Drengelopper

– Ramt af drenge

Fiduserne fortæller #15

jun
18

Noget om at være rigtig-far, en erindring om sutter, bøje tider og opfordre til pjæk..

 

sometimes a girl just needs a half — Carrie Bradshaw

jun
16

Jeg har som sagt været jongleret rundt mellem flere forskellige afdelinger for at finde ud af, hvorfor jeg har så store smerter i min venstre hofte og lysken. Så store, at det er umuligt for mig selv at tage bukser og sko på på det ben, så store at jeg halter halvvejs gennem dagen og at min hofte fuldstændig knaser og knækker så højt ved hvert et skridt, at alle omkring mig kan høre det. Så store, at jeg vågner om natten af smerte, når jeg forsøger at vende mig. Så stor at det gør ondt bare at sidde.

Først mente min egen læge, at det var ligamentsmerter efterfulgt af en blodprop, men det fik to forskellige afdelinger afkræftet efterfulgt af gynækologisk obstetrik, som kunne fortælle, at det intet var med graviditeten. Alle læger inkl en jordemoder har gang på gang undersøgt mit bækken, men det er fuldstændig solidt og stærkt, så dér ligger problemet altså ikke. Heldigvis.

I dag havde jeg så en tid på ortopædkirurgisk afdeling, som også hurtigt fortalte, at mit bækken var fuldstændig, som det skal være. Til gengæld kunne lægen hurtigt fortælle, hvad problemet så er.

Mit venstre ben er 0,5 cm længere end mit højre. Det er ikke noget, man bemærker, og jeg mærker slet ikke til det, hverken når jeg går eller står. Men han kunne naturligvis lynhurtigt se det. Så han lavede nogle øvelser, hvor han sammenlignede højre med venstre hofte. Herefter konkluderede han, at min venstre hofte hele tiden kompenserer for den manglende halve centimeter. Men fordi jeg er gravid, vil han ikke lade mig røntgenfotografere, hvilket, han mente, højst sandsynligt heller ikke er nok. Så når jeg engang har født, skal min hofte både røntgenfotograferes, og der skal højst sandsynligt også en kikkertoperation til, for blot i en alder af 27 år mener han, at mit ledbånd i venstre hofteskål er beskadiget, og at det er de blødgørende hormoner i graviditeten, der har gjort problemet synligt.

Det er rart med en afklaring – ingen tvivl om det, og det er en lettelse, at der virkelig ikke er der mindste galt med mit bækken. Men det er samtidig skræmmende at være uvis omkring skaden i min hofte, og hvad det betyder fremadrettet.

Men så længe jeg er gravid, kan jeg ikke gøre andet end at lave nogle simple øvelser, der skal styrke min muskulatur, bruge hælindlæg i højre sko og benytte mig af regelmæssig akupunktur.

 

Veggie-Wednesday #2: One-pot-pasta

jun
14

Som de fleste andre børn elsker vores pasta. Noam spiser også glædeligt kartofler i alle afskygninger samt ris, men Theo nægter kartofler, uanset hvordan jeg forsøger at tilberede dem. One-pot-pasta er efterhånden ikke en ukendt ret. I virkeligheden betyder det jo blot, at alt mad tilberedes i én gryde, og det gør det til en enormt nem og hurtig ret. Retten tager ca ligeså lang tid at lave, som det gør at koge pasta, og den kan laves på uendeligt mange måder. Jeg bruger den gerne – ligesom risotto – til at tømme køleskabet for ugens grøntsager.

One-pot-pasta til 4:

Mellem en halv og trekvart pose pasta
1-2 løg afhængig af størrelse
2-3 fed hvidløg afhængig af størrelse
½ bundt grønne asparges
En halv pose frisk spinat
6-8 dl vand
1-1,5 grøntsagsbouillon
Olie eller smør til stegning – jeg bruger gerne økologisk, koldpresset, ikke-smagsneutral kokosolie
En halv citron
1 pakke Philidelphia
Frisk basilikum
Salt og peber

Retten er ganske simpel: svits hakkede løg og presset hvidløg i olie, tilsæt pasta, vand, bouillon, asparges i stykker, spinat og basilikum og lad det koge efter pastaens anvisning. Halvvejs færdig tilføjes flødeosten og saften fra en halv citron. Smag til med salt og peber og voila – så er maden allerede færdig.

Havde Kenneth spist med, havde jeg højst sandsynligt stegt kylling ved siden af. Ønsker man ikke, at retten er vegetarisk, kan man stege kyllingen sammen med løg og hvidløg, inden resten tilsættes.

