Verdens værste weekend

At dele eller ikke at dele

I flere år har drengene delt værelse. Det startede faktisk helt tilbage til dengang, hvor Theo var blot 1 år og netop begyndt at blive puttet på eget værelse. Hver aften slæbte Noam på kun 2 år insisterende sin madras ind på på Theos værelse. Han ville så gerne sove med Theo. Så sådan blev det – værelserne blev slået sammen. Indrømmet, så gjorde det da også putningen væsentlig nemmere for mig, da jeg blev alenemor til to så små børn, som skulle sove på samme tid og som alligevel altid fandt vej ind i min seng før eller senere.

Da Kenneth og jeg så fortalte drengene, at vi sammen havde fundet et hus, og der var plads til, at de kunne få hver deres værelse, var der ingen af dem, som ønskede det. Derfor fik drengene lavet den fineste køjeseng, og ekstraværelset blev brugt til opbevaring. Altså lige indtil der gik redebyggeri og voksende mave i den 😉 .. Men som I ved, samsover vi stadig. Drengene bliver puttet på eget værelse, men finder 9 ud af 10 nætter vej ind i vores seng, hvorfor den nu også er blevet udvidet. Ligeledes er lillebrors Leanderseng lavet om til en bedsidecrip, så samsovningen også gælder ham. Derfor er et værelse til ham naturligvis ret overflødigt – det ved jeg godt, det er bare så hyggeligt at indrette og gøre i stand.

Jeg har aldrig syntes, at det er synd for mine børn, at de deler værelse. Tværtimod synes jeg, at det er rigtig dejligt, at det forekommer dem så naturligt at dele, og den tryghed, de har i hinanden, er da guld værd. Og så har børn bare godt af at lære at dele.

Men henover efteråret er putningen med drengene så blevet en enorm langsommelig og træls proces. De holder ganske simpelthen hinanden vågen. Samtidig har vi henover de sidste par måneder brugt meget energi på at lære Theo selv at falde søvn. Han har altid gerne ville putte ovenpå mig, men med den voksende mave er det blevet mere og mere umuligt. Det har han da også accepteret, men vi har stadig siddet hos ham hver aften, aet og nusset ham, indtil han er faldet i søvn. Det er der i og for sig intet galt med, men han er 4 år og snart storebror, og ingen af os aner, hvordan aftenerne fremover ser ud. Så derfor har vi øvet med ham, og det er egentlig gået meget godt, hvis det ikke var, fordi drengene pludselig er begyndt at udnytte en dør på klem og alenetid til at feste og lave ballade.

Så forrige weekend hjalp Kenneths forældre os med at dele værelserne op. Det er ikke drengene, der har ytret spor behov for det. Faktisk var Theo noget betænkelig i det, da vi i samtalerne har forberedt dem på det. Men putningen er et mareridt for os voksne. Samtidig vågner Noam ofte altid før Theo, men har altså ikke mulighed for at sidde og lege stille og roligt uden at vække ham. Derfor valgte vi – efter megen snak frem og tilbage, tøven og tvivlen – at lade dem få hver sit værelse.

Og da Theo så det? Jo, han er ellevild med det! Han er virkelig stolt over sit nye værelse, lukker pludseligt døren og leger for sig selv derinde. Legetøjet er delt en anelse op – lego på det ene, brio på det andet. Men de har forståelse for, at det kun gælder rent opbevaringsmæssigt, og at de fortsat deles om det hele. Og så sidder de altså stadig sammen og leger på enten det ene eller andet værelse afhængigt af, hvilket legetøj der bliver brugt. Samtidig er putningen blevet laaaangt bedre! Noam falder nu i søvn af sig selv uden forstyrrelser og snak. Theo bliver fortsat ind i mellem nusset, men andre dage har jeg blot kunne lukke døren lidt på klem, og så er han faldet i søvn helt af sig selv. Dét er en kæmpe forandring for os alle. Og en lettelse for mig der om lidt kan se frem til 2 ugentlige aftener alene med 3 børn, der skal puttes, mens Kenneth er på døgnvagt.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Verdens værste weekend