Jeg havde egentlig tænkt, at mine opskrifter skulle være alt andet end supper og salater. Det er sådan lidt en typisk stereotype tanke ik? “Hvad kan du ellers få?” agtigt. Men årh.. Det blæsende, regnfulde vejr byder bare på den ene lækre suppe efter den anden, og i sidste uge fik jeg så kastet mig ud i en med broccoli. Generelt er jeg bedst til cremede supper, hvor man kan proppe alverdens slags grøntsager i, blende og tilføje plantefløde. Det er som regel også et ret stort hit blandt børnene, og broccolisuppen var ingen undtagelse, så opskriften får I altså lige her: 1 stor løg 2-3 fed hvidløg 500 gram kartofler 1 broccoli – gerne med stilken også 1,5 tsk...

Det er allerede to måneder siden, at Kenneth og jeg blev gift, mit efternavn blev skiftet ud med hans og vores gæster blev inviteret på en kæmpe buffet bestående af vegansk mad. Vi havde mange overvejelser omkring maden til vores bryllup. Sådan virkelig mange. Vi vaklede frem og tilbage, for konstant lå det i baghovedet: “Kan vi tillade os det?“. Vi endte med at sige ja, ja til hinanden og ja til en vegansk menu. For hvorfor skulle vi ikke kunne tillade os det? Det er jo bare grøntsager. Og det er ikke, fordi retterne bestod af hokus-pokus ingredienser, hvor gæster dagen efter ville vågne op med en 3. arm. Det er blot grøntsager. Og det er heller ikke just,...

Efter Alfred startede i dagpleje begyndte tingene stille og roligt at gå dårligere og dårligere med ham. Han var tit syg og blev ringet hjem. Hans dagplejemor, som ellers var vildt fantastisk, begyndte at stille spørgsmålstegn ved nogle af hans måder at agere på hos hende. Han var blandt andet meget asocial, gik ofte på tæer, kunne ikke magte når de skulle ud blandt andre, havde intet sprog og reagerede ikke, når man sagde hans navn. Hun fik derfor fat i sin chef, og det endte med, at der kom en pædagog og kiggede lidt på ham, hvilket betød, at et tværfagligt team fra Aalborg kommune kom på sagen. Teamet bestod af en pædagog og en psykolog. Vi stod samtidig...

Tag godt imod den første fortælling skrevet af Viggos mor. Tusind tak for jeres deltagelse, tak for jeres åbenhed, mod og rørende  fortælling.  Det hele startede en tidlig vintermorgen i februar. Et barn var født, min søn. Allerede dén dag tabte jeg mit hjerte. Jeg tabte mit hjerte til ham. Vores begyndelse på livet var smuk, men også svær. Jeg blev tidligt alene med min søn. Men han var alt, og han var helt unik. Allerede fra han var helt spæd, fornemmede jeg, at han hurtigt blev overstimuleret – rytmer skulle holdes, og afveg jeg for meget fra dem, betalte jeg prisen med en skrigende baby eller en baby, der ikke kunne sove. Måske var jeg også særligt overbeskyttende, netop fordi...

Så dér sad vi i bilen på vej til børn- og unge klinikken i Herning, og godt en time efter var vi på vej hjem igen. Og med os havde vi både en tom følelse og en diagnose. Eller jeg havde en tom følelse i hvert fald. Det var ikke, fordi der var stille i bilen. Der blev da snakket, som vi plejer, vi opførte os, som vi plejer. Men indeni mig var der rungende stille. Jeg følte mig helt tom. Det er ikke, fordi jeg havde en masse forventninger, for som jeg skrev, anede jeg ikke, hvad jeg skulle forvente. Men alligevel forventede jeg nok noget. Noget andet. Det er ikke kritik af specialisten, slet ikke, jeg synes bare,...