Baby must-have

jun
13

Når det er 3. baby, er man efterhånden rimelig rutineret i hvilke anskaffelser, der er fuldstændig overflødige og hvilke man absolut må eje.

F.eks. er en højstol et oplagt ønske til dåb eller navngivning, men det vil jeg ikke vente på den her gang. For på de år, jeg ikke har haft en baby, er der alligevel sket en del med udstyret, og sådan en babyindsats til højstolen er fuldstændig genial. Jeg ved, hvor frustrerende det kan være konstant at skulle skiftes til at spise, mens maden rent faktisk stadig er varm, fordi baby både er vågen og veltilpas, men selvfølgelig gerne vil være med til bords. Til dét er sådan en babyindsats på højstolen altså virkelig smart, for så kan baby stadig være med til bordet, og både mor og far får lov til at spise varm med. Forhåbentlig 😉 Og så er det altså bare en af de nemme løsninger, jeg gerne køber mig til, når vi om lidt står med 3 børn, og Kenneth har faste, ugentlige døgnvagter.

Derfor havde vi kigget på 3 forskellige højstole med tilhørende babyindsatse: den originale Tripp Trapp fra Stokke, Stokke Steps og Nomi Evomove. Alle tre smadder fine med samme fra fødsel til nogen-og-100-kg koncept, men alligevel meget forskellige i sine deltaljer. Og så er der ikke meget forskel i prisen.

Tripp trapp fra Stokke: 1449 kr + 699 kr for babyindsats

Stokke steps: 1449 kr + 1299 kr for babyindsats

Nomi: 1499 kr + 899 kr for babyindsats

Vi havde egentlig længe vekslet lidt mellem de to Stokke højstole, men det, der afgjorde det, var, at babyindsatsen til Nomi stolen kan lægges fuldstændig fladt modsat Stokkes, som har en vinkel lignende en autostol, hvorfor man naturligvis bør være meget opmærksom på tiden ift at skåne ryggen, end hvis baby blot kan lægges fladt. Så sammen med en masse andet, lækkert babyudstyr, bla barnevogn, valgte vi i dag at bestille en hvid Nomi højstol med olieret egetræsfod med tilhørende babyindsats. Med valget af træ blev det så godt nok 400 kr mere end ellers, til gengæld kommer den til at passe perfekt ind i hjemmet 😉

Udover højstolen som must-have fra starten har vi valgt helt at skippe liften i barnevognen. Den har for mit vedkommende aldrig rigtigt været brugt med drengene, så i stedet har vi valgt at købe en Voksi-pose. Med drengene havde jeg en Sleebee fra Bilka, og selvom den var ganske fin og samme koncept, men til en noget billigere pris, er jeg sikker på, at vi kommer til at sætte rigtig meget pris på ulddynen i Voksien.

Og så har jeg allieret mig med min mor om at sy en slyngevugge selv. De har altid haft et vildt godt ry, og denne gang insisterer jeg altså på at prøve det.

Hvad har været absolut baby must-haves for jer, og hvad har I fundet fuldstændig overflødigt? F.eks. kan jeg nævne et termometer til badet – dét er 100 gange nemmere bare at stikke albuen i vandet og mærke efter.

Kan en ammebh være sexet?

jun
10

I en graviditet vokser alting jo som bekendt – også brysterne. Og for mit vedkommende føles det som om, at de er eksploderet. Jeg kan på ingen måde klemme mig ned i mit undertøj længere, men når man som jeg i forvejen bruger jordens mest umulige størrelse – 60I – så bliver det altså ikke ligefrem nemmere at finde bh’er, når også dén størrelse nu kniber.

Så derfor har jeg trukket den længere end godt er, for den nemmeste løsning er klart at finde graviditets- eller ammebher. Og ingen af disse har jeg haft lyst til at hverken købe eller bruge endnu. Både fordi jeg også dér måske fortsat vokser, men ligeså meget fordi der er da intet mere usexet end en ammebh. Det gør virkelig ikke noget godt rent udseendsmæssigt end at få en til at føle sig konet. Sådan har jeg i hvert fald altid haft det. Og jeg er altså kun i 16. uge, så lidt tiltrækkende vil jeg gerne føle mig fortsat 😉

Men så er der min søde kæreste, som adskillige gange har prøvet at forklare mig, at han aldrig nogensinde har hørt en eneste af hans venner fortælle om, hvor flot undertøj en pige har haft på. Og at det for hans vedkommende ikke er undertøjet, han er interesseret i. Og måske har han ret – måske vi kvinder lægger lidt for meget i betydningen af undertøjet eller også er han bare en meget simpel og enormt sød mand, der prøver at berolige sin lettere frustreret, gravide kæreste 😉 Jeg kan bare godt lide, når gaven er pakket pænt ind. Er det ikke det, man siger?

