Barnet bag diagnosen #6: Christian

Det her er Christian på 6 år. Christian er en dejlig dreng, som hopper, springer, danser, fjoller, lærer bogstaver og tal, præcis som alle 6 årige skal. Christian er også den kærligste storebror til lillebror H på 2 år. Christian har et stort temperament, kan ikke holde sin mund, glemmer rigtig mange beskeder og glemmer at få ting med sig.

Men oveni alt det almindelige har Christian en ekstra portion udfordringer. Primært pga diagnosen “F90.1 hyperkinetisk adfærdsforstyrrelse”, med tillæg af “non-organisk søvnforstyrrelse” og kagen sprinkles lige med lidt krymmel af motoriske tics.

“Ja, vi skal i dag tale om resultatet af de test og undersøgelser, Christian har fået lavet de sidste 14 dage. Resultatet er, at vi har valgt at tildele Christian diagnosen ‘F90.1 hyperkinetisk adfærdsforstyrrelse’”. Selvom man på forhånd har en fornemmelse af, at de utallige besøg på børne- og ungdomspsykriatrisk center ender med ovenstående, så både eksploderer og imploderer ens verden totalt lige der. Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at Christian havde ADHD – for det er det, vi i daglig tale kalder en hyperkinetisk adfærdsforstyrelse. Men jeg ønskede og håbede til sidste sekund, at overlægen ville sige noget andet. Men der sad vi. Og hvad så nu? Christian er på det her tidspunkt ca. 5år og 4 mdr, går i alm. børnehave og er storebror til H på 1 år.

Grunden til, at vi er endt her, er, at Christian aldrig har sovet godt. Det kan tælles på 1 hånd, hvor mange gange han har sovet igennem.

Men basic er, at vi, da Christian bliver 4,5 år, er oppe 20-25 gange HVER nat! Vi er igang med forskellige pædagogiske tiltag. Alt hvad vi kan komme i tanke om, og alt hvad alle fagpersoner og alle andre kan komme med af forslag. Men alt uden resultat. Hvis noget virker, stopper det igen efter ca 14 dage.

Der sidder jeg til et stafetlog møde i børnehaven med psykolog, talepædagog, fysioterapeut og børnehaven og hyler. Jeg er træt og vil have hjælp. Mit barn skal sove! Psykologen sender os til egen læge, som sender os retur. Vi frygter, at vi bare skal kastes rundt nu. Men psykologen griber os og laver tests og henvisning til børne og ungdomspsykriatrisk center.

Det var en klump at sluge. Lige meget, hvor meget jeg ønsker mig hjælp, ved jeg også godt, hvor vi er på vej hen. Christians halv storebror på fars side har ADHD, Christians far har alle symptomer, og flere familie medlemmer enten har symptomer eller diagnose i denne retning.

Christian kommer igennem udredning og ender med 2 diagnoser, og vi begynder nu at få hjælp i form af vejledning, anerkendelse og medicin. Vi kan sparre med andre omkring det at have et barn med ADHD. Men der skal også sluges kameler. Vi skal erkende, at vi ikke kan de samme ting som alle andre, fordi Christian har brug for forudsigelighed. Han kan dårligt rumme mange mennesker, både som fester og en tur i Legoland. Han er dårlig til at koncentrere sig, han handler, før han tænker.
Han ved godt, hvordan man skal opføre sig, han glemmer det bare i nuet, og så er kroppen 5 skridt foran hjernen.

Vi skal også have præsenteret det her for vores familie, venner, omgangskreds og børnehavegruppens forældre. Vi vælger straks, at det ikke er en hemmelighed. Vi tager kampen. ADHD er ikke en mode diagnose, som uopdragne børn får. Det er en diagnose, som både rammer den enkelte, men også familien. Den har konsekvenser resten af livet, og man kan ikke vokse fra det, men man kan lærer strategier til at leve et godt liv med ADHD. Og nej det smitter ikke. Man kan arve det, men det er ikke nødvendigvis arvet.
Man er ikke uopdragen, man er impulsiv, fordi hjernen ikke når at bearbejde indtryk, før kroppen har reageret. Man siger og gør uhensigtsmæssige ting. Man kan være meget selektion sensitiv, men behøver ikke være det. De fleste synes, at trygge, faste rammer er det bedste, og nye, uforudsigelige ting er svære. Det kan være svært med nyt tøj, nye sko, nye mennesker, nye lyd, nye lugte og alt andet.
Mad er for mange en udfordring. Både pga medicinen, som ofte er appetitdæmpende og madlede ofte følge med som bivirkning. Men vores søn har også problemer med mad, som rør hinanden. Han er seriøs kandidat til en rumopdelt tallerken, og vi kender andre, som også har det ligedan.

