Tror du på skæbnen?

Årh er I klar til sådan et rigtigt flødeindlæg sådan en kold og kedelig mandag? Jeg tror på, at vi har brug for dem ind i mellem. Brug for hverdagsmagien, når det er ekstra koldt udenfor og hverdagen kører lidt som et hjul.

Tror du på, at nogen bare er skabt for hinanden? Jeg gør. Jeg er sådan en sucker for alt, der omhandler romantik. Jeg slubrer det i mig, når der kysses i film, og jeg græder, når nogen går på knæ. Jeg er fuldstændig solgt.

Jeg vil gerne tro, at Kenneth og jeg var ment to be. At vi var skæbnesbestemt. Omend jeg da godt gad have taget en genvej i stedet for først at møde ham efter at have fået 2 børn, efter han var blevet 30, efter lidt for mange omveje. Men man kan måske bare ikke slå en smutvej. Måske livet skulle ruste os. Måske vi bare først skulle være klar? Klar til hinanden og alt hvad vi er og har i os. I don’t know. Måske man bare ikke skal tænke så meget over det, men jeg kan godt lide tanken om, at det er skæbnen.

På min mors skrivebord på hendes kontor i mine forældres hjem står en lille ramme med et lille billede. På det billede sidder min søster og jeg i matchende lillae kjoler med blomsterkrave og kigger med vores store øjne og helt lyse hår. Vi er ikke mange år gamle. Jeg tror, at jeg er omkring de 3-4 år. Måske endda yngre. Manden, der tog billedet, var en af mine forældres gode vennepar. Jeg husker ikke hans ansigt, men jeg har hørt mine forældre snakke om dem mange gange. Jeg har overhørt min mors lange telefonsamtaler med hans kone mange gange, og jeg har da også som barn mødt dem mere end den ene gang, hvor billedet er blevet taget.

Jeg har altid sagt, at Kenneth er fra Holstebro. Men det er faktisk ikke helt sandt. For indtil han blev 8, boede de på Sjælland. Da han så blev 8, flyttede de til Vestjylland. Hans bedsteforældre på hans mors side valgte at flytte med, da de oprindeligt er fra Vestjylland. Derfor er Kenneths familie spredt mellem hhv Sjælland og nu Holstebro. Foruden et par søskende, en onkel, tante og fætter er også hans fars søster bosat på Sjælland. Hende og hendes nu afdøde mand kender kun Kenneths forældre og ét andet par i Jylland. Så når de har været i Jylland, har de kørt mellem de to familier, besøgt dem begge på skift og sovet hos enten de ene eller de andre.

Og de andre? Jo, de er bosat i Østjylland og er mine forældre. Manden, der har taget billedet af mig som ganske lille, er altså Kenneths fars søsters mand. Det er så vildt altså. Tænk sig kun at kende 4 mennesker i hele Jylland. F I R E. 2 af dem er Kenneths forældre, 2 af dem er mine forældre. Hvor tilfældigt er det ikke lige?

Og den her højtaler, som vores fælles søn er så vild med? Den købte jeg ganske kort tid, inden jeg mødte Kenneth. Vi snakker måske et par uger. Jeg faldt tilfældigvis over den, og uden at vide spor om lyd og højtalere faldt jeg bare for den. Den var lille, hvid og passede helt perfekt ind i mit hjem, hvor drengene og jeg manglede noget andet end bare min telefon til at afspille “Åh abe” på. Højtaleren viste sig heldigvis at være rigtig god trods den lille størrelse. Selv musikpædagogen herhjemme er meget glad for den. Og højtaleren? Jo, den hedder tilfældigvis præcis det samme, som vores gadenavn, vi sammen har bygget vores drømmehus på, gør. Et navn, der hverken er typisk for en gade eller har spor med musik at gøre. Det er selvfølgelig bare helt tilfældigt, men jeg synes alligevel, at det er spøjst, at jeg har købt en højtaler, lige inden jeg mødte min kommende mand, som viste sig at hedde det samme som vejen, hvor vi sammen skulle ende.

Og som prikken af i’et er min kære mand også en smule overtroisk. Han har noget med nummeret 33. Et nummer, der altid har forfulgt ham og gået igen, når der er sket noget godt i hans liv. Udover at være overtroisk kan han heldigvis også være romantisk, når han vil. Og jeg er selvfølgelig en sucker for det 😉 Forleden kom han netop hjem fra arbejde, kyssede mig og bad mig lægge tallene fra vores årsdag sammen. Samme dato, som vi har valgt at blive gift. Og lige præcis de tal giver hans tal.

Måske jeg bare er en sucker. Måske det altsammen bare er tilfældigheder og ønsketænkninger. Men jeg sluger det i mig. Jeg elsker tanken om, at dét her.. det var meningen hele tiden.