Men så var vi alligevel et smut forbi ventetøjsafdelingen i H&M forleden, da vi var på jagt efter shorts til drengene. Og jeg må indrømme, at jeg synes, at der er sket en del på de år, hvor en ammebh slet ikke har været relevant for mig.

Mange er med blonder eller andre søde detaljer, og så er de uden bøjle, hvilket, jeg synes, er vigtigt ift dannelse af mælkeknuder og brystbetændelse. Så altså både praktiske og ret fine at se på. Det er perfekt! Men så er der jo lige alt det der med størrelsen. Min talje er virkelig lille, og det er ikke noget, H&M er i nærheden af at lave, slet ikke når det er efterfulgt af en stor skål. Men de er begyndt at lave større bh’er end tidligere, og fordi man jo kan gå ét bogstav ned, hvis man går ét tal op, så kan jeg helt fint passe deres største størrelse. Og endda med lidt vokseplads. Mange af bh’erne er lavet i s,m,l,xl størrelserne, og det er selvfølgelig væsentlig mere ligetil.

Og hvad så nu?

jun
09

Efter de mange indlæg med uge for uge i 1. trimester vil jeg lige give jer en update på det hele.

Jeg er i dag 15+2 og kvalmen er heldigvis ikke længere så strid, som den har været. Den er ikke helt væk, men den er til at leve med.

Om 14 dage er jeg indkaldt til obstetrisk afdeling, som ønsker at scanne min hofte, efter andre afdelinger har scannet henholdsvis lyske, hele mit ben og foretaget en indvendig scanning for at se, om det var noget med graviditeten, der var skyld i smerterne. Det var det heldigvis ikke, men de er meget i tvivl om, hvad der egentlig er årsagen til alle mine smerter i venstre lyske og hofte. Det er ikke bækkenløsning på nogen måde. Det har adskillige læger og også en jordemoder undersøgt mig for, og mit bækken fejler ikke det mindste – gudskelov.

For 2 uger siden fik jeg akupunkter, som uden tvivl gjorde rigtig godt og holdt smerterne til et minimum, der atter først startede om eftermiddagen, men desværre er effekten ved at forsvinde, og det er nu igen frygteligt smertefuldt bare at tage tøj på. Og så kan man høre et-eller-andet knase og knække, når jeg drejer mig i sengen. Akupunkten fjernede naturligvis ikke problemet, men var lindrende og jeg er tilbøjelig til at bestille en omgang mere med den forandring, det gav mig i 14 dage. I samråd med en specialist er vi blevet enige om at afvente med at prøve fysioterapi, før vi ved, hvad problemet egentlig er.

Lillebror har det rigtig godt inde i maven. Jeg er begyndt at mærke en del til ham, når jeg om aftenen lægger mig i sengen. Det er endnu den der flagrende fornemmelse, som især er i venstre side af maven, hvor hans ben, ifølge scanninger, ligger. Har man været gravid, ved man, hvad jeg taler om: det føles som små sommerfuglevinger inden i maven et konkret sted eller hvis man tager en finger og glider den stille henad forsigtigt henad armen, mens man trykker blidt. Det er svært at forklare, men jeg er ikke længere i tvivl om, at det er ham, jeg mærker. Alle mændene herhjemme venter meget spændt på, hvornår de også kan mærke ham. Når jeg putter Theo om aftenen og vi sammen ligger i hans seng, aer han maven, indtil han falder i søvn. Det er så kært. Jeg elsker, hvordan Kenneth som det første efter en 16 timers vagt midt om natten kaster sig i sengen stadig med sine sko på, mærker koncentreret på maven og spørger, om lillebror stadig er aktiv. Jeg elsker hans engagement og glæden, jeg ser i hans øjne.

Jeg har min første tid hos jordemoderen om 14 dage – samme dag som min undersøgelse, så jeg skal have ringet og rykket den. Men jeg glæder mig til at se hende, jeg har nemlig flere spørgsmål. Især omkring hjemmefødsel, som vi kraftigt overvejer. Så hvis nogen har erfaringer med dét, må I endelig gerne komme med dem.

