Klar, parat, friskolestart

Om 2,5 uge d. 12. august begynder Noam i skole. Det er så vildt! Så stor er han allerede, at han snart begynder i skole. Selvom han er min første baby, er han virkelig slet ikke en baby mere. Om lidt er han en skoledreng. Shit altså. Jeg er da slet ikke voksen nok til at have et skolebarn.

Den hurtige læser har måske undret sig over datoen for skolestart. For Noam skal nemlig begynde i skole en søndag. Det er da ikke helt folkeskole-kutyme, tænker du. Og du har ganske ret. For Noam skal nemlig begynde i 0. klasse på Holstebro Friskole sammen med 15 andre børn.

Som blogger må jeg hellere helgardere mig ved at starte med at pointe, at vores fravalg af folkeskolen ikke er kritik af andres tilvalg af folkeskolen. For som blogger kan man nemt stå for skud. Det her er alene et udtryk for, hvad, vi føler, der er bedst for vores børn. Og som lærer må jeg også hellere sige, at det absolut ikke er kritik af lærergerningen. Lærerne gør det pisse godt, og jeg har alt respekt for dem. Men betingelserne og rammerne, de arbejder under, kunne bare være bedre.

Sidste efterår sad jeg højgravid sammen med Kenneth til min mormors 75 års fødselsdag og snakkede med hendes kærestes børn, som fortalte om deres oplevelser og erfaringer med friskole. Og hvorfor de havde valgt, som de havde. Jeg har længe ønsket, at mine børn skulle gå på friskole, men på su og uden nogen former for tilskud og støtte, idet jeg bor sammen med Kenneth, tænkte jeg ikke, at det økonomisk var muligt. I forvejen er det selvsagt Kenneth, som betaler størstedelen af vores udgifter – også børnenes, så jeg kunne ikke drømme om at bede om en eneste krone mere. Sådan ser han gudskelov ikke på det. For ham er vi ikke små, individuelle øer. For ham er vi én familie. Og det er lige præcis disse værdier, der i sin tid gjorde – og stadig gør – at jeg vidste, at jeg var havnet det helt rigtige sted. At han er den helt rigtige for mig. For mens jeg i sin tid, da vi snakkede om fælles adresse, fokuserede på, hvor meget han økonomisk ville være nødt til at bidrage, fokuserede han netop på, at også jeg skulle være villig til at miste så stor en del af min indkomst ved at gå fra enligmor til mor, børn og far. Sådan havde jeg aldrig før set det. Men vi var begge fuldstændig enige i, at vi ville give alle vores penge væk, hvis det blot betød, at vi kunne være sammen, bo sammen og have en familie sammen.

Men heller ikke beliggenhedsmæssigt troede jeg, at det var muligt, idet vi på daværende tidspunkt boede langt væk fra en friskole, men derimod med under 1 km til 2 forskellige folkeskoler.

Da vi i udgangen af sidste år så begyndte at kigge på hus, foreslog Kenneth, at vi kunne kigge på huse i områder tæt på de tre friskoler, som Holstebro tilbyder og som er et yderst populært valg i byen. Pludselig blev drømmen om friskole faktisk en mulighed, og vores grund med snart tilhørende færdigbygget hus ligger da også blot få km fra skolen.

Men hvorfor så friskole? Jo, det er der flere årsager til. Det kan da godt føles ret modstridende, at jeg som folkeskolelærer ønsker andet end folkeskole til mine børn. Faktisk synes jeg jo, at man burde bakke op om det offentlige, og de gode muligheder vi har derigennem. Men samtidig ønsker man jo det bedste for sine børn, og som folkeskolen er lige nu, mener vi, at der findes bedre muligheder. Ikke fordi folkeskolerne er dårlige, vi tror bare på, at det her er bedre.

Først og fremmest er klasserne på friskolerne små. I Noams klasse er de 16, der er maks plads til 18 i hver klasse. Det er klart, at 1:16 giver mere lærerkontakt end 1:28, som det er i folkeskolen. Med få elever pr klasse er der bedre tid og mulighed til fordybelse i det enkelte barn for læreren. Det giver lidt sig selv.

