bruge til autostolen. De er virkelig smart – det er jeg enig i, så man slipper for at iklæde baby varmt tøj, der forhindrer selen i at blive spændt ordentligt. Men vi ligger inde med så mange babydyner, at vi har valgt dén løsning med en strikket trøje i stedet.
  • Amning:
    • Engangsammeindlæg – jeg foretrækker de helt tynde.
    • Uld- silke eller bomuld indlæg – især om vinteren, hvor brysterne kan være meget følsomme overfor kulde
    • Ammebher – vælg for guds skyld en af ordentlig kvalitet, f.eks. Carriwells og uden bøjle.
    • Brystpumpe. En brystpumpe er nice-to-have, når først mælken løber til, og man måske er ligeså uheldig som jeg at have helt spændte, røde og meget ømme mælkefyldte bryster og dermed være på nippet til at erhverve sig brystbetændelse. Så er pumpen altså bare væsentlig nemmere end at cirkelmassere og håndpumpe under bruseren. Senere kan den være nyttig til at pumpe ud til grød eksempelvis eller til at servere mælk i en kop, hvis man som os foretrækker BLW frem for grød.
    • Ammepude – den kan sagtens undværes, men den er rar at have i starten, hvor amningen skal etableres og man lige skal finde hoved og hale i stillinger. Jeg har bedst erfaringer med en fast ammepude med fossflake, mens en med krøyerkugler til gengæld er fuldstændig ubrugelig, da den alligevel bare skrider. Samtidig kan puden bruges, når man som højgravid har svært ved at finde ordentlige sovestillinger.
    • Lanolin salve – det er nice-to-have til ømme dutter, men ærlig talt har modermælk i sig selv en helende effekt, hvis man efter amningen smører det på dem, og man skal virkelig heller ikke undervurdere effekten af at lade dem lufttørre.
  • Fravalgt:
    • Flaske og modermælkserstatning: Jeg ved, at mange synes, at det er trygt at have liggende just-in-case. Og det forstår jeg såmænd også godt. Men husk på, at mælken typisk først løber til et sted mellem 2 og 5 dage, og er baby ellers sund og rask og født med sin såkaldte madpakke, gælder det blot om at være tålmodig, masser af hud-til-hud, lade baby sutte alt det, den vil, hvile og ellers nummeret på en veninde/mor/sundhedsplejerske eller barselsafsnittet.
  • Andet:
    • Store bind til efter fødslen, f.eks. Tena.
    • Højstol med babyindsats: Det er bestemt ikke need-to-have, men med en kæreste med 2 gange døgnvagter om ugen og 3 børn bliver den klart min bedsteven, når vi skal spise og baby er vågen og tilfreds.
    • Vikle: Det er igen ikke need-to-have, men jeg elsker at vikle og samtidig bliver den praktisk netop med to større børn
    • Sansegynge: Det er en luksusting uden tvivl, men vi har valgt at reservere plads til den i det lille hjem. Sådan en sansegynge kan redde enhver ulvetime. Og nogle gange må man altså gerne købe sig til nemhed 😉
  • Venter med:
    • Babyalarm, men det bliver med termometer til den tid
    • Aktivitetsstativ samt tæppe skal alligevel ikke bruges den første tid
    • Spejl til nakketræning er fint at have ved puslepladsen, men det er samtidig også noget, man sagtens kan have andre steder. Vi har endnu ikke købt et, for jeg kan simpelthen ikke beslutte mig for hvilket.
  • Fravalgt:
    • Kravlegård: Det er heller ikke noget, jeg havde til nogen af drengene, og det er bestemt ikke noget, jeg har savnet. Ofte synes jeg også bare, at den bliver brugt til opbevaring af legetøj.

3 kommentarer

  • Anne Hesse

    Jeg synes jeg har erfaringer med at det indbyggede insektnet ikke er vildt fantastisk i min nevøs barnevogn. Men til gengæld er der sådan et sort stykke stof indbygge som man sætter fast på håndtaget som vi har brugt meget for at skærme af. Det synes jeg er smart og der er god luft samtidig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maiken

    Hej Simone.
    Vi har selv boret hul i vores IKEA badekar og så købt en prop til 20 kr i en BabySam. Vi blev også trætte af at hælde det ud

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Veganske karbonader