Er din baby Instagram-venlig?

Okay, rimelig provokerende overskrift ik? Men lad mig forklare.

Vi er så optagede af at vise det pæne, det smukke, det Instagram venlige i vores liv. Vi viser de rigtige vaser fra de rigtige vinkler, men holder alt rodet i baggrunden langt ude af kameraets linse. Vi viser kun det pæne, moderigtige tøj i de korrekt farver frem, men undlader at poste selfies i gylpet, slidte joggingbukser. Vi viser også helst kun billeder af baby i et fancy mærke lige efter tidens tendenser, som vi med stolthed kan tagge designeren af, men undgår billeder af baby i sit  ?back-up tøj? – i hvert fald på de sociale medier. Vi viser kun os selv, når vores make-up er on point og ikke den til tider urene, tørre hud underneden med mørke, store rander under øjnene og bekymringsrynker. Vi viser glædeligt billeder af vores hjem, men kun de hjørner, hvor lyset falder rigtigt, lysestagen er rigtig, og vasketøjsbunken bagved er gemt langt væk for et kort øjeblik, mens vi klipser løs.

Hvorfor? Fordi vi ønsker, at folk liker vores billeder. Hvorfor? Fordi vi er en generation af like-hunters, der gerne vil passe ind, være rigtige og have det rigtige. I bund og grund. Sådan ret generaliseret, but you get the point.

Men hvad gør man så, når ens babyen ikke er Instagram-venlig?

Atlas er født med ikke ét storkebid, men hele 6 af slagsen og de sidder alle i hans hoved. 4 af dem placeret i ansigtet.

Et storkebid er en godartet hudforandring, har jeg læst mig til. De forekommer hos 1/3 af alle babyer. Og sjovt nok også ved mit 3. barn, mens de to andre ikke har. Jeg ved ikke, hvad det skyldes. Om det er en kombination af hans store fødselsvægt, mit lille bækken og den meget, meget hurtige fødsel. Eller om det vitterligt er helt tilfældigt. To af mærkerne – de absolut største – er ved at blive dækket af hans efterhånden hurtigtgroende hår. Det under næsen er næsten væk, dem ved øjnene vil forsvinde, har jeg læst, og det i panden vil måske indenfor få år kun vise sig, når han er vred, har jeg hørt.

Og mig? Jo, jeg elsker ham jo selvfølgelig. Jeg synes, at han er den mest skønne og nuttede baby med sit hjerteformede mærke lige i panden. Men i starten var jeg da nervøs. Jeg var bange for, hvad andre ville tænke. Hvad hvis andre ikke ville bryde sig om ham? Hvad hvis de synes, at min smukke baby var grim? I ved.. de fremmede mennesker på de sociale medier, hvis mening i bund og grund intet betyder. Og så alligevel.

Så jeg var bekymret i starten. Jeg prøvede at tage billeder af ham fra vinkler, hvor mærkerne knap nok ses og alligevel bruge tid på at redigere dem så usynlige så muligt. Og for hvad? For et like? For at en fremmed ville finde min baby bedårende?

Det tog mig lidt tid at være åben omkring det og vise det frem. Jeg var bange for, at han måske ville blive drillet eller at andre synes, at han var grim sammenlignet med mine to andre drengebørn. Men sådan har jeg det ikke i dag.

I dag gør jeg absolut intet for at skjule hans storkebid. I dag kalder jeg ham for vores kærlighedsbaby med sit kærlighedsmærke. I dag er jeg ligeglad med andres mening. For jeg synes, at min baby er skide skøn med hans lille hjerte, og dét er det, der betyder noget.