Samsovnings soveværelse

Verdens værste weekend

Eller i hvert fald lørdag. Og i hvert fald kun for mit vedkommende. Weekenden er fløjet forbi, og den har – for mit vedkommende – været super kedelig og alene bestående af eksamen. Stort set. For hele dagen i går var jeg optaget af den eksamensopgave på 30 sider, som jeg så inderligt gerne vil have færdig, inden lillebror kommer om 10 dage. Plus minus.

Egentlig skal den først afleveres d. 2. januar, men med en nyfødt, 2 store søskende og jul vil jeg virkelig ikke bruge den næste måned på opgaveskrivning. Jeg ved, hvordan det er at have et spædbarn – og jeg ved i den grad, hvordan det er at have en på 4 og en på 5. Jeg har virkelig ikke lyst til, at den allerførste tid som familie på 5 bliver brugt foran skærmen. Samtidig er der også alt det med etablering af amning, prioritering af tid med de store – og julehyggen – som helst ikke bare skulle forsvinde væk under stress og nedtælling af anslag.

Vi er sådan set rigtig langt med opgaven. Faktisk har vi ikke mange anslag tilbage, men jeg føler stadig, at der er meget, der skal rettes til og gøres skarpere. Så jeg sad hele dagen foran computeren og forsøgte at blive klogere på rettethed i fænomenologien, mens den dårlige samvittighed over manglende tilstedeværelse og nærvær bare hobede sig op. Drengene hyggede med Kenneth, de byggede lego og koblede helt af til tegnefilm ovenpå en uge med mange møder og planer, der for en gangs skyld betød, at drengene skulle vækkes og tidligt ud ad døren. De sidste par weekender har vi ellers sørget for både ture til svømmehal og biografen, inden dét for en stund bliver sat på pause, mens vi alle finder os til rette i vores nye roller og rutiner. Det er surrealistisk at tænke på, at dét her var vores sidste weekend som en lille familie på kun 4. Og jeg ville så gerne have oplevet noget med drengene, men jeg ved bare, hvordan det kommer os alle til gode, at opgaven er færdig, før lillebror ikke længere er i maven, men i vores hjem.

Alligevel nærmede jeg mig ikke computeren i dag. I dag puttede og hyggede vi. Vi fik ordnet lidt huslige pligter, gjort soveværelset helt færdigt og klar. Vi har spillet musik, UNO, bygget lego, spist donuts og været i nattøj. Hele dagen. Alle fire. Drengene er nu puttet, Kenneth er smuttet til et par timers indendørs fodbold, og jeg har atter tændt computeren. Her vil jeg så sidde fokuseret i et par timer, inden jeg vil sove så godt, som man nu kan som højgravid med halsbrand, nattetisseri og en hofte i smerter, inden jeg igen i morgen vil sidde lige her.

Næste uge bliver også en travl uge – jeg har tid hos jordemoderen og min fysioterapeut, vejledning på uni, og vi skal simpelthen have købt de absolut sidste ting, som vi mangler at anskaffe os, før lillebror overhovedet må melde sig. Men efter onsdag, 4 timers vejledning og dertilhørende rettelser til opgaven har jeg omsider tid til at føde. Håber jeg.

2 kommentarer

  • Synes nu det lyder som en ok weekend. Hepper på i når at blive færdig med opgaven så weekendens arbejde lønner sig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • drengelopper

      Det er helt sikkert også bare mig, der synes, at det er supernederen, at weekenden skal bruges på det. Og så giver det da også en ordentlig omgang dårlig samvittighed over at være så fraværende. Men drengene har jo heldigvis hygget sig gevaldigt med Kenneth 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Samsovnings soveværelse