Den sidste i rækken: 12. uge og med indlæggelse

jun
07

I sidste uge var jeg som sagt forbi lægen for at få lavet vandrejournal. Jeg fortalte hende om mine smerter i lysken i venstre ben, hvordan de stråler ned i benet, over i højre side, om i hoften og om i lænden. Jeg fortalte hende, hvordan det er smertefuldt at køre bil, når jeg skal skifte gear konstant, og jeg fortalte hende, hvordan man om eftermiddagen og resten af aftenen kan høre et eller andet knække, hver gang jeg tager et skridt. Jeg kan både høre og mærke det, mine omgivelser hører det også tydeligt. Hun mente, at det måtte være ligamentsmerter og efter diskussion frem og tilbage og undersøgelse af mit bækken, holdt hun fast, men henviste mig til en fysioterapeut – gudskelov. Hun mente ikke, at det allerede kunne være bækkenløsning, men det krævede alligevel overtalelse at få en henvisning.

I den her uge er det så blevet meget værre! Mens det før for alvor først var om eftermiddagen, at smerterne blev ulidelige, starter de allerede nu ganske få minutter efter, jeg er stået op. Jeg er enormt hæmmet af dem, når drengene og jeg er alene, og det besværliggøre generelt hele vores dagligdag, at jeg ikke kan gå, uden det er smertefuldt. Så jeg fik en akuttid hos lægen, som mistænkte en blodprop i benet og derfor sendte mig videre til akutafdelingen på sygehuset.

Og der har vi så siddet i 6 timer i dag, mens lægen og sygeplejersken har spurgt om absolut alt i verden. En blodprøve viste, at et eller andet var forhøjet, så jeg blev sendt videre til ultralydsscanning. Men der fandt de ingenting andet end en lymfeknude, der burde være under 1 cm, men i stedet var 1,6 cm. Den kunne dog ikke skyldes smerterne, mente de. Til gengæld var lægen simpelthen så sød, for mens hun sad og scannede min venstre lyske, førte hun lige doppleren lidt længere op på maven, så vi kunne se den sødeste, aktive baby. Jeg elsker, at hun lige tog sig de 30 sekunder til at lade os se vores baby.

Jeg er nu sendt hjem med en henvisning til gynækologisk afdeling, som skal se, om det er noget i graviditeten, der skyldes smerterne og indtil da skal jeg sørge for at hvile godt og slappe af. Men det er altså ikke super nemt, når man gerne vil være på overfor sine 5 og 3,5 årige sønner.

Om kun 2 dage går jeg ind i 2. trimester, og jeg håber, håber, håber sådan, at der vil komme en pause fra kvalmen. Jeg er konstant kvalm og svimmel og føler mig bare godt gammeldags syg og udkørt. Nu må noget altså gerne vende!

På fredag i næste uge, når jeg er 12+6, har vi omsider fået en tid til NF, og vi glæder os sådan til at se den lille bønne igen. I mellemtiden er vi så småt begyndt at kigge på barnevogn, og jeg har naturligvis allerede lavet en lang liste med alle de ting, jeg rigtig gerne vil have. Så nu må tiden virkelig gerne gå bare lidt hurtigere, så hverdagen er fuld af babyspark og shopping

11. uge og året første sommerdag

jun
06

Mine bluser er efterhånden alle ved at stumpe, og mine bukser har jeg ikke været i i evigheder. Men i dag har vejret været noget nær 25 grader, og det udnyttede jeg med en sommerkjole, som man heldigvis ikke bare lige vokser ud af. Maven kan slet ikke skjules, og man er overhovedet ikke i tvivl om, at jeg er gravid, når man ser mig.

Jeg er stadig frygteligt plaget af kvalme. Tiden går enormt langsom, og jeg tæller dage til næste trimester, hvor jeg forhåbentlig har det bedre. Jeg er dårlig fra morgen til aften, pauserne er meget minimale, og det er svært at finde lyst til mad, så det er klart, at det føles som om, at tiden snegler sig af sted.

Drengene aer, kysser og krammer maven mange gange dagligt. De glæder sig helt vildt og snakker rigtig meget om babyen i maven. Og så håber de på, at det er en lillebror, for piger er noget nær det værste i verden. De bliver måske klogere en dag 😉

Smerterne i benet er endnu ikke gået væk, men jeg skal heldigvis have lavet vandrejournal i næste uge, når jeg er 10+4, hvilket, jeg synes, er ret så sent. Men dér er jeg simpelthen nødt til at høre, om det virkelig kan være bækkenløsning allerede.

