Drengestreger

I går havde vi en vildt hyggelig dag hos Kenneths bedsteforældre med drengene, Kenneths fætre, deres kærester og virkelig lækker mad. Men med det samme, vi satte os ind i bilen og kørte hjem, var det som om, at min mave blev spændt og hård. Henad eftermiddagen blev det værre, og da vi nåede til aftenen, var plukveerne både stride, lange og med korte intervaller.

I den her graviditet har jeg i det hele taget døjet med plukveer. Det lader til at være normalt 3. gang, men de må jo selvsagt ikke være regelmæssige eller gøre så ondt, at jeg sidder og laver vejrtrækningsøvelser. Jeg ringede derfor til jordemoderen kl 22, som selvsagt ville se mig. Så jeg kørte af sted, mens Kenneth blev hjemme ved de sovende børn.

Jordemoderen mistænkte umiddelbart en blærebetændelse – men det har de efterhånden gjort nogle gange uden der har været noget. Så jeg fik kørt en CTG kurve, der viste, at lillebror har det rigtig godt, men min livmoder uden tvivl har en masse samtrækninger. Og det er lidt som om, at den bliver irriteret over både mine bevægelser, men også lillebrors. Men selvom jeg forsøger at sidde fuldstændig stille, gør lillebror det altså ikke, og selv jordemoderen kommenterede på, at han er en virkelig, virkelig aktiv dreng.

Så hun undersøgte mig indvendigt, og det viser sig, at jeg er 1,5 cm åben. Men fordi jeg i går var 34+1, vil man ikke gøre noget for at stoppe det, sagde hun. Han er helt klar og færdig, men lidt lille naturligvis. Jeg synes nu alligevel, at det er skræmmende, hvis fødslen allerede skulle ske nu. Jordemoderen valgte at køre kurven en time mere og så tale med afdelingsjordemoderen om at holde mig natten over. I mellemtiden var hun meget i tvivl om, hvordan han overhovedet vender.

Jeg fik kørt en kurve mere, og da klokken nærmerede sig 1, valgte hun at undersøge mig indvendigt igen for at se, om der var ændring. Jeg havde ikke åbnet mig mere, men noget får min livmoder til at lave samtrækningerne. Det kunne hun både se og mærke. Fordi jordemoderen så også var i tvivl om hans position, kom en fødselslæge ind og scannede mig. Hun kunne heller ikke mærke sig frem til det, da det både føles som et hoved i mit bækken og et hoved under mine ribben. Hun spurgte endda, om vi var helt sikre på, at der kun er én baby. Gudskelov viste scanningen, at hovedet er nedad – og at han er alene 😉

Fordi vi bor så tæt på sygehuset, blev de enige om at sende mig hjem, så jeg kunne sove i min egen seng. Det gav ikke meget mening at holde på mig, når de alligevel ikke vil stoppe en potentiel fødsel. I stedet er jeg blevet beordret fuldstændig hvile og så kontakte dem, hvis plukveerne enten bliver ved i samme tempo eller kraftigere. For så skal jeg selvsagt derind igen. Så omkring 01.30 i nat var jeg omsider hjemme igen – det er klart rarest, men det er samtidig skræmmende, at hvis det sker, så sker det altså.

Så her ligger jeg: i vores seng med appelsinjuice og nogle gulerodsboller, mens jeg forsøger at slappe helt af til Netflix. Lillebror er aktiv som altid, men der skal ikke meget bevægelse til fra mig, før min livmoder trækker sig helt sammen, spænder og gør ondt. I mellemtiden Kenneth er kørt med drengene til fodbold med hele familien i ryggen som back-up, så jeg får et par timers komplet ro og hvile. Og så krydser vi alt, hvad vi kan for, at han bliver derinde nogle gode uger endnu og vokser sig endnu større. Også selvom det er acceptabelt at komme nu.