Officielt er jeg nu gået over tid. Dén havde vi ikke set komme, da jeg i uge 34 var indlagt med regelmæssige plukveer, åbnet 1,5 cm og blot krydsede fingre for at komme så tæt på termin som overhovedet muligt. Da forudså jeg overhovedet ikke, at jeg ville ende med at gå over tid.

Nu har jeg efterhånden hørt det en del gange fra både venner, familie, bekendte og fremmede. Og senest også jordemødre og en fødselslæge: 3. gang driller! 3. fødsel driller noget så grusomt: man kan døje med plukveer i lang tid – sågar regelmæssige, og man kan tro nok så meget, at fødslen er godt i gang og så stopper det brat. Til gengæld har jeg også hørt, at 3. baby er noget så blid og mild. Så hvis det ene insisterer på at passe, har det andet også bare!

Jeg er i dag 39+0 med lillebror, og det er så surrealistisk at tænke på, at vi allerede er nået dertil, hvor vi tæller dage til, at vores lille familie på 4 pludselig er en familie på 5. Ikke måneder, ikke uger.. dage!

Midt i aftensmaden i går fortalte Noam, at han havde lidt ondt i en tand. Han synes også, at den var lidt løs. Herhjemme har vi snakket meget om alt det med tandfeen, fordi Theo stod til at skulle have hevet en tand ud. Men tandlægen ombestemte sig i sidste øjeblik efter et par undersøgelser og 2xrøntgen. Så jeg spurgte Noam, om jeg lige måtte se den. For som søskende nu engang kan blive uvenner, er Noam og Theo inden undtagelse. De er hinandens bedstevenner, og børnehaven har da også kun oplevet ét skænderi i mellem dem, siden de begyndte der i februar, fik jeg fortalt i sidste uge. Men ingen regel uden undtagelser, og Noam – spøjst nok –...

I flere år har drengene delt værelse. Det startede faktisk helt tilbage til dengang, hvor Theo var blot 1 år og netop begyndt at blive puttet på eget værelse. Hver aften slæbte Noam på kun 2 år insisterende sin madras ind på på Theos værelse. Han ville så gerne sove med Theo. Så sådan blev det – værelserne blev slået sammen. Indrømmet, så gjorde det da også putningen væsentlig nemmere for mig, da jeg blev alenemor til to så små børn, som skulle sove på samme tid og som alligevel altid fandt vej ind i min seng før eller senere.