Jeg ved ikke, om det er et udtryk. Jeg ved ikke engang, om der allerede findes et udtryk for det, men hvad end det er, så gør jeg det en pokkers masse for tiden. Jeg skælder min krop ud.

Der har været stille på bloggen. For stille. Men vi har været travlt optaget af andet end baby, bleer.. og en eksamensopgave tilbage i starten af det nye år 😉 Kenneth og jeg gik nemlig ind i det nye år med et brændende ønske om at købe hus. Banken havde sagt “go” for det, så på alle Kenneths fridage har vi set på det ene hus efter det andet. Med en fin købesum på lommen og en beliggenhed i Vestjylland tænkte jeg, at det måtte være piece of cake. At vi måtte vælte i muligheder. Men det gjorde vi ikke, udbuddet var lille og hurtigt blev vores krav, ønsker og købspris revideret gang på gang.

Det er overskriften på en artikel i Informationen, jeg engang læste på vej til et blogevent i Fårup sommerland. På bagsædet sad Noam på 2 år i sin autostol og en sovende Theo på lige knap 1 år. Ved siden af mig styrede deres far rattet. Artiklen gjorde indtryk på mig. Jeg husker den tydeligt her snart 4 år senere. Den gav mig knuder i maven med dens fuldstændig relaterbare pointer. Jeg ved godt, at man skaber sin egen lykke. Jeg vidste bare ikke hvordan.

Skal det være nemt, hurtigt og samtidig virkelig lækkert, laver vi denne cremet tomatsovs. Den kan bruges i pasta, men også bulgur som et sundere alternativ. Samtidig kan den også peppes op med lige præcis de grøntsager, man har liggende i køleskabet og det bedste af det hele: den er mindst ligeså lækker varm som kold. Jeg laver altid en kæmpe portion, for fiduserne er ret skuffede, hvis der ikke er rester til madpakken 😉 Til en familie på 4 med dertilhørende rester dagen derpå bruger jeg som basis: 2 røde løg 2 peberfrugt 2/3 af et glas soltørrede tomater 1 pose pasta eller 2/3 pose bulgur 1 tsk paprika 0,25 liter plantefløde salt og masser af frisk kværtnet peber...

Lidt om mor-jokes, tarveligheder, sure lærere, aftaler og steder, der gør ondt.