Atlas, 3 måneder

Tiden flyver af sted, når man får børn. Det er den største kliché, men noget så sandt. Og tiden går bestemt ikke i stå ved nr 3. Vi har allerede været en familie på 5 i hele 3 måneder. Det er slet ikke til at forstå.

Atlas er skøn og dejlig. Han er en rigtig puttefis, der elsker at være på arm og tæt på os. Hurra for min fastvikle og tålmodige storebrødre, når vi er alene hjemme ? Atlas vågner med et smil om morgenen, han smiler hver gang, han ser en af os, og så er han begyndt at grine. I tirsdags gjorde han det for første gang med lyd. Han er så nem at få til at smile og grine – en kontrast til alt den gråd, vi har været igennem. Det ved jeg, men når han ikke er ked af det, er han den nemmeste baby at gøre glad og få til at smile og grine.

Gråden er klart blevet bedre på det sidste. Meget, meget bedre. Men jeg har en mistanke om, at Atlas? tungebånd måske er for stramt. Nærmest alle punkter på symptomlisten kan jeg nikkende genkendende til. Så lægen skal uden tvivl kontaktes som det første i morgen tidlig. Måske det kan være årsagen til hans gråd. Måske der faktisk findes en forklaring – og løsning.

Drengene er stadig enormt glade for ham. De vil hele tiden sidde med ham, lege med ham og krammer ham straks om morgenen, når han vågner. De er virkelig glade for ham, og det er så befriende at se, at der er plads til en mere i deres lille tosomhed.

Der sker så meget med ham for tiden, han udvikler sig helt vildt. Fra den ene dag til den anden er han begyndt at gribe ud efter ting og navigere dem direkte ind i munden. Det er så vildt at se den her udvikling, se, hvordan han gik i seng mandag nat uden at gribe ud efter spor til at vågne tirsdag morgen og tage fat i legetøjet, som om han altid har gjort det. Om natten er han også begyndt at dreje om på siden fra at ligge på ryggen. Jeg elsker at være hjemme med ham og opleve alle de her små ting, som er så ubeskriveligt store. Og jeg er så lykkelig over, at jeg først om 11 måneder er tilbage på studiet. At vi har næsten et helt år endnu.