På torsdag skal vi så fortælle min familie om den glædelige julehemmelighed, når vi alle samles på restaurant til min mors 50 års fødselsdag. Det bliver så rart endelig at få dem fortalt nyheden!

10. uge og en presset vegetar

jun
05

I lørdags gik jeg ind i 9+0, og selvom tiden snegler sig af sted, og jeg tæller ned til næste trimester, til NF, til sparkene og alt det, der følger med, så er der ingen tvivl om, at jeg er gravid. Jeg ser enormt gravid ud, hvilket mine kære medstuderende også har pointeret med deres: “du bliver jo enorm!” kommentarer. Jeg er oppustet, uden tvivl om det, og om aftenen ligner jeg mest af alt en, der kunne føde når som helst.

Kenneth og jeg var forbi KæreBørn og kigge på barnevogne, og selv dér gættede sælgeren helt af sig selv på, at jeg måtte have termin omkring september. Jeg bebrejder ham ikke det mindste, faktisk grinte vi bare alle af det. Jeg kan intet gøre, maven kan ikke trækkes ind, og bukserne kan på ingen måde lukkes.

Mentalt skal jeg stadig lidt minde mig selv om, at jeg er gravid, selvom jeg virkelig er hårdt ramt, når det kommer til kvalmen. Der er intet, jeg kan gøre eller spise, som får mig til at få det bedre. Jeg føler mig konstant søsyg, svimmel og hårdt ramt af influenza. Det tager noget af glæden ved det, når jeg konstant føler, at jeg skal kaste op. Det har jeg – 7,9,13 – endnu ikke gjort, Men følelsen af, at det sidder lige dér helt oppe i munden og bare venter på at komme ud, plager mig døgnet rundt.

Og så er der lige alt det der med mad, for det er fandeme svært. Med drengene havde jeg lynhurtigt en craving, og så længe jeg spiste dét, var alt godt. Mest af alt var jeg bare træt med dem, jeg var slet ikke plaget af kvalme på samme måde, som jeg er nu. Her er der intet, jeg konsekvent har lyst til, og det meste forstærker blot min kvalme enten ved lugten, synet eller sågar tanken om det. Men min trang til kød vokser. Sådan virkelig meget, og jeg føler mig enormt presset.

Jeg blev vegetar, fordi jeg selv som lille nægtede at spise kød. Jeg har aldrig brudt mig om hverken smag eller konsistens. Dét er en beslutning, jeg alle dage har været glad for og aldrig fortrudt. Aldrig har jeg haft det så godt. Jeg har ikke længere den der tunge fornemmelse, når jeg har spist, og jeg er glad for mit fravalg af kød. Med tiden er det blevet en del af min identitet, mit valg er en del af mig, og et miljøperspektiv har klart også sneget sig ind over det. Men nu tager jeg mig selv i at tænke: “Fucking vegetarmad!”, når Kenneth og jeg står og laver noget sammen eller bestiller hver vores slags sandwich. Og jeg tænker, at det også er den helt omvendte verden for ham, der aldrig har oplevet mig spise kød. Faktisk har jeg altid fået det rigtig dårligt ved lugten af f.eks. pølsehorn, men pludselig oplever han mig sidde i bilen og bede om at få lov til at lugte til hans pølsehorn, fordi der vitterligt ikke er noget som helst i verden, der nogensinde har duftet så godt. Så vi har været ude og købe enormt mange forskellig erstatningsprodukter, som minder om kød både i smag og konsistens, men selv dér er jeg ikke tilfreds. Jeg er dødtræt af vegetarmad! Jeg vil bare have lov til at spise den skide kyllingesandwich eller kødsovs, som jeg hele mit liv allerhelst er gået udenom.

Min vegetarburger smagte direkte afskyeligt i går! Og jeg bliver både vred og frustreret, for ligeså meget som jeg har bildt mig selv ind, at det nok bare lige er en fase her i graviditeten, ligeså uoverskueligt føles det efterhånden, hvis det skal blive ved sådan. Jeg hungrer efter kød, og jeg sørger ellers for at spise masser af proteiner, så det er ingen mangel dér. Så jeg er presset, virkelig presset. For jeg har enormt meget lyst til bare at kaste mig over den skide cheeseburger på MacDonalds, men samtidig er det blevet en del af mig, en del af mine værdier at være vegetar, og jeg har virkelig svært ved at sige: “Okay, så mens du er gravid, så kaster du dig bare ud i kødhimlen, og bagefter stopper det igen”.

