En universal regel?

En del af overtidsholdet

Officielt er jeg nu gået over tid. Dén havde vi ikke set komme, da jeg i uge 34 var indlagt med regelmæssige plukveer, åbnet 1,5 cm og blot krydsede fingre for at komme så tæt på termin som overhovedet muligt. Da forudså jeg overhovedet ikke, at jeg ville ende med at gå over tid.

Men her er vi så, og vores søn er lige nu ganske få timer fra at blive en decemberbaby. Det gør mig nu ikke spor – det lyder meget hyggeligt. Jeg er i dag 40+1 og har fået foretaget 3 hindeløsningen. Den første i mandags gav lidt murren, den næste om tirsdagen absolut ingenting, og i går havde jeg så en del plukveer om aftenen, der aldrig udviklede sig. I dag har jeg også haft en masse plukveer, der bider til, og murren efter forsøg med hindeløsning, men det lader ikke til, at der sker mere. Er det tilfældet, skal jeg atter i morgen tidlig ringe til jordemoderen fra hjemmeholdet, som vil forsøge sig med endnu en omgang hindeløsning.

Det er spøjst det her med overtid. Jeg husker tydeligt frustrationen i graviditeten med Noam. Hele tiden havde man gået og talt ned til dén ene dag. Og selvom kun 5% føder på terminsdagen, er det alligevel dén dag, man gennem 9 måneder ser frem til. Når man så går over tid, oplever man en følelse af rastløshed og tomhed. For hvad skal man nu tælle ned til? Vi planlægger så meget af vores liv i så mange detaljer som muligt. Personligt er jeg fan af struktur og kasser, jeg kan proppe alting i. Jeg kan godt lide visheden om, hvad der skal ske og hvornår det skal ske. Jeg dur absolut ikke til ?vi tager det, som det kommer.?, og det er ellers netop, hvad en graviditet er fuld af – og især fødslen. Man kan planlægge nok så meget og have nok så mange lister, men hvornår, fødslen sker, er altså ikke noget, man bare kan krydse af på en tjekliste.

Så her står vi: jeg har meget lidt tiltro til, at min krop selv kan finde ud af at lave de her plukveer om til nogle virkelige veer, der sætter fødslen i gang. Jeg tror måske, at jeg er forberedt på, at vandet bliver taget onsdag og før sker det højst sandsynligt ikke. Det kunne være fedt, hvis der ikke behøvede nogen større hjælp til at starte processen, men jeg har svært ved at tro det. Men ved siden af står der altså to små drenge, og kunne man gøre det om, burde man nok have givet dem en anden tidshorisont end den faktiske. For Noam især er rigtig god til at tælle ned og glæde sig til ting. Han husker præcis, hvor mange dage der er tilbage og hvad man tidligere har sagt. Og så regner han ellers selv frem og tilbage. For drengenes vedkommende er sådan en graviditet selvsagt ret abstrakt i sig selv. Noam har snakket meget om fødslen, smerter, navlestreng og bekymringer. Vi har snakket det hele fuldstændig igennem, og forhåbentlig er de begge godt forberedt, når fødslen omsider opstår, og de skal hjem til Kenneths forældre. Men de havde virkelig håbet på, at lillebror ville være her til Disney show og fredagshygge i morgen, og det ser desværre ud til at blive mere og mere svært at opfylde.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En universal regel?