Har jeg taget de obligatoriske kæreste-kilo på. Det er pisse irriterende, men ikke overraskende. Efter jeg har mødt Kenneth, har jeg været i Fitness én gang, og samtidig er vi alt for gode til at hygge med Oreo-is og chokolademuffins. Han siger, at han også har taget på. Jeg kan bundærligt ikke se det, men uanset hvad kan hans fuldstændig photoshoppet fodbold-figur laaaangt bedre tåle det. Forbandede morkrop. Undersøgte jeg i dag, hvordan jeg kan opsige mit Fitness abonnement. Står jeg troligt i alt slags vejr hver weekend og ser Kenneth spille den ene fodboldkamp efter den anden. Jeg har aldrig rigtigt forstået fascinationen af fodbold, og det gør jeg måske fortsat heller ikke. Men jeg tager mig selv i at...

Jeg tror, at alle enlige mødre kan genkende følelsen af afmagt, frustration og at være bussemanden. Jeg er også pædagogisk nok til at forstå, at det må være mindst ligeså frustrerende at være såkaldt weekend-far, hvorfor man ønsker at forkæle sit mest dyrebare på alle tænkelige måder. For de skal jo have det sjovt, de (potentielle få) dage om måneden de er hos deres far. Det er klart. Ingen har lyst til kun at se deres børn 2 ud af 14 dage, hvoraf man så er en omvandrende nej-hat med opdragende funktion. Det er klart. Ingen har lyst til atter at aflevere deres børn efter kort visit med sure miner, weekendtaske og trælse minder. Jeg har i den grad forståelse...

Der er ingen tvivl om, at efterårsferien forsvandt væsentligt hurtigere, end den kom. Mens Kenneth snuppede én 48 timers vagt, var drengene af sted i børnehave de første par dage, så jeg kunne få læst lidt op på studiet og samtidig ordnet det sidste med forsikringen. I samme sekund, Kenneth havde fri sen tirsdag aften, kørte han hjem til os, og de sidste par dage af ferien har vi tilbragt i Holstebro med masser af tøffetid, familiehygge, en tur i biografen for at se Trolls, besøg hos min veninde i Struer og deres 4 årige søn samt en bonusfødselsdag for Theo, som jo fyldte 3 d. 16. oktober. Drengene har virkelig hygget sig! De har været i centrum hele ferien igennem og...

…

Med de to lyserøde streger på den mest spændende test af dem alle følger også beskytter-trangen. Man får en overvældende følelse af at ville beskytte og passe på sit allerkæreste, som endnu ikke har hverken fingre, negle eller et bankende hjerte. Alligevel er den der. Behovet for tryghed. Behovet for at passe på. I takt med at maven vokser og de livsbekræftende spark inde i maven varierer, vokser også “når jeg får dig ud ad maven og ind i mine arme, kan jeg bedre passe på dig” følelsen. Men så føder man ikke kun det mest dyrebare, man sætter også dødelighed-følelsen i verden. Pludselig går det op for én, at man ikke kun skal passe på det her fantastiske, lille...