Som I kan fornemme, fylder hele det her kødissue altså mere, end jeg nogensinde havde turde forestille mig. Oveni det skaber mit bækken sig helt vildt, som jeg tidligere har skrevet om. Det bliver absolut ikke bedre, og jeg glæder mig til at se lægen til vandrejournal i næste uge, så jeg kan høre ham, om jeg kan gøre noget eller evt gå til en fysioterapeut. Det er virkelig blevet smertefuldt – selv bare at køre i bil til skole, fordi jeg konstant skal træde på koblingen og skifte gear, når jeg rammer Aarhus. Det starter i venstre side, spreder sig over til højre og bagom til iskasnerven, og når vi når aftenen kan selv Kenneth høre mit bækken knække, hver gang jeg træder et skridt.

I den her uge var der så også udbrud af lussingesyge i børnehave, og som bekendt er det farligt at blive smittet med, hvis man er gravid. Så jeg blev lynhurtigt smidt ud af børnehaven med besked om, at de nok skulle tjekke drengene ind. Men selvom vi kunne finde på alternative måder i hente og bringe situationer over de næste par uger, ville det ikke hjælpe spor, hvis drengene blev smittet og sygdommen befandt sig i vores hjem. Gudskelov har en blodprøve vist sig, at jeg selv har haft lussingesyge og dermed er både jeg og bønnen beskyttet.

9. uge

jun
04

I går, lørdag, gik jeg ind i 9. graviditetsuge og bønnen er nu omkring 1,5 cm. Min mave er i hvert fald ikke kun vokset tilsvarende 1,5 cm! Jeg var forbi lægen fredag inden skole for at få taget diverse blodprøver, og der valgte sygeplejersken at sætte mig frem i termin til d. 2. december, som scanningsdamen mente, at jeg skulle. Så nu er det spændende, om det fortsat bliver sådan til NF.

For fire dage siden fortalte vi drengene nyheden, og de har imponerende nok holdt den helt hemmeligt. De er smadder søde, opmærksomme og meget spændte. De har en masse spørgsmål, og dem tager vi os selvfølgelig god tid til. Jeg tænker på at finde en bog, der handler om at blive storebror i børnehøjde.

Noam har gerne ville vide rent lavpraktisk, hvordan babyen er blevet lavet, og han er helt med på alt det med æg i en mor og sædceller i en far. I en børnevenlig udgave har jeg fortalt, at når en mor og far elsker hinanden rigtig højt, kan de så lave en baby. Han har endnu ikke spurgt, hvordan sædcellerne møder ægget, men ellers er han helt med på det. Han aer meget babyen og spørger, om den sover eller spiser. Theo kommer konstant med mad til babyen, som jeg skal spise for den, han lægger legetøj på maven og fortæller mig, hvor højt han elsker mig.

I går fortalte vi så Kenneths familie det. Jeg har været så presset over at skjule maven for dem, da jeg både har spist med hans forældre mandag og onsdag i den her uge. Trods jeg har taget Kenneths trøjer på. Samtidig med at jeg fortsat er vildt dårlig. Noam spurgte, om han ikke godt måtte tegne en tegning til Jan og Lone med vores familie, og det endte med at blive sådan, de fik nyheden.

Så der sad vi så i stuen hos Kenneths bedsteforældre. Kenneth fortalte, at Noam havde lavet en tegning til Jan og Lone, og engageret som de er, satte de sig straks frem mod ham for at se tegningen, mens Noam præsenterede den noget så fint: “Det er vores familie. Det er Jan, det er Lone, det er Kenneth, det er mor, det er mig, Noam, det er Theo, det er Mads, og hvad er det?” Sluttede han og pegede på den baby, han helt selv havde valgt at tegne i min mave.

Hele Kenneths familie blev så glade! Resten af aftenen blev der talt om babyudstyr, kvalme og barsel. Det var så hyggeligt, og jeg havde sådan glædet mig til at indvie dem alle i julehemmeligheden.

Jeg er som sagt stadig meget, meget dårlig. Og så er mit bækken begyndt at drille helt vildt. Jeg har aldrig prøvet det før, og det hjælper bestemt ikke på i forvejen at føle, at man ikke kan være på, som man plejer. Det er som om, at mit bækken knækker, når jeg går, og det kan være virkelig smertefuldt, når først det begynder på det. Jeg skal uden tvivl forbi en fysioterapeut, for dét holder bare slet ikke.