2018, du var for vild

Om at have en landsby

Atlas er nu 13 måneder, min barsel spiller på det sidste, og hvad der så skal ske, har jeg faktisk ikke indviet jer i før.

Da Atlas var født, tog jeg én uges pause fra mit studie, og derefter fortsatte jeg med at skrive den forskningsrapport på 30 sider, som ville give mig barsel indtil februar 2019. Havde jeg ikke fået lavet opgaven med baby i brystet, to børn på sidelinjen og jul oveni hatten, skulle jeg allerede være tilbage på studiet i september 2018. Så det betød enormt meget for mig, og sammen med min studiekammerat fik vi både færdiggjort opgaven i tide, hevet en god karakter hjem, og så kunne vi ellers begge gå på barsel med alle vores moduler færdiggjort og bestået.

Tilbage mangler jeg blot mit speciale på små 100 sider omkring børn og relationer og hvordan disse kan blive uhensigtsmæssige for barnets selvudvikling. Smadder spændende! Jeg skriver igen med min veninde fra Fyn, og jeg glæder mig ærlig talt til at blive udfordret anderledes end hverdagen byder mig. Jeg har aldrig haft barsel så længe eller gået hjemme så længe med nogen af de andre, og jeg må indrømme, at den ene dag tager lidt den anden, og at det for mig godt kan blive en anelse trivielt. Alligevel er det præcis, som jeg ønsker det.

Har man fulgt med på bloggen de sidste 7 år, ved man, hvor svært jeg havde det med at aflevere Noam i dagpleje, da han var 10 måneder gammel, og jeg skulle tilbage til mit studie. Man ved også, at jeg holdt Noam hjemme det meste af min barsel med Theo, og at jeg i øvrigt kæmpede for, at Theo måtte blive hjemme, selvom jeg atter skulle tilbage til mit studie, da også han var 10 måneder. Det lykkedes, hans far og jeg jonglerede vores skemaer, således en af os altid var hjemme. Men da Theo var knap 13 måneder, gik jeg fra deres far, og Theo begyndte derfor i dagpleje, da han var 14 måneder.

Man kan kalde det erhvervsskadet, men i virkeligheden er det ren og skær instinktivt for mig. Det strider imod min allerinderste mavefornemmelse at være nødsaget til at sende mit barn i institution, før det er fyldt 1 år. Jeg ved godt, hvad forskningen siger – det giver sig selv med mit studie, men egentlig bakker forskningen blot min mavefornemmelse op. Og hvilken finere fornemmelse har man?

Derfor kæmpede jeg med min opgave, så Atlas ikke var nødt til at komme i dagpleje i en alder af kun 8-9 måneder. Og jeg har da også gjort det klart og tydeligt for Kenneth, hvordan jeg har det, som absolut bakker mig op og ønsker det samme. For allerhelst så jeg, at mit barn først starter, når det er 2 år. Det er desværre ikke realistisk for ret mange i det moderne samfund, og umiddelbart er det det heller ikke for os.

1. februar begynder jeg altså mit studie, men Atlas er ikke igang med en indkøring. Det bliver nemlig ikke nødvendigt. For mit speciale skal skrives fra vores kontor. Derfor bliver Atlas også hjemme.

Der er mange ulemper ved at være gift med en mand, der har døgnvagter – og arbejder med mennesker. Utroligt mange. Men der er også fordele. Og en af de fordele er, at han som regel altid har flere fridage end blot de to i weekenden. Derfor tager Kenneth sig af Atlas på sine fridage, mens jeg så isolerer mig på kontoret og taster løs på alle de tidspunkter af døgnet, hvor det er muligt. Som supplement dertil har vi valgt at ansætte Kenneths fætters kæreste, som er blevet en utrolig nær veninde. Atlas er ellevild med hende, hun læser til sygeplejerske med henblik på at blive sundhedsplejerske og hun er fantastisk til børn. Og den første der fik Atlas til at klukgrine i sin tid. Til vores kæmpe glæde har hun valgt at takke ja til at passe Atlas på sin ene studiefrie dag. Alternativt havde vi overvejet at søge en pædagogstuderende, men det giver bare så meget bedre mening, at Johanna står for Atlas: de har allerede en god relation, Atlas er tryg ved hende, vi er trygge ved hende og relationen bliver ikke bare kortvarende og forbigående på de 4 måneder, jeg skriver speciale. Atlas vil altid komme til at se hende.

Men fordi Johanna starter 8 ugers praktik netop som mit speciale starter, har vi været lidt på bar bund. En praktik giver sjældent tid og overskud til at have et arbejde ved siden af, og hun skal have Atlas af glæde – ikke af pligt.

Derfor snupper Kenneth 2 ugers barsel, og de resterende 6 uger? Jo, der træder jordens bedste svigermor til. Hun har en masse afspadsering, der skal afholdes, så hun har sagt ja til at træde til en dag om ugen, mens Kenneth er på arbejde og indtil Johanna er færdig med sin praktik. Og Atlas elsker sin farmor. Ingen andre duer, når hun træder ind i rummet. Han bliver som blommen i et æg.

Selvfølgelig ville det være lettere at skrive et speciale uden at skulle planlægge efter andre, at skulle tænke på børn eller at skulle klemme skrivning ind i lure. Men jeg kan ikke ignorere min følelse, jeg kan ikke ignorere mit ønske om at lade Atlas gå hjemme så længe som muligt. Med vores plan behøver han først komme i institution efter sommerferien, når jeg gerne skulle være i arbejde. På den måde vil Atlas være 20 måneder, før han starter i instution. På den måde har jeg ro i maven.

Man siger, det kræver en landsby. Vi har en landsby. Og en fandens fantastisk en af slagsen.

1 kommentar

  • Åhr, søde – hvor er jeg bare glad på jeres vegne for, at det går op i en højere enhed! You won’t regret it ❤️👏

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

2018, du var for vild