Putteritual

Da Noam var baby, læste jeg alle steder om vigtigheden af en putterutine, og hvordan man bør påbegynde at skabe sådan en i 2 måneders alderen. Og jeg husker da også tydeligt, hvordan sveden nærmest raslede ned ad ryggen på mig i ren og skær panik over først at have dette kendskab, da Noam altså var 4 måneder.

Atlas er nu 8 måneder gammel, 3. barn og har ingen putterutine. Eller jo. Atlas falder altid i søvn med venstre bryst i munden inde i sofaen, inden han sovende bliver puttet videre over i vores seng. Men han bliver altså hverken fast eller konsekvent puttet kl. 19, han bliver heller ikke puttet i egen seng, hvor han alene og med en sut i mund og hånd falder i søvn og sover til den lyse morgen. Og nej – jeg tvivler på, at en konkret putterutine ville få ham til at sove 12 timer i streg ;-). Men jeg kan alligevel ikke helt finde ud af, om vi agerer total nybegyndere eller om vi egentlig bare tilpasser os de tegn, Atlas så fint viser, når han viser dem. Virkeligheden er måske nok et sted midt i mellem. Men det fungerer for os, og det har det hele tiden gjort.

Så da Atlas’ sundhedsplejerske nævnte for os, at vi burde påbegynde en fast rutine inde i hans seng omkring 2 måneder alderen – præcis som jeg læste for 6 år siden – tog jeg det nok lidt med et gran salt. For jeg kan ikke lade vær med at tænke, at det næppe ødelægger ham at falde i søvn i mine arme. Der finder han tryghed og ro, mens han gumler løs på brystet som den suttenægter, han er. Helt uden gråd og kamp, men præcis når han er klar.

Eller hvad? For på den anden side er der vel en årsag til, at det i så mange år har været et meget bestemt og selvfølgelig velment råd. Men jeg er ikke klar til at tage en kamp, der føles unødvendig, når jeg synes, at vores knap så rutineprægede putning faktisk fungerer. Jovist, det kunne være fedt, hvis også Kenneth kunne putte Atlas, og det ville selvfølgelig også være skønt med en konkret sengetid. Men i stedet står Kenneth så altid for putningen af de 2 store børn, så helt ville jeg nok næppe alligevel slippe 😉 Jeg er jo mor, og putning følger med – uanset. Og Atlas er til gengæld god til at sove dét længere om morgenen, hvis han er puttet senere. Og så synes jeg jo bare, at han er så lille. Det er så kort en tid, så det går nok. Tænker jeg. Han falder nok næppe sådan i søvn, når han er hverken 6 eller 16 år.