En følelse af græsenke

Min 30 siders eksamensopgave er netop afleveret til bedømmelse og dermed er jeg nu officielt på barsel. Dét har jeg virkelig set frem til. Jeg har virkelig, virkelig glædet mig til barselstiden, gåture med barnevogn og masser af babysnuseri. Nu skal stressen forlade kroppen, hovedet komme helt ned i gear og de næste 13 måneder tilbringes med mine 3 skønne drengebørn, inden specialet skal skrives i februar 2019.

Vi er startet året ud med en syg Theo, som den meget, meget tidlige 1. januar morgen pludselig fik høj feber. Hele dagen i går sov han væk på sofaen afbrudt af opkast og Panodil. I dag startede Kenneth så op med dobbelt døgnvagt ovenpå en dejlig juleferie, så jeg afleverede Noam i børnehave 10.37 til en kort dag, mens Theo sad syg på bagsædet i bilen og Atlas sov i autostolen. I morgen er Theo helt sikkert også hjemme. Der er umiddelbart ingen bedring at spotte, men til gengæld har jeg absolut ingen planer. Der er ingen stress og jag, ingen deadline, opgave eller andet, der kræver min opmærksomhed – lige bortset fra min baby selvfølgelig ? Men det er fantastisk at mærke, at vi slet ikke behøver have travlt, og at jeg har alverdens tid til omsorg og nærvær. At det ikke gør spor at tilbringe hele dagen på sofaen og at det ikke betyder noget, om vi er på vej ud ad døren kl 8 eller 10.

Til gengæld så sucks det at være alene om børn, hus og hjem. Det tror jeg ikke er en unormal følelse, når man tidligere har været alenemor. Jeg kan i hvert fald godt blive helt forkvalmet i tanken om tiden. Men omvendt ved jeg også, at vi klarer den, og at Kenneth trods alt kommer hjem igen.

Noam er sindssygt hjælpsom af natur, og jeg takker ham mange gange for at løbe efter en spand til Theo, som panikker over opkast, netop som jeg sidder og ammer Atlas. Noam er virkelig god af sig, og vi klarer helt sikkert de her alenedage, men lige præcis den her uge smuttede Kenneth som sagt ud ad døren i morges, mens vi andre sov videre og kommer først hjem igen natten til torsdag. Derudover skal han igen arbejde 16 timer fredag og 12 timer lørdag, så vi er virkelig meget alene. Sådan er nogle uger. Men det er en ambivalent følelse, for selvfølgelig kan jeg godt savne, at min kæreste træder indad døren kl 16, hjælper til med madlavning og putning af børn, ligesom alle andre med almindelige arbejdstider. Men omvendt er vi også ret heldige langt det meste af tiden, når Kenneth 4 ud af 5 uger kun har 2 arbejdsdage og dermed weekend fra onsdag kl 23. Det betyder jo så, at der er lidt go på de to døgn, han er af sted, men med mig på barsel har vi intet, vi skal nå. Så jeg slækker på mine krav og forventninger til mig selv, serverer rester og forsøger at lade rod være rod, hvis det er nødvendigt. Og hvis drengene så kommer 30 min senere i seng end planlagt, så går det nok ?