Videre i processen står vi og skal beslutte, om vi vil gå den “alm.” vej med folkeskole eller om vi ønsker at søge et special tilbud til ham. I processen går min mavefornemmelse “i stykker”. Jeg har ingen fornemmelse i kroppen af, hvad der er rigtigt, og jeg har altid troet 100% på at lytte til min mavefornemmelse. Så min mand må træffe en beslutning, og jeg må stole blindt på, at hans valg er rigtigt, for jeg kan ikke vælge noget.

Valget bliver, at Christian skal starte i folkeskole sammen med den børnegruppe, han har gået i børnehave med. Det er børn, han kender godt, det er børn, der kender ham godt, og med så stort et skift, som skolestart er, tænker vi, at den her fantastiske børnegruppe kan bærer ham igennem.

Det at være forældre til et barn med en diagnose kan byder på oplevelser og følelser, man ikke vidste fandtes, og man oplever kendte følelser på en ny måde. Klicheen, at man først kender kærlighed, når man får børn, passer langt hen af vejen. Jeg vidste godt, at jeg elskede mennesker i mit liv, før jeg fik børn. Jeg elsker min mand, mine søskende, mine forældre og venner. Men jeg oplevede kærlighed på en helt ny måde, da jeg fik mit første barn.

Sådanne oplevelser skulle jeg igennem igen med andre følelser. Dårlig samvittighed, had, vrede, frustration og afmagt.

Det er så tabubelagt at sige, at man hader sit eget barn. Men der endte jeg. Jeg hadede ham. Han kunne pisse mig af, inden jeg var stået ud af sengen om morgenen. Jeg har aldrig ikke elsket ham, jeg har bare elsket og hadet ham samtidig. Og hvor går man hen og siger det? De første gange, det lykkedes mig at sige det højt, blev det totalt underkendt “man kan ikke hade sit eget barn” . Jo, det kan man godt.

Aldrig i mit liv har jeg oplevet dårlig samvittighed som overfor mine børn. Glem alt om dårlig samvittighed over opvask og vasketøj, der venter. Glem dårlig samvittighed over glemte aftaler eller at man ikke lige fik besøg fætter Frans eller moster Anna. Dårlig samvittighed over ikke at have lyst til sit eget barn slår alt. Dårlig samvittighed over at man har et skyggebarn, som også skal have tid, plads og rum hos forældre, der er på overarbejde med storebror og man derfor “glemmer” det andet barn, fordi der ikke er mere energi, der er ikke flere kræfter. Så taler vi om dårlig samvittighed.

I dag er vi der, hvor Christian hver aften får 2 piller. Først en “ha’ en god dag i morgen”-pille og en “sov godt”-pille, som han selv kalder dem. Først en pille, som skal hjælpe med symptomerne, som ADHD giver, og bagefter en pille, som hjælper ham til at sove.

I ca 5 måneder har han nu sovet igennem 12-13 dage ud af 14. Mor og far går på forældrekursus i, hvordan det er at leve med at barn med ADHD, udfordringer og hvordan vi kan håndtere og arbejde med de udfordringer, der er hjemme hos os. Mor går til samtaler for at få styr på de tanker og følelser, der fylder alt for meget på en negativ måde. Christian går i 0.b sammen med 20 andre dejlige børn og klarer det godt, selvom det ikke er uproblematisk og der stadig er mange møder, samtaler med klasselærer, mange forklaringer og mange konflikter der skal håndteres.