Super-mom!

I dag har jeg følt mig lidt som en super-mor. Det er ret spøjst taget i betragtning af, at vores hverdag nu er fuldstændig anderledes end for så sent som en uge siden. Siden Atlas blev født for præcis 5 uger siden, har jeg jongleret to børn, en baby og dertil amning og afbrudt søvn, hus og hjem med en 30 siders eksamensopgave bestående af et minispeciale i form af forskning. Og nåh ja – så lige oveni jul, hvor også Nissen, julegaveindkøb og hjemmelavet risengrød fra bunden er en prioritet. Men det er ikke de 2 børn, babyen og eksamensopgaven sammenlagt, der har fået mig til at føle mig særlig super. Ironisk nok.

For nej, først i dag følte jeg mig faktisk super. Kenneths vækkeur ringede kl 6 og ca 30 min senere var han på vej ud ad døren. Resten af os lå alle i samme seng, og jeg formåede at få lokke Noam til at sove lidt videre, hvilket i sig selv er lidt af en bedrift på den tid af døgnet. Kl 7.30 vågnede han så atter op igen, kl 9 vågnede Atlas og først 9.30 vågnede Theo. Theo startede som alle andre morgener med at tisse af, men pludselig græd han ude fra toilettet og sagde, at det gjorde ondt. Så efter et lille kig ringede jeg til lægen. På under én time formåede jeg at få spist alle 3 drenge af, klædt dem i tøjet, tage make-up på og få os alle ud ad døren og på vej til lægen. På under én time! Enhver nybagt mor ved, at der altså ikke medfølger rutiner eller selvfølgeligheder ved en baby. De laver som regel altid i bleen, netop som man er på vej ud ad døren, gylper sig selv til eller andet, som gør, at man må starte forfra. Igen. Og enhver nybagt mor ved også, at make-up er en luksusvarer, der ofte er alt for tidskrævende.

Vi nåede kun at vente på sygeplejersken i 4 min, inden vi blev kaldet ind. Efterfølgende skulle vi vente på en akuttid hos lægen, og dér i venteværelset gik det op for mig, hvor glat det hele bare var gået: Atlas sov bare så fint, Theo var fuldstændig samarbejdsvillig ved både urinprøve og infektionstal, Noam fulgte flot med, stillede nysgerrige spørgsmål og delte så indholdet i drengenes slikposer lige op, mens vi ventede videre. Alle var søde og det hele kørte bare. Præcis som det faktisk har gjort hele den her uge, hvor jeg praktisk talt har været alene hjemme med alle børnene, inkl en syg Theo, mens Kenneth har knoklet på arbejdet.

Det viser sig så, at Theo har fået blærebetændelse og ligeså hurtigt fik vi købt hans medicin på apoteket. Med Atlas og Theo på bagsædet og Noam foran skrålede vi så til sangen fra ?Tinkas juleeventyr?, som vi åbenbart ikke har fået nok af, på vej hjem i bilen. Og jeg mærkede tydeligt glæden og hyggen ved 3 børn fremfor den nervøsitet, jeg havde i mig ved tanken om mig alene om dem alle udenfor husets fire vægge, hvor babygråd giver væsentligt mere sved på panden end indenfor i vores lille helle.

I mellemtiden ringede Kenneth. Han havde været dårlig fra morgen af, men det var blevet værre, så han var nu på vej hjem. Og der hyggede vi os så alle 4 med frokost og tegnefilm, mens Atlas sov videre, indtil drengene skulle hjem på weekend hos deres far.

Det er sjovt, hvordan noget så simpelt som et lægebesøg, make-up og undladelse af den ellers til tider yderst tiltrængte barselslur kan få en til at føle sig fuldstændig overskudsagtig og ovenpå. Men jeg griber fast i følelsen, for det er dén, der giver en energi, når det så til gengæld overhovedet ikke kører. Og sådan nogle dage kan man sagtens have mange af, men de små sejre tæller altså også, og dem skal man absolut huske at rose sig selv for. Også selvom de virker banale.