At være mor til 3

Tilbage i graviditeten blev jeg spurgt, om hvordan det var for mig at være gravid for 3. gang og om det blot var sådan ?lidt på rutinen? agtigt, når nu jeg modsat Kenneth havde prøvet det hele før.

Det var det ikke. Jeg synes, at en graviditet er så speciel og magisk en tid, at det på ingen måde er på rutinen. Dertil synes jeg så også, at mine graviditeter har været meget forskellige. Til gengæld synes jeg, at der medfølger en vis afslappethed, fordi man ved, hvad der skal ske. Man ved, hvordan veer føles, man ved, hvordan det er at føde, man kan lynhurtigt huske, hvilke scanninger der gør hvad osv. Men derfor er det ikke bare ?en i rækken?. Det er stadig en ganske særlig tid, det er stadig en tid med både bekymringer og glæde.

Da jeg ventede mig med Theo, tænkte jeg meget over, hvad det ville betyde at gå fra 1 til 2 børn. Når man får sit første barn, oplever man (som regel) den her overvældende følelse af kærlighed til sit barn. Man oplever, at der findes intet større og at man vil gøre alt for det her lille bitte væsen. Den kærlighed er så stor og intens, at det kan være svært at forstå, hvordan man kan opleve den igen, når man venter sig med sit næste barn. Men da Theo kom til, fandt jeg ud af, at kærligheden ikke skal deles. Den bliver fordoblet. Der bliver dobbelt så meget af beskytterfølelsen og dobbelt så meget af den der helt igennem ubetingede, ægte kærlighed.

Så da jeg ventede mig Atlas, vidste jeg, at kærligheden igen ville blive større, og jeg var på ingen måde nervøs for, hvordan jeg dog skulle kunne rumme så stor en kærlighed til hele tre børn. Til gengæld var jeg spændt på det med opmærksomhed. Jeg var spændt på, hvordan jeg dog skulle jonglere min opmærksomhed mellem tre børn, som alle naturligvis har behov. Og jeg huskede tydeligt den dårlige samvittighed overfor Noam, da han skulle dele dén med en lillebror. Især fordi Noam selv kun var 1 år og derfor ikke på samme måde kunne forklares, hvorfor mor lige var optaget af babyen, som han forstår nu.

Men Noam klarede det bare så flot! Til trods for kun at være 1 år gammel, var han meget god til behovsudsættelse og han var god til at være tålmodig. Han var ikke meget i dagpleje, da jeg var på barsel med Theo, så det var selvsagt udfordrende at dele opmærksomheden mellem dem. Babyer er bare krævende, og dén dårlige samvittighed, som det medførte overfor Noam, skulle lige takles.

Da Theo så blev 1 år, gik Heine og jeg fra hinanden, og min tid skulle nu fordeles mellem børn, studie og alle de ting, der hører sig til i en hverdag uden ekstra hænder. Og forfra skulle jeg så lære at takle den dårlige samvittighed.

To døgn om ugen er jeg helt alene med alle tre drenge, men selvom Kenneth er hjemme de fleste af ugens dage, er børnene altså stadig i overtal. Så vi skal jonglere vores tid mellem dem, som alle har behov på hver sit niveau. Det er klart, at en baby er tidskrævende. Det er et hårdt job. Som min sundhedsplejerske sagde, er Atlas nu mit job. Ham og hans velbefindende alene. Alt andet er overarbejde. Og selvom det er fuldstændig korrekt, skal der altså stadig vaskes tøj, der skal stadig handles ind og laves mad, og Noam og Theo skal også have nærvær, opmærksomhed og kærlighed. Men netop fordi en baby kræver så meget af ens opmærksomhed, kan man snildt få en følelse af, at man savner det eller de store børn, og dét skal man lige lære at arbejde sig igennem.

Til forskel for overgangen fra 1 til 2 og 2 til 3 børn så er Noam og Theo allerede vant til at dele opmærksomheden og vente på tur. Derfor er det også nemmere at være i som forældre, når barn nr 3 kommer. Noam og Theo er vant til, at der skal være plads til alle og at alle har behov. Men indtil man har taklet den dårlige samvittighed, må man jævnligt minde sig selv om, at søskende er den største gave, man kan give sine børn, at det er sundt at lære børn at dele og at verden ikke drejer sig rundt om dem. Man må minde sig selv om, at babystadiet kun er for en periode, og at alting bliver meget nemmere med tiden, omend opmærksomheden altid vil skulle jongleres.

Jeg synes, at drengene takler det hele så vanvittigt godt. De har virkelig god forståelse for, at Atlas er en baby, og babyer har behov, der ikke bare lige kan vente. Men de er som sagt også vant til, at de nogen gange må vente hver især.

Vi har snakket meget om, at babyer skal have øjenkontakt, og at det er den måde, de ved, at de er elsket. Det kan drengene sagtens forholde sig til. Så er Atlas eksempelvis vågen og vil snakkes med, mens Noam står ved siden af og fortæller noget, så kigger jeg på Atlas, mens jeg fortæller Noam, at det altså er ham, jeg taler med og lytter til, selvom det ikke ligner det. Det lyder måske super dumt, men det virker virkelig herhjemme. Noam er helt med på den og kigger ligeledes på Atlas, mens han taler videre med mig. På den måde slipper jeg den dårlige samvittighed over at misse øjenkontakt med Atlas, men jeg forsøger samtidig at inddrage Noam og rette min opmærksomhed på ham, så han og jeg får snakket sammen, selvom babyen er vågen og kontaktsøgende.

Noam og Theo er generelt meget opmærksomme på Atlas og indforstået med, at mange ting lige nu foregår på hans præmisser. De kigger altid til ham, siger godnat, godmorgen, hej og farvel. De tjekker altid til ham, når han sover, og er han vågen, taler de med ham. Theo er der også straks, hvis Atlas er ked af det og forsøger at hjælpe med at trøste ham. De kysser, krammer og putter med ham på eget initiativ, ligesom de også selv beder om at få lov til at sidde med ham. Og skal jeg tisse, er de der straks til at holde øje med Atlas. Helt af sig selv.

I dag løb Noam af sig selv ud i køkkenet efter Atlas? højstol, mens vi spiste aftensmad. Stolen havde stået i køkkenet, så Atlas kunne være med, mens vi andre lavede suppe. Således skiftes drengene helt naturligt med at røre rundt i suppen, skære kartofler i mindre stykker og snakke med Atlas, mens jeg derudover også fik mulighed for at ordne vasketøj. Da suppen så kogede færdig, og Atlas sov, legede Noam og Theo sammen på værelset, mens jeg lavede lidt mere praktisk. Midt i aftensmaden og vores ?2 bedste ting i dag?snak vågnede Atlas. Men da jeg satte mig til bordet og ammede ham, kom Noam så af sig selv med højstolen, så ?jeg havde et sted at lægge ham bagefter?.

Drengene har virkelig imponeret mig. De er absolut nogle helt fantastiske storebrødre. Men det er klart, at man i enhver familie uanset antal lige skal falde på plads i rutiner og roller, når en lille baby kommer til.