Den største kliché

Lillebror er allerede 1 uge gammel, og hvor dén uge blev af, aner jeg virkelig ikke. Vi har allerede været en familie på 5 i hele 7 dage. Tiden er bare fløjet fuldstændig forbi os. Jeg forsøger ihærdigt at holde fast i øjeblikket, dufte lidt ekstra til min nyfødte og nyde tiden med ham. For om lidt er han ikke nyfødt mere, om lidt har han ikke duften mere og om lidt er min måske-sidste baby ikke en baby mere.

Lillebror er den perfekte tilføjelse til vores familie. Han er så skøn og mild. Han var så højt ønsket, nu er han så vanvittigt elsket. Fiduserne er helt væk i ham, og jeg må indrømme, at især Theo har overrasket mig meget. Jeg var spændt på, hvordan han ville takle at gå fra at være den mindste til den mellemste. Men han er bare så god ved lillebror. Han synger for ham hele tiden, han forsøger at trøste og han spørger hele tiden efter lillebror. Hver gang lillebror ikke lige har været indenfor rækkevidde, men feks puttet inde i sengen med Kenneth, er Theo troligt listet ind ved siden af ham, lagt sig helt tæt ganske forsigtigt og så ellers nusset sin lillebror.

I det hele taget er drengene virkelig omsorgsfulde og gode til at vise hensyn. Kærlighed mangler lillebror bestemt ikke. Til gengæld mangler han stadig et navn. Vi er ikke kommet spor tættere på et, og jeg tror, at jeg efterhånden er ligeså spændt som familie og venner på, hvad han mon skal hedde.