I øjnene på delebarnet

Klokken er 02.57, og jeg ligger fuldstændig søvnløs. Komplet træt og udmattet, som man er, når man ammer hveranden time natten lang, men alligevel søvnløs over aftenens hændelse.

Her i mørket ligger jeg omgivet af alle mine drenge. Atlas ligger til højre for mig, Kenneth til venstre med Noam liggende opad sig. I søvne har Theo placeret sig i fodenden. Inden Noam faldt i søvn, spurgte han, hvor mange gange han skal sove endnu, før det er hans 6 års fødselsdag. Han glæder sig så utroligt meget. Det gør han altid. Så snart vi har ramt nytår, begynder nedtællingen til marts-barnets fødselsdag.

?Noam-skat.. Nu har jeg inviteret dine gæster til fødselsdagen, og mormor og morfar kommer..? nogenlunde sådan startede jeg, da jeg havde dårlige nyheder til ham. Jeg var nervøs og havde spekuleret hele dagen, hvordan det var bedst at fortælle ham, at hans far ikke kommer. Så jeg prøvede den der pædagogiske sandwichmodel, når man skal fortælle noget dårligt. Jeg fortalte ham først, hvem der kommer og jeg kunne se glæden i hans øjne, spændtheden.

?Men far kan måske ikke komme…? og så knækkede den. Hans toneleje. Og jeg så direkte ind i øjnene på delebarnet. Jeg nåede ikke videre i den skide sandwichmodel. Det var ikke, fordi han begyndte at græde. Men vi så det i ham. Vi så, at han blev såret, vi hørte uforståenheden i ham, og jeg røg fuldstændig tilbage i min egen barndom. Min far ikke engang så meget som ringede på mine fødselsdage, og jeg husker, hvordan jeg tjekkede postkassen flere gange dagligt for at se, om der var kommet et kort. Forgæves. Den dag i dag kan mine forældre stadig ikke være i rum sammen. Det betyder ikke noget for mig i dag, for som voksen har jeg ingen kontakt til min far. Men som barn gjorde det ondt.

Jeg har altid sværget, at dét aldrig skulle ske for mine børn. Sådan er situationen heldigvis ikke mellem Heine og jeg. Egentlig har held intet med det at gøre. Vi kan sagtens være i rum sammen. Faktisk har han, Kenneth og jeg lavet flere ting sammen med drengene. Det er vigtigt for mig, at vi viser dem vejen, at vi viser dem, at kærlighedsrelationer ikke er noget, man skal frygte – heller ikke hvis de går i stykker. Det er vigtigt for mig, at vi er rollemodeller, at vi er de voksne, at vi samarbejder.

Selvom jeg straks gik hen og krammede Noam, selvom jeg forsøgte at fortælle ham, at vi også skal holde fødselsdag med børnehaven og selvom Kenneth forsøgte at fortælle ham, at vi på hans rigtige fødselsdag også kan invitere farmor og farfar, så mærkede jeg godt, at han ikke rigtigt hørte os. Han kiggede på os, men han hørte os ikke rigtigt.

Man forstår ham godt. Noam mangler absolut intet i hverdagen. Kenneth er jordens bedste (bonus)far, der glædeligt har påtaget sig alt ansvar i både det store og små. Vi er enormt heldige. Han er vores klippe. Og lige om lidt putter jeg mig helt sikkert længere ind til ham under dobbeltdynen. Men han er ikke Noams far, og det er klart, at Noam ønsker sin far til fødselsdagsfesten. Hvilken snart 6årige dreng ville ikke det?

Så jeg skrev til Heine. Knap så pædagogisk, men fuld af frustrationer over at han igen i år misser Noams fødselsdag. Og heldigvis er han ved at undersøge, om han kan rykke sin aftale. Heldigt for Noam, heldigt for delebarnet, som ikke behøver føle den konstante splittelse, som det kan være at dele sin fødselsdag op, når man i forvejen skal dele så meget andet op.