På Noams skole har de de første mange år fri 11.45 hver dag. I 9. klasse vil han have fri kl 14. Der er altså ikke tale om heldagsskolen, som jo er yderst debatteret. Jeg tror ikke på, at flere timer er lig med bedre og mere læring. Jeg tror på, at det handler om kvaliteten af de timer, de har og ikke kvantiteten. På uni har vi haft rigtig meget om de bedste læringsbetingelser, og her er lange skoledage altså ikke en af dem. Tværtimod. Jeg synes, at det er så vigtigt, at vi bevarer deres barndom. At der er plads til andet end blot skolen. At der er mulighed for både fritidsinteresser, legeaftaler og rent faktisk at se sin familie uden at være totalt kørt over i sin hverdag. Vi tror på, at man skal passe på med at presse vores børn for meget, vi skal stoppe op og bare lade dem være til. Vi kender ikke barndommen, som Rousseau så fint sagde, men barndommen er ikke et middel til voksenlivet. Voksenlivet er ikke målet i sig selv, hvor barndommen er vejen dertil. Barndommen har værdi i sig selv. En værdi vi ikke skal undervurdere. Og så skal vi huske på, at læring ikke kun sker i et klasseværelse. Der er læring overalt, og det behøver altså ikke kun være gradbøjninger eller kommaregler for at have værdi. Men vi skal passe på, at vi ikke kvæler lysten til at lære. For det risikerer vi, når der ikke er plads til andet, og når læringen konstant skal måles, vejes og vurderes.

Det leder mig frem til sidste, men ikke mindst dødvigtige punkt: friskolen er karakter-, test- og eksamensfri. Det lyder måske en anelse hippie-agtigt, men det giver så god mening. Et af folkeskolens mest fornemme mål før i tiden var dannelsen. Dannelsen til det gode menneske, dannelsen til det gode liv. Men vi bevæger os over i et konkurrencesamfund, hvor alting skal kunne vurderes og rangordnes. Vi skal blive bedre, bedre og bedre. Og vi skal kunne se resultaterne sort på hvidt. Vi skal kunne måle dem. Og man kan jo ikke måle et godt menneske, vel? Men vi kan måle matematikfærdigheder, sprog og geografi. Vi glemmer at se på det enkelte menneske. Vi glemmer, at vores børn er mere, end hvad de blot kan. Vores unge mennesker præges som aldrig før af angst og ensomhed. Vi gør noget galt, og vi tror på, at det starter med vores menneskesyn. At vi skal lade vores små børn være, vi skal lade barndommen være, og vi skal give dem plads og mulighed for at udfolde sig, som de vil, uden vi måler dem og dræber alt deres velvillighed og lyst til at lære ved konstant kompetencevurdering og øget præstationskrav.

Så vi har valgt friskolen, og det er en beslutning, vi hviler utroligt meget i. At skolen er fri for tests, karakter og eksamen forhindrer dem ikke i at komme videre. Det forhindrer dem ikke i at tage en gymnasial uddannelse eller universitetet. Faktisk klarer friskolens elever sig utroligt godt efter 9. klasse.

Selvfølgelig kræver det også et vist overskud at vælge en friskole, for det har høje krav til forældrene. Det er ikke bare et opbevaringsted, mens vi smutter på arbejde og videre i vores hverdagsliv. Det kræver forældreengagement med rengøring og fællesskab, og det har uden tvivl også været i vores overvejelser. Men vi har valgt at vende det til noget positivt: at det giver os – og nok især mig – mulighed for at skabe relationer, bekendtskaber og et netværk i en ellers helt ny by.

Så dét skal Noam efter vores lange sommerferie, der startede i slutningen af juni. Theo er naturligvis – ligesom Atlas – også skrevet op til friskolen. Men inden da nupper han et år i den tilhørende, private børnehave, som er en del af friskolen. Det er en eksperimenterende, skæld-ud-fri børnehave, som deler legeplads med skolen. På den måde er der mulighed for, at drengene faktisk kan se hinanden flere gange om dagen, når de efter flere år sammen i børnehave bliver splittet. Med kun 20 andre børn i børnehaven er vi sikker på, at det er helt perfekt for Theo, som er meget genert og har svært ved selv at række ud og danne relationer uden Noam i hånden. Det bliver godt for ham at prøve selv samtidig med, at der står nogle meget engagerede pædagoger klar til at støtte ham og der ikke er overvældende mange børn at